 |
 |
|
 |
 |
Dagbog fra Madeira
Mandag d. 6/8 2007
Dag 1.
Så blev det endelig vores tur til at holde sommerferie. Efter næsten 5 timers flyvning kom vi til Madeira sent om eftermiddagen. En kort bustur bragte os til vores hotel i Funchal. Dette skulle vises sig at være et hotel i absolut topklasse. Efter indskrivning på hotellet gik jagten ind på et supermarked så vi kunne få købt lidt ind. Det blev ret sent inden vi nåede tilbage til hotellet, og først derefter kunne vi tænke på mad. Den blev serveret ved 10-tiden, og så var vi ellers trætte, og det varede ikke længe inden vi lå i vores senge. Nu venter vi kun på at en ny dag dukker op, og måske med masser af sol - hvem ved.
Tirsdag d. 7/8 2007
Dag 2.
2
Det blev ikke umiddelbart til den sol vi havde håbet på, idet der var en del skyer da vi stod op. Vi besluttede derfor at aflægge Startours kontor et besøg for at bestille nogle udflugter. Der viste sig imidlertid at være uendelig langt til deres kontor, så i et meget kuperet terræn tog det langt over en time at nå frem. Vi fik dog bestilt det vi skulle, og gik så den lange vej tilbage. Undervejs selvfølgelig de nødvendige pitstop. Da vi kom hjem var det frokosttid, og derefter tid for en lille morfar. Senere gik vi ned og bestilte safetyboks og andre ting, og lige nu er vi på vej ud og spise. I morgen bliver en travl dag, idet vi skal på vores første tur. Nemlig til de 3 højeste tinder på Madeira.
Onsdag d. 8/8 2007
Dag
3
En ny dag er ved at være gået, men desværre ikke helt som ønsket. Vi stod tidligt op for at tage på tur i bjergene, og tog opstilling kl. 0830 ved det med bureauet aftalte sted. Der skete imidlertid ikke et klap, så efter at have ventet i 40 min., måtte vi slukøret vende tilbage til hotellet. Vi ringede straks til Startour. De beklagede at vi ikke havde fået besked om at turen var aflyst grundet manglende tilmelding, hvilket de allerede dagen før havde meddelt vores hotel via telefax. Det kunne vi ikke forstå et klap af, idet vi havde spurgt i receptionen om der var kommet besked til os, og dette spurgte vi om både tirsdag eftermiddag og dags morgen. De havde angiveligt ikke fået nogle beskeder til os. Og hvad kan man så gøre - ikke en skid. Alle slår ud med armene og beklager. Nå enden på den historie blev, at vi i stedet gik rundt i Funchal og så fiskemarkedet, blomstermarkedet samt frugtmarkedet. Meget interessant i øvrigt. Det blev også til en tur på byens gamle militærmuseum, samt til indkøb i et nærliggende stort supermarked. Alt det foretog vi os om formiddagen, så efter frokost blev der tid til en "morfar". Senere kaffe på altanen, og senere skal vi bare finde et sted at spise. Vejret har ikke indtil nu været med os, idet vi har haft en del skyer. De lokale vejrudsigter lover også nogle skyer i morgen torsdag, men så skulle der også blive fuld sol i mange dage frem. Vi håber....
Torsdag d. 9/8 2007
Dag 4.
Vejret her til morgen var langt bedre end de foregående dage, så vi valgte at tage med den nærliggende svævebane der kun ligger ca. 100 meter fra vores hotel. Det tog ca. 20 min. at komme til toppen, og så vandrede vi lidt rundt i den fantastiske natur. Vi besluttede at tage en af de berømte slæder ned, men vi ville først besøge den botaniske have. For at komme dertil måtte vi med endnu en svævebane som denne gang gik en smule nedad, men over meget dybe kløfter. Vi fik set den botaniske have og tog derefter svævebanen op igen. Nu var det så tiden for en tur på slæderne, men da vi var ved at være både trætte og sultne, og vejret var blevet overskyet og lidt blæsende igen, besluttede vi os til at gøre dette en anden dag. Vi tog derfor svævebanen ned igen til vores hotel. En hel fantastisk tur, der i nogen grad lænsede vores tegnebog. Jeg vil søge om lønforhøjelse i økonomistyrelsen når jeg kommer hjem. Nu er vi så spændte om vores planlagte tur med Startour i morgen bliver til noget, eller om vi igen skal stå og vente forgæves på en bus der ikke kommer. Vi takker for de hilsner vi har fået i vores gæstebog. Nu vil vi drive den af resten af dagen/aftenen, og skal snart ind og have en god middag med dejlig vin.
Fredag d. 10/8 2007
Dag 5.
Så gik det hen og blev fredag, og uden at vejret har ændret sig i væsentlig grad. Vi havde bestilt en tur til den vestlige del af Madeira, og for en sikkerheds skyld havde vi denne gang checket at turen ikke var aflyst. Det var den ikke, så vi blev afhentet af bussen ved vores hotel kl. 0830. Vi samlede herefter andre gæster op på nærliggende hoteller, og fortsatte så ud i vildmarken. Først gennem en fiskerby ved navn Camara de Lobos, og derefter til et udsigtspunkt højt over byen ved navn Pico de Torre. Vi fortsatte ad små snirklede veje til byen Ribeira Brava og videre over et højplateauet Paul da Serra beliggende 1500 meter over havet. I en lille havneby ved navn Sao Vicente indtog vi frokost - en tre retters menu - og i øvrigt på en meget spøjs restaurant. Den lå helt nede ved vandet, og mens vi spiste drejede hele restaurantens gulv rundt, så alle på et tidspunkt fik havudsigt. Efter frokost fortsatte den begivenhedsrige dag videre over flere pas, inden vi kl. 1700 blev sat af ved hotellet. Godt trætte i øvrigt. Aftenen skal nu bare nydes i fred og ro, og så håber vi endnu engang på fuld sol. Det er dog nok for meget at håbe, idet DMI,s hjemmeside synes at være gået fast på samme program.
Lørdag d. 11/8 2007
Dag 6.
Det havde været dejligt hvis man kunne have skrevet, at vejret var pragtfuldt med masser af sol og kolde øl, men sådan har vejret i dag ikke artet sig. Igen har vi haft overskyet vejr fra morgenstunden, og solen ser vi næsten ikke. Vi brugte formiddagen på at foretage nogle indkøb i det nærliggende supermarked, og besøgte det lokale fiske- og frugtmarked. Vi havde været der før, men ikke med kamera, og det var selvfølgelig heller ikke med denne gang. Da vi nåede tilbage til hotellet fattede jeg kameraet, og gik så tilbage til markedet igen. Lone gad ikke gå med, så hun satte sig på altanen - hvor hun i øvrigt fortsat sidder. Jeg drev - bevæbnet med kamera - rundt i byen i et par timer, og havde faktisk en rigtig god tur. Solen var ikke fremme, men temperaturen var dog 25-28 grader. Nu vil jeg drive en lille tur til, og så samtidig undersøge menuen på
hotellets restauration.
Vi må så se hvad aftenen bringer...
Søndag d. 12/8 2007
Dag 7
Så ramte solen endelig Madeira. Ikke i en sådan forstand at der ikke var skyer på himlen, men det var dog kun små totter, mens de større plamager havde lagt sig inde over bjergene. Efter et godt morgenmåltid besluttede vi at tage endnu en tur med svævebanen, der som tidligere nævnt kun ligger få meter fra vores hotel. Som sagt, så gjort. Snart befandt vi os i svævebanen på vej mod toppen. Vel ankommet til toppen gik vi en lille tur, men besluttede os så til at tage en af de berømte slæder ned. Det koster 25 euro, men man har vel ikke været rigtigt på Madeira hvis man ikke har prøvet nævnte slæder. Vi kørte så med slæderne ca. 2 km. ned ad bjerget, hvilket skete ad små smalle veje. Det var sjovt at prøve, men så heller ikke mere. Efter turen gik vi resten af vejen ad stejle veje ned til hotellet, hvilket var ca. 2,5 km. Vel hjemme igen opsøgte vi et traktørsted, hvilket var pool-baren, hvor vi fik os en velfortjent forfriskning. Resten af dagen er gået med at slappe af og læse bøger på altanen, idet der ikke på det tidspunkt fandtes ledige solsenge ved poolen. Når dette er skrevet vil vi undersøge mulighederne for at komme en tur til Egypten i begyndelsen af december, for der ved vi at solen er sikker alle dage. Tilbage er så for i dag kun at sætte os til et veldækket bord når de åbner restaurationen kl. 19.
Mandag d. 13/8 2007
Dag 8
Nu har vi været her en uge godt og vel, og nu er vejret da blevet af en sådan karakter, at det er muligt at ligge i solen. Det har vi så valgt som dagens tema. Jeg kan dog kun holde til det i et par timer, så jeg har valgt at opdatere siden allerede her midt på dagen mens Lone steger ved poolen. Da der næppe sker så meget andet i dag, kan jeg i stedet kort fortælle lidt om hotellet. Navnet er Hotel Porto Santa Maria, og ligger vel på den bedste plads i Funchal. Det er et helt utrolig flot hotel, hvor der stort set findes alt. Således er der både inde- og udendørs pool, fitnesscenter (hvad man så skal bruge et sådan til), billard, ude- og indendørs barer og restauranter. Man kan blive ved for her findes stort set alt, og hvad der måtte mangle kan jeg ikke komme på. Lidt om priserne også. Det er ret dyrt må man vel sige, men det var/er hotellet også. Det koster ca. 60 Euro for os at spise om aftenen, men heri er og indregnet en flaske vin. En øl koster 3,75 Euro i poolbaren. En tur med den nærliggende svævebane koster 14,50 Euro for en returbillet. Man må til lommerne næsten hele tiden, for der findes noget nyt at opleve hvis man har lyst. Selv en helikopter-tur kan man få hvis man orker at bevæge sig ca. 500 meter hen ad promenaden. Den har vi ikke prøvet, idet Lone ikke nærer noget ønske om en sådan tur. Nok godt for det, idet en tur nemt kan løbe op i 500 Euro. Jeg vil slutte her, og lægge mig ud på stegepanden.
Tirsdag d. 14/8 2007
Dag 9.
Så hændte miraklet. Der var skyfrit fra morgenstunden, og det indbød naturligvis til en dag ved poolen. Man må udnytte de solstråler der nu engang viser sig. Og hvad kan man så skrive om en dag ved poolen. Unægtelig ikke ret meget, og slet ikke når det gik hen og blev overskyet kort efter middag. Så kunne man som vanligt tage sig en "morfar", og nyde en god kop kaffe når man var ordentlig udsovet. Meningen med dagen var, at vi som afslutning skulle have deltaget i en fiske-aften med bureauet, men da jeg ringede for at checke antallet af deltagere, var der kun 4 tilmeldte, hvorfor turen var aflyst. Dette skyldtes nok primært, at der er en stor fest på Monte (højt beliggende sted over Funchal), og hvortil folk valfarter hvert år. Af samme grund kører svævebanen helt til kl. 2 i nat. Jeg kan ikke forestille mig at vi orker at deltage, idet vi allerede i morgen tidlig kl. 0830 skal på bjergtur. (Det var den tur der blev aflyst i sidste uge) Jeg/vi har sikret os at den bliver til noget i morgen, så det glæder vi os til.
Onsdag d. 15/8 2007
Dag 10.
Helt i tråd med mange af de foregående dage, stod vi op til et meget tykt skydække uden sol i sigte. Never mind - vi er jo vant til det. Kl. 0830 stod vi klar ved "opsamlingspladsen" for busturister, for nu skulle vi på den tur der blev aflyst i sidste uge. Denne gang gik det efter planen, og efter at have samlet andre gæster op, gik det mod højderne. Så høje som de nu kan blive på Madeira. Første stop var Nonnernes dal, og ved ankomsten var det stadig overskyet. En af de mange helgener som de praler med hernede må have været med os. Pludselig klarede det op - næsten fra minut til minut - og et fantastisk syn blev vi nu vidne til. Nemlig udsigt over Nonnernes dal med den lille by Curral das Freiras. Det blev til en masse foto, ligesom vi smagte den lokale honningkage og eukalyptuslikør. Videre gik det gennem mimoser- og eukalyptusskove før vi nåede op over trægrænsen. Vi kom op over skyerne og nåede frem til Pico do Arieiro der er beliggende i en højde af 1818 meter over havet. Et helt fantastisk oplevelse, idet vi kunne se stort set hele Madeira og de omliggende øer. Hverken rast eller ro - videre gik det til en by ved navn Camacha som er kendt for sin kurvefletteproduktion. Da det var helligdag kunne vi ikke se nogen arbejde, men frokost fik vi dog i en meget hoejt beliggende restauration. Det var så enden på den tur, for efter Camacha kørte vi direkte hjem til Funchal. (Hvor det selvfølgelig var overskyet) Nu skal vi så bare slappe af resten af dagen, for trætte nåede vi da at blive.
Torsdag d. 16/8 2007
Dag 11.
Ja dagen begyndte med et stort smil, idet der var skyfrit til alle sider. Dette måtte naturligvis betyde en tur til poolen, hvor vi så lå og slappede af hele formiddagen. Hen omkring kl. 13 slap vi dog ikke længere for skyer. Disse kom væltende hen over bjergryggen mod Funchal, men tørt holdt det dog. Dette skulle imidlertid også ændre sig. Kl. 15 fik vi en skylle af ca. 10 min. s varighed, og så klarede det nogenlunde op igen. Det forblev varmt, så det var en hård tur bare at gå hen til det nærliggende supermarked for at handle ind. Når en sådan dag går med ingenting, vil det selvfølgelig være svært at skrive noget uddybende om det. Jeg/vi vil derfor slutte vores dagbog for i dag, og så fortsætte med at slappe af.
Fredag d. 17/8 2007
Dag 12
Sol fra morgen til aften - Det er sådan vi kan li´det. Det ville normalt være opskriften på en dag ved poolen, men jeg havde denne gang helt andre planer. Jeg havde inden afrejsen foræret Lone en bikini med små nette smørblomster på. Da jeg så hende have den på i går, opdagede jeg til min rædsel at de små kære blomster var blevet til solsikker. Noget der helt akut måtte gøres noget ved, så vi tog med svævebanen da den åbnede kl. 0930. Vel oppe havde jeg på vegne af Brigsted Travel Agency arrangeret en kombineret bjerg- og lavadavandring. Det skulle vise sig at være en ualmindelig hård rute, som det tog os 3 timer at komme igennem. Der var stejlt som bare pokker, ligesom der vare tale om meget smalle stier, stejle skrænter og i vegetation der gav mindelser om junglen. På vejen ned havde jeg et mindre kontrolleret styrt, der rev en del af barken på mit venstre knæ. Vi kunne dog ikke andet end fortsætte, idet ikke engang en helikopter ville kunne nå frem til os. Nu er vi så vel nede igen, men unægtelig meget trætte. Bikinien var igen forsynet med smørblomster. Nu skal der bare spises o.s.v., og så kan det snart blive slut med den dag.
Lørdag d. 18/8 2007
Dag 13
Så de seneste nyheder her fra Madeira, hvor der imidlertid ikke er sket så meget. Vejret har været dejligt i dag, og vi har tilbragt dagen ved poolen. Dels på grund af det gode vejr, men også af ren og skær nødvendighed. Vores muskler er så ødelagte efter vandreturen i går, at vi næsten ikke kan bevæge os. Det hjalp dog lidt da vi lagde os ned og daskede i hotellets Spabad. Lone mener at mit forslag til vandretur boer tages af mit program, idet der et tale om en meget farlig rute. Det konstaterede Lone efterfølgende ved at læse i Startours informationsmateriale. Kun en tosse ville iflg. bureauet bevæge sig ud på den tur vi gjorde. Lone bebrejder mig endvidere at jeg ikke havde underrettet hende om turens sværhedsgrad, så vi i det mindste kunne være kommet af sted iført ordentligt fodtøj. Lone var i kondisko, og jeg i vandrestøvlernes capriolet-model (Sandaler). Nu her kl. 17 lokal tid har vi kæmpet os ned til et supermarked på de ømme ben, så nu skal der slappes af resten af dagen.
Søndag d. 19/8 2007
Dag 14
Så er vi her igen, og det er stadig fantastisk vejr. Det passer fint med at vi skal hjem, og af samme grund har vi brugt lidt af eftermiddagen på at pakke. Ellers har vi brugt formiddagen ved pool- og spabad for at løsne de ømme muskler. Til trods for det formidable styrt i bjergene, fandt jeg dog overskud til at gå en tur i byen. Lone ville ikke med, idet hendes ben angiveligt var i en meget dårlig forfatning. Lone nedlægger protest mod denne formulering, idet hun udelukkende forblev ved poolen fordi solen endelig skinnede en hel dag. Så har vi også betalt vores regning på hotellet - en uhyggelig historie - men tilbage er der faktisk bare lidt aftensmad på programmet for i dag. Dette vil være den sidste dag vi skriver, da vil skal forlade hotellet i morgen kl. 1515, og inden da har vi en masse ting vi skal nå. Vi forventer at lande i Danmark kl. 2310 i morgen aften, og at Thomas står klar med Dannebrog.
|
|
 |
|
|
|