Dag 1 og 2
Velkommen hjemme i Danmark. Vi er kommet godt til Thailand, men det var som ventet en umanérlig lang tur. Ved ankomsten til Phuket blev vi afhentet i en gylden Toyota Camry med lædersæder, rosentræ og selvfølgelig aircondition og privat chauffør. "Welcome mrs. and mr. Brigsted". Du gode god hvor var det fornemt. Det hele gik så hurtigt, at jeg kun nåede at ryge 3 hiv på en smøg før vi kørte mod hotellet. Det tog så en time med kørsel blandt 1 million motorcýkler. hestekærrer og andre mærkværdige køretøjer. Ved ankomsten til vores hotel blev vi mødt af det meste af staben, og fik hængt orchideer rund om vores håndled. På det tidspunkt havde jeg dog nået at få ild i smøgen, og nr. 2 var ved at selvantænde. Så gik turen til vores værelse - Herre Jemini - hvor var/er det flot, og hvilken helt fantastisk udsigt. Forholdene på hotellet lader sig ikke beskrive. Alt er så overvældende, men det nåede vi dog ikke rigtigt at nyde ved ankomsten. Vi var så trætte at man tror det er løgn. Vi fik dog taget os sammen til at frekventere en af de mange restauranter på hotelområdet, og så gik det ellers hjem på altanen, hvor vi kunne nyde en drink. Vi sendte mange venlige tanker til ham der opfandt minibaren. Den blev næsten plyndret på et par timer. Kl. 22 gik vi i køjen og sov som skudte svin i adskillige timer. I dag har vi så ligget og dasket ved stranden stort set hele dagen, og det i et helt fantastisk vejr. Skyfrit og 33 graders varme. Efter en middagslur gik vi en tur, og herunder kom vi forbi et lokalt tour-bureau. Her købte vi en tur til på mandag, hvilket bliver en elefant-trekking. Vi skal også ha købt en tur til Fantasia World, hvilket er et show og dinner arrangement oppe omkring Phuket. Vi skal bare have fundet en dato til dette arrangement, men vi skal også på en tur med speedbåd til Similan Islands, hvor der bliver mulighed for masser af snorkling. Så er det jo godt at man har investeret i et undervandskamera, svømmefødder og snorkeludstyr. Hvor er det i øvrigt lækket med internetopkobling på værelset, og dette oven i al den anden luksus vi er omringet af. Med disse foreløbige ord vil vi ønske alle en god og kold weekend i Danmark.

Dag 3.

Ja her går det godt. Jeg vågnede kl. 01.00 ved at det både lynede og tordnede i det fjerne, og forventede således regn. Jeg stod op for at nyde synet, men der kom ingen regn, og kun lynene fortsatte i det fjerne. Det gjorde de så til gengæld hele natten. Dronningen lå imidlertid som ramt af lynet i sengen, og var godt og grundigt viklet ind i sengetøjet. Hun lignede mest at alt en tamkanin, hvor kun næsen periodisk stak frem. Efter at have siddet på altanen i en halv times tid gik jeg i seng igen, og vågnede kl. 0630. Det var ved at blive lyst, så jeg valgte at blive op og nyde morgenstunden. Fruen lå stadig og lignede den døde i "Ordet". Jeg havde en forventning om at hun snart ville stå op, men først kl. 0745 da jeg krattede hende lidt på maveskindet, kom der lidt liv. På det tidspunkt mente jeg at det absolut måtte være tid for morgenkaffe. På det tidspunkt var det gråvejr, og det fortsatte faktisk resten af formiddagen. Dette til trods - og efter indtagelse af morgenmad - gik vi til stranden. Efter et par timer uden at solen rigtigt var kommet frem, begyndte det at dryppe lidt fra himlen. Vi vendte tilbage til værelset og lavede os en kop kaffe. Derefter - og for ikke at gå i stå - tog vi en taxa til Kata Beach. Det ligger kun ca. 1 kilometer væk, men man skal passere noget der minder om Kilimanjaro for at nå frem. I Kata Beach købte jeg lidt elektronisk udstyr, så jeg nu er i stand til at sætte foto ind på denne side. Lone købte en hat, som jeg tror lukker alt lys ude. Efter en gåtur i byen tog vi en taxa tilbage til vores lækre hotel. Her lykkedes det for fruen at lokke undertegnede ind på en lille beværtning for at få en øl. Jeg strittede voldsom imod, men hun fik som vanligt sin vilje. På dette tidspunkt var kl. ca. 1230, og solen skinnede nu fra en skyfri himmel. Jeg valgte herefter at installere mit nyindkøbte elektroniske udstyr, mens fruen drev til stranden. I skrivende stund er hun netop vendt tilbage, og det varer ikke længe inden vi går ud for at købe lidt ind. Smør og magarine skal man jo ha i huset. Jeg forventer at vi afslutter dagen på en italiensk restaurant, og inden sengetid får os et glas mælk eller 2. Ha´det nu godt i Danmark.

Dag 4.

I dag sov vi længe, hvilket vil sige vi stod op kl. 0710.  Det var desværre oveskyet, og for ikke at dvæle så længe ved vejret, så har det været stort set oveskyet hele dagen. Efter indtagelse af 1 stk. Gl. Dansk, bevægede vi os ved 8-tiden frem mod dagens første måltid. På grund af vejret gav vi os ualmindelig god tid. Det er nu heller ikke så vanskeligt, når dronningen er en mindre vinterkrig om at spise. Det er ikke for ingenting at hun er dansk - og snart også thailandsk - mester i morgenbuffet for enkeltmand. Da denne seance var overstået - og trods vejret - valgte vi at indtage en plads i en flugtstol ved stranden. De følgende timer lå vi med hver sin Ipod og håbede at solen ville finde vej gennem skyerne. Da dette ikke skete gik fruen en tur, idet hun mente at der på hotelområdet fandtes nogle butikker hun endnu ikke havde set. Dette viste sig at være rigtigt, idet hun fandt frem til en frisør. Således oplyst gik hun ind og fik "klippet spidser" tror jeg det hedder. Det var billigt sagde hun, og så er alt jo godt. Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en person der engang udtalte, "at han ikke var bange for tørre tæsk, men at han langt mere frygtede Jyske Bank". Sådan må vores forhold snart være til Forstædernes Bank i Herlev. Omkring middagstid gik vi en tur på området, og jeg tror ikke det var tilfældigt at Lone viste mig ind på et wellness Center - tak for rådet Jeanette - og inden vi havde set os om havde fruen bestilt massage til os begge i dag kl. 1700. Jeg har nu lidt dårlige erfaringer med massage. For nogle år siden i Egypten havde Lone tilmeldt mig en "Full scale body massage", og det lød da også meget spændende. Brochuren virkede samtidig meget lovende, så jeg indvilgede i projektet. Da jeg mødte frem fik jeg dog et mindre chok, idet massøren viste sig at være en stor hanhund af en araber med hår på både bryst og ryg, og et stort snoet overskæg. Han trampede rundt på mig i mere end en time, og siden da har jeg altid sagt noget sådan fra. Min research her på hotellet har dog beroliget mig lidt, idet personalet i wellness-centret alle er kvinder, og ingen af dem er en dag over 23 år. Til dem der har sendt en hilsen via vores gæstebog siger vi af hjertet tak. Vi vi nu tage et bad, og snart begive os frem mod massagebriksen.

Dag 5.

Jeg vil rent undtagelsesvis fortsætte hvor vi slap i går. Vi skulle som bekendt ha´ massage, og vi mødte da også frem på det aftalte tidspunkt. Efter at have udfyldt et væld af papirer, blev vi introduceret for nogle forskellige dufte. Blandt dem kunne vi vælge hvilken vi ønskede os påført under massagen, så jeg valgte den der mest duftede af  biodiesel. Herefter gik det til massagerummet, og hvilke omgivelser, og hvilket personale. Efter at være anbragt på vores brikse ( på maven), begyndte massøsen med vores fødder, og bevægede sig langsomt mod nord. Her må jeg lige indskyde, at det altid har undret mig, at der i sådan en briks kun er lavet hul til hovedet, og ikke et lidt større hul til maven. Nå det var bare en tanke. Som sagt bevægede hun sig langsomt mod nord. Da hun nåede stedet hvor lårene begynder at få et andet navn, sprang hun behændigt et lille stykke frem til den nederste ryghvirvel. Hun fortsatte mod nord, og det er da helt utroligt hvor mange kræfter en sådan lille kvinde har. Hun tampede os igennem, og dette både på ryg, skuldre og hoved. Så skulle vi ligge på ryggen, og igen begyndte hun ved fødderne. Da blev jeg sgu nervøs. Hun foretog imidlertid et mindre kvantespring, og fortsatte med at give massage ved nakke, hals og skuldre. Da vi var færdige blev vi inviteret på te, og blev begavet med nogle olier og sæbe. Nok om det. Senere gik vi ned og spiste på den italienske restaurant – beliggende her på hotellet – og hvor vi faktisk har spist hver dag, og hvor en hyggepianist spiller mens man spiser. Da vi var ved at være færdige med maden, kom en skønhed hen til vores bord. Hun ville høre om der var et bestemt nummer vi ønskede at pianisten skulle spille/synge. Dronningen valgte ”What a wonderfull world”, mens jeg havde forsøgt at komme igennem med ”Søren Banjomus”. Han sang og spillede fantastisk, og der var ikke et tørt øje i restauranten. Efter en dejlig dag og aften gik turen hjem, idet vi skulle tidligt op næste dag. Og det kom vi. Vi stod op kl. 0530, og efter indtagelse af 1 stk. Gl. Dansk, gik vi ned for at spise morgenmad. Allerede kl. 0720 blev vi afhentet på hotellet af en minibus, og så gik turen til et eller andet jungleområde. Med på turen var en svensk kvinde, et par italienere og nogle tyskere. Alt i alt et klædeligt selskab. Vel fremme ved første stop skulle vi se et vandfald. Det var ikke fordi vi skulle gå så langt for at nå frem til faldet, men det var jungle og stien gik næsten lodret op. Da vi så nåede op var der næsten intet vand i vandfaldet, men det var der til gengæld i ansigtet på stort set alle. Lungerne hang ud af halsen, så nu har jeg besluttet at skære mit cigaretforbrug markant ned. (Fra 60 til 40 stk. om dagen) Næste stop på turen var elefanttrekking. Lone steg behændigt ombord på elefanten, mens onde tunger påstod at den gik lidt ned i knæ da jeg steg på. Turen varede ca. en halv time, og var ganske skøn. Da turen var forbi fortsatte vi til en bøffelfarm. Her skulle vi ride i en kærre efterspændt en kæmpe bøffel. Alle steg ombord i kærren, men da det blev min tur, blev jeg af pladshensyn henvist til ryggen på bøflen. Jeg forsøgte at protestere, men det var nyttesløst. Til stor morskab for de øvrige turister drev vi så af sted. Heldigvis var turen ikke så lang, så jeg kom da over det. Nu gik turen så til et mangroveområde, hvor vi skulle sejle i kano. Der var tale om en relativ kort tur, men i en helt fantastisk natur. Efter en halv times sejlads stod den på thai-frokost. Der lå en lille død ørredfisk på en tallerken, og en suppe der mest af alt smagte af opvaskevand. Jeg sprang hele måltidet over, og gik ud og drak en øl. Frokosten var det sidste der skulle ske på turen, så da denne var indtaget, og som fruen i øvrigt nød, gik turen hjem til hotellet igen. Alt i alt var det en ualmindelig skøn tur, og så var og er vejret helt fantastisk netop i dag. Vel hjemme tog jeg mig en lur, mens dronningen lagde sig ned ved stranden. Nu forventer jeg mig ikke at der sker så meget mere i dag, så med denne lange fortælling vil jeg slutte for denne gang. God arbejdslyst hjemme i Danmark.

Dag 6

Lad mig indledningsvis oplyse om, at min mobiltelefon er ramt af hedeslag, og kun meget periodisk virker efter flere timer i aircondition. Værre er det med dronningen. Hun er også ramt af hedeslag. Hun er begyndt at motionere, og vandrer frem og tilbage (6 gange) ad den lange strand. Jeg selv har indstillet opfinderen af minibaren til modtagelse af Nobels kulturpris. Det var blot noget jeg lige måtte af med. Dagen i dag har siden i går været erklæret for dagen hvor der ikke skulle ske et klap. Bare slappe af og dase ved pool og strand. Det var et godt valg, for det har været – og er – et pragtfuldt vejr. Efter morgenmaden gik vi således ned og lagde os på hver sin drømmeseng, og med hver sin Ipod presset langt ind i ørene. Efter nogle timer, og efter flere ture i henholdsvis pool og hav, besluttede vi os for at frekventere en strandbar. Den lå ca. 10 meter fra vores stole. Vi havde dog kun siddet der i ganske kort tid før vi blev angrebet af en strandsælger. Det var en sød en af slagsen, men ikke noget jeg på nogen måde går op i. Lone begyndte dog at prøve nogle kjoler, mens jeg bare nød min pilsner. Flere gange sagde hun: Jeg aner ikke hvad de koster, men du må hjælpe mig med at få prisen ned. Hun hader at prutte. Dronningen prøvede adskillige kjoler, og hver gang blev jeg selvfølgelig involveret. Hvordan sidder den? Kan du li´ den? osv. Det er på dette tidspunkt at man skal passe på. Endelig ikke virke ligegyldig, men derimod forsøge at være meget tilstedeværende og stærkt interesseret i produktet. Jeg har opdaget at der faktisk ikke skal så meget til for at opnå et minimum af anerkendelse i den henseende. ”Drej dig lige rundt”, og mens hun snurrer 360 grader, kan man jo lige nå at få en slurk af sin øl. Er man ekstra smart opfordrer man til en rundtur mere, og godkender så det nydelige tekstil. Nå, men for at gøre en lang historie kort. Fruen købte 3 kjoler som hun faktisk havde manglet hele livet. De kostede samlet 1650 bath, og så blev jeg for alvor kastet ind i kampen. Jeg fortalte om mine mange ikke betalte terminer hjemme i Danmark, og at jeg som lønnet af økonomistyrelsen i Danmark, faktisk var en meget fattig mand. Prisen endte på 1200 bath, og jeg tror alle var glade. Netop i dette øjeblik – kl. ca. 1500 – lokal tid er Lone vendt hjem fra sin lange strandtur. Selvfølgelig medbringende favnen fuld af frugt. For som hun siger: ”Jeg er altså sulten, og det feder ikke”. Okay – det er ved at være kaffetid, så jeg vil blot slutte af med det planlagte program for resten af dagen. Kl. ca. 1600 skal jeg med dronningen hen hos en nærliggende skrædder. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er hun mangler, men vist nok en jakke som hun kan bruge ved specielle lejligheder. Alle dem hun har der hjemme passer ikke mere. Enten er de for små eller i de forkerte farver. Det sidste forstår jeg ikke, men at hendes jakker er blevet for små kan jeg ha´ en hvis forståelse for. Jeg tvivler også på at det forbliver ved kun en jakke, for der er som bekendt flere årstider i Danmark. Jeg er i øvrigt igen kun med for at skulle forestå det beskidte arbejde med at få prisen ned i et rimeligt leje. Efter denne seance har vi til kl. 1900 bestilt bord på en nærliggende restaurant, og så kan der formentlig falde lidt ro over dagen. Jeg kan så slutte denne beretning med at fortælle, at vi på torsdag skal på en 12-timers tur til Similan Islands. Da vi har købt og betalt turen hos et lokalt bureau, har vi sparet 700,- kr. i forhold til prisen hos Startour. Det var så lidt fra denne dag, og vi ønsker igen alle en god arbejdsdag hjemme i kongeriget.

Dag 7

Jeg vil igen begynde hvor jeg sluttede i går. Vi frekventerede som sagt en nærliggende skrædder, idet Lone som bekendt manglede en jakke. Det blev – ikke overraskende – til 2 jakker, mens fruen også bestilte en skræddersyet skjorte til mig. Det sidste skete uden tvivl for at legalisere sine egne indkøb. Efter turen hos skrædderen fik vi afleveret vasketøj i supermarkedet – ja sådan bruger man det her – og det kan vi så hente i dag. Kl. 1915 gik vi hen for at spise på den restauration vi plejer at bruge. Vi fik et mindre chok da der stod hele 4 personer for at tage imod os. De smilte og hilste efter alle kunstens regler, og mens vi blev ført hen til vores ”stambord”, fandt pianisten anledning til at spille ”What a wonderfull world”. Dette skete mens han proklamerede, at melodien var en hilsen til Mr. & Mrs. Lone og Soren from Denmark. Lidt pinligt, men vi kom da i gennem det. I dag stod jeg op kl. 0530 – kunne ikke sove mere – og så vækkede jeg dronningen kl. 0630. Jeg mente heller ikke at hun kunne sove mere. Dernæst stod den på morgemad, og siden gik turen direkte mod stranden. Vejret var – og er – helt fantastisk, så vi lå som dødfundne indtil kl. 1230. Så var det tid for en middagslur for den gamle, mens fruen besluttede sig for en motionstur. Ren masochisme. Jeg sov dog kun en halv times tid, idet personalet havde besluttet sig for at slå græs uden for vores værelse netop i dag. Efter lange overvejelser ringede jeg så hjem til min nabo (Stewie), idet han via sms havde spurgt efter mine bilnøgler. Når opringningen havde været en lidt svær beslutning, er det fordi manden ikke er helt rask i hovedet, og at han derfor skal tages meget forsigtigt. Da han tog telefonen var det da også med en meget dyb stemme. ”Det er Stewie”. Det dybe toneleje er kun for at man skal være lidt bange. Hans behov for mine bilnøgler var jo så det hele historien drejede sig om. Han havde fået en henvendelse fra min anden nabo (Claus),  som ønskede min bil flyttet, da han havde tænkt sig at bære et bur brænde på plads i carporten. Noget han efter aftale har bestilt hjem mens vi er i Thailand. Det er et kæmpe arbejde at bakse alt det brænde ind på plads, så måske burde man reservere plads til ham på samme institution som Stewie er tilknyttet. På den anden side har han godt af at få løbet noget af hvalpefedtet af sig. Jeg foreslog i øvrigt Stewie, at de i fælleskab – og nu hvor de var i gang – lige så godt kunne støvsuge min bil. Den kaldes ”Det store askebæger”, og ligner en der sidst har kørt med levende grise. I morgen kl. 0600 bliver vi afhentet på hotellet, idet vi har bestilt en 12-timers tur til noget der Similan Islands. Alt det vil jeg dog vende tilbage til i morgen hvis jeg når det. Fortsat god arbejdsdag til alle.

Dag 8.

Ja denne side burde nok have været skrevet i går, men da var der hverken kræfter eller energi til at forfatte noget som helst. Men som sagt, hellere sent end aldrig. Jeg stod op kl. 0415, og da vækkeuret var indstillet til at ringe kl. 0500 gav det ingen mening at gå i seng igen. Vi skulle som tidligere nævnt på tur til Similan Islands, og ville blive afhentet på hotellet kl. 0600. Næsten på slaget blev vi afhentet af en minibus, og efter et par opsamlingsstop, gik turen den lange vej op mod Khao Lak. Det tog 2 timer før vi nåede udskibningshavnen, og i guder hvor var der mange mennesker, og hvor det hele virkede kaotisk. Efter diverse instruktioner blev vi (omkring 25 mennesker) presset sammen i en speedbåd. For fulde skruer gik det herefter mod den første af øerne på Similan Islands. Det tog en time og 20 minutter at nå frem, men så var det også som om at man mødte paradiset på jord. Vi var ved og omkring øen i ca. 3 timer, og der var mulighed for snorkling eller bare nyde livet på denne ”Bounty-ø” På grund af motorstøj havde det under den lange sejlads været stort set umuligt at kommunikere, men det lykkedes os alligevel at opnå et ualmindeligt godt bekendtskab med 2 unge svenske piger fra Stockholm. (Anna og Jennie) Efter at have spist frokost på øen, fortsatte vi med speedbåden hen til et nyt sted at snorkle. Vi havde nu fordelt arbejdsopgaverne lidt. Anna og Jennie tog foto med mit kamera under vandet, og jeg tog foto af dem med deres kamera fra båden. For at de optagne foto i sidste ende skulle kunne blive fordelt mellem os, aftalte vi at udveksle billederne vi e-mail når vi vendte til bage til Skandinavien. Jeg vil ikke undladt at fortælle, at vi så store havskildpadder svømme rundt lige under os. Også dette fik dog en ende, og vi fortsatte til endnu flere af de smukke øer. Den sidste ø  vi besøgte – kaldet Donald Duck Island”, var den sidste ø på turen. Navnet har den grundet en klippeformation der til forveksling ligner Donald Duck. Den var som de andre øer gude-smuk, så vi bare nød at have været vidne til et sådan sceneri. Kl. 1510 sejlede vi tilbage mod hovedlandet, hvortil vi nåede kl. ca. 1630. Uha hvor var vi trætte, og havde kun en ubændig trang til at komme hjem og slappe af. Desværre skulle vi ikke dele bus med Anna og Jennie, så vi måtte i al hast udveksle e-mail adresser m.v. Da alle havde forladt havnen viste det sig at vores bus var en halv time forsinket, så vi havde bare at vente. Tiden gik imidlertid, og først kl. 1730 kom vi af sted. (12 mennesker i en minibus). Det tog os næsten 3 timer at komme hjem, idet vi først måtte sætte, gæster af i Patong Beach, Karon Beach og Kata Beach. Vi var trætte som bare pokker, og nåede kun ganske kort at besvare nogle af de indløbne sms. Så gik turen direkte i seng. En helt vidunderlig naturoplevelse var forbi.

Dag 9.

Igen i dag stod jeg tidligt op, hvilket i dette tilfælde vil sige kl. 0530. Der var egentlig ingen grund til at stå så tidligt op, men der var for så vidt heller ingen grund til at blive liggende. Da vi var gået til køjs i går uden aftensmad, var der dog et voldsomt incitament til hurtigst muligt at få noget morgenmad. Fruen lå dog stadig i sengen, og lignede ikke en der var klar til at tage fat på dagens gøremål. Med frygt for liv og helbred vækkede jeg dog hende kl. 0615, og efter en Gl. Dansk på altanen strøg vi direkte mod morgenbordet. Jeg tror at jeg drak flere liter juice, inden jeg satte mig til rette med et stort udvalg af bordets glæder. Alt får som bekendt en ende, og det gjorde dette morgenbord da også. Vejret var helt fantastisk, så det varede ikke længe inden vi lå nede ved stranden. Faktisk præcis kl. 0800. Vi dasede og dasede og lavede ikke et klap. I skrivende stund skal vi til at ha kaffe på altanen, og så skal vi til skrædderen for at prøve det bestilte tøj. Vi skal også have bestilt tid til massage i morgen, og vi skal ha´ bestilt en tur til Fantasea Dinner Show. Jo der er nok at se til. Allerede nu ved vi, at vi i aften på restauration ”La Scala” skal fotograferes til deres gæstebog, og at de så også forventer at vi skriver i den. Vi arbejder på indlægget, men må nok have lidt sproglig hjælp fra eksperter. (Thomas eller Wickie). Det skulle angiveligt være lidt eksklusivt at komme i den bog, og kun for special guests. Vi er dog ikke mere specielle end at vi har spist der hver dag, og jævnligt kommer med musikforslag til pianisten. Nu render tiden ud, så jeg vil slutte for i dag. Håber at alle i Danmark har det godt og vi ønsker alle en god weekend.

Dag 10.

Som de forrige dage vil jeg begynde denne dagbog med det jeg ikke fik med i går. Det kan meget passende været med et citat fra fru Christoff i skikkelse af Per Pallesen der engang sagde noget i retning af ”Uh – den kvinde gør mig udefinerbar”. Sådan følte jeg det da vi efter aftale mødte op hos skrædderen. Først prøvede jeg min skjorte som var blevet syet færdig, og som jeg straks godkendte som et mindre mesterværk. Jeg kunne nu holde fri og satte mig hen i en lille hjørnesofa hvor jeg kunne læse lidt i nogle fremlagte magasiner omhandlende kjoler og stoffer. Der fandtes intet der bare kom i nærheden af biler, computer eller ishavsfiskeri i Beringshavet. Nå men jeg var nu godt tilfreds med bare at kunne sidde ned og slappe af. Mens dette stod på begyndte indtil flere skræddere at koncentrere sig om fruens jakker m.v. Der blev slået flere kridtstreger på det indtil da allerede fremstillede foer, så jeg sad derfor også bare og slappede af. Efter ca. 15 min., hvor jeg havde siddet dybt begravet i de meget interessante magasiner, blev jeg pludselig spurgt om jeg ønskede en kop kaffe. Høflig som man er kigger man naturligvis op, og i den forbindelse fik jeg et glimt af fruen, som nu var ved at prøve en kjole. Det hele gik så hurtigt, så mit umiddelbare svar på hans spørgsmål blev:” Do you have anything stronger”. Han kunne ikke lade være med at grine, men han kunne angiveligt kun byde på kaffe. En sådan fik jeg så. Jeg kunne fra min hjørnesofa nu konstatere, at mine bange anelser allerede fra vores første besøg hos skrædderen, nu var ved at blive virkeliggjort. Fruen fik taget mål til kjoler og bukser alt imens jeg sad hovedrystende tilbage. Der er en global financiel krise, og verdens økonomi er i recession, og så køber fruen ind som om hun har stjålet pengene. Det var for sent at gribe ind, men det skulle blive endnu værre. Pludselig blev jeg kaldt frem på scenen, idet Lone havde bestilt et par ”benklæder” til mig. Altså der skulle tages mål. Jeg sagde til Lone at jeg da ikke skulle have ”benklæder”, idet jeg, som de fleste ved, har det bedst i et par ”bukser” fra Frøkjær. Løbet var imidlertid kørt, så der blev taget mål til et par benklæder. Han fremviste den fineste metervare i sort silke, viscose og sikkert også glycose, og betonede at den var både ”smooth og thin”. Mit svar til dette var naturligvis, at ”It,s like my vallet”. Han mente nu at jeg havde penge nok. Jeg fik meddelt fruen på en pæn, men bestemt, måde, at nu måtte det også være slut. Helt slut var det dog ikke, idet jeg nu selv tog initiativ til et protestkøb af et slips. Da fruen nikkede anerkendende til mit valg af slips, fortalte jeg , at det var til at hænge mig i når fogeden dukkede op på parcellen i Skovlunde. Nå efter ca. 1 time hos skrædderen slap vi ud, og der blev – og bliver med garanti – ikke foretaget flere tøjindkøb. Så gik turen hen til det nærliggende turistbureau, hvor vi skulle bestille en aftentur til ”Fantasea”. (Som bekendt et dinnershow ca. 20 km. fra vores hotel) Det gik strygende indtil dronningen opdagede, at man mod en mindre betaling af nogle hundrede Bath, kunne blive opgraderet til VIP-loungen. Lidt kongelig har man vel lov at være. Vi fik bestilt og betalt for hele menageriet, men jeg takker min gud og skaber for, at der ikke også var mulighed for tilvalg af karetkørsel. Aftenen endte stille og roligt med en god middag og en drink på altanen. Allerede kl. 0515 stod jeg dog op, idet jeg ikke kunne sove længere, og kl. 0545 vækkede jeg dronningen. Vi fik os herefter vores vanlige Gl. Dansk og begav os mod morgenbordet. Vejret var igen helt fantastisk, så der gik ikke lang tid inden vi lå ved stranden. Siden da har vi ikke lavet et klap. Det vil sige at Lone i skrivende stund er gået over for at bestille massage til os begge, og en sådan har vi bestemt os for til kl. 1800. Nu hvor kl. er 1530 lokal tid, vil jeg/vi gå på altanen for at få os en kop kaffe. Fortsat god weekend hjemme i Danmark.

Dag 11.

Siden jeg senest skrev i går er der faktisk ikke sket så frygtelig meget. Dog mødte vi frem til den omtalte massage sent på eftermiddagen, og i modsætning til første gang, blev vi masseret i hvert sit rum. Hende der hoppede på mig, var en pige på skønsmæssigt 20 somre og omkring de 46 kg. incl. skoletaske, men i guder hvor føltes hun tung når hun kravlede rundt på min ryg. Hun klemte stort set alt luft ud af mig, så jeg frygtede naturligvis det værste. (I min aktive tid som politimand er der indtil flere der har fået en røvfuld for mindre end den vold hun påførte mig) Nå, men den menneskelige anatomi åbner som bekendt kun få muligheder for udluftning, og jeg var så bange for at det ville ske fra kroppens mest pinlige sted. Dette skete dog ikke, så jeg kunne efter ½ times massage ånde lettet op og mødes med fruen ved indskrivningen. Her blev vi så budt på te, hvilket er ganske normalt, og som vi også blev første gang. Mens denne te så blev indtaget, fik fruen øje på nogle olieprodukter der stod udstillet. Det varede ikke længe inden vi havde købt 3 små glas. Det indkøbte er en olie der fyldes i varmt vand, og så sættes over et fyrfadslys. Dette skulle give en meget orientalsk duft i det ellers stærkt røgplagede hjem i Skovlunde. Efter massagen begav vi os på restaurant for at spise, hvilket ikke giver anledning til yderligere skriblerier. Netop som vi var på vej hjem brød uvejret dog løs. Himmel og hav stod i et, og vandet piskede ned. Heldigvis kunne vi gå tørskoet hjem hele vejen, så problemet var til at overse. Vi satte os herefter og nød en sjus på altanen, alt imens det forsatte med at lyne og tordne. Uvejret varede et par timer, hvorefter vi drev til køjs. Kl. 0600 stod vi begge udhvilede op. Vejret var ikke det bedste. Temperaturen var selvfølgelig som altid god, men der var mange skyer over os. Efter morgenmaden gik vi ned og lagde os ved poolen, og kunne så bare håbe på at vejret ville arte sig til det bedre. De mange skyer ville dog ikke rigtig trække væk, så på et tidspunkt omkring kl. 0900 gik vi ud for at shoppe. Selv om man er på ferie skal man som bekendt altid indkøbe de mest basale og  nødvendige ting til livets ophold. I dette tilfælde blev det til 2 polo-shirts en pokkers masse stearinlys med duft, en fyrfadsholder til de før omtalte olier, og en lille sølvting til dronningens ankelkæde. (Læs fodlænke). Det var som om at de omtalte indkøb havde påvirket vejret, idet det pludselig klarede op. Vi lagde os derfor tilbage på flugtstolene ved stranden og slappede af. I skrivende stund (kl. ca. 1500 lokal tid) er fruen ude for at motionere. Jeg selv har fået mig en vel tiltrængt lur og en enkelt pilsner. Om få timer skal vi ind og se Fantasea, men det må jeg så af gode grunde vente med at fortælle yderligere om til i morgen. Indtil da – pas godt på hinanden – for det gør vi her.

Dag 12

Næsten dagligt kan jeg tage mig selv i at stoppe op og fundere over nogle af livets små tilskikkelser. Det er ikke fordi jeg på nogen måde er  specielt filosofisk, men der er bare tale om spørgsmål der på en eller anden måde synes at kræve et svar. Dagen i går var således ingen undtagelse. Jeg havde været i bad kort før vi skulle til Fantasea, og ville finde mit barbergrej, deodorant m.v. Jeg lod øjnene glide hen over hylden under spejlet, men der fandtes absolut ingen synlige tegn på at der boede en mand i huset. Der fandtes imidlertid næsten en hyldemeter med hudplejeprodukter til kvinder. Dette spændte helt fra myggespray, over deodoranter, diverse olier, cremer, parfumer, og videre til nok spatel- og fugemasse. Onde tunger vil nok også påstå, at der også fandtes en slat brun Gori i tilfælde af manglende sol. Det tog en mindre krig inden jeg fandt mit grej presset sammen i en toilettaske, og så er det man spør` sig selv. Det er da i grunden en underlig fordeling af kun en enkelt hyldemeter, og hvem har bestemt det?. Spørgsmålet vil nok aldrig blive stillet for alvor, og derfor kan man naturligvis heller ikke forvente noget svar. Da jeg kort efter ville finde en par rene og pæne ”benklæder” i klædeskabet, kunne jeg igen undre mig. Da vi for næsten 14 dage siden indskrev os på hotellet, var vores klædeskab forsynet med 8 bøjler. Disse blev (naturligvis) fordelt ligeligt mellem os, hvilket i den sammenhæng betød 6 til fruen og 2 til mig. Jeg fandt relativt hurtig mine bukser, men undrer mig fortsat over fordelingsnøglen. Nå men man kan jo ikke bruge al sin hjerneaktivitet på så små ting, så vi tog planmæssigt til Fantasea, og selvfølgelig uden at ovenstående blev bragt på bane. Fantasea skulle vise sig at være næsten alt andet end det vi havde forventet, så vi blev noget overrasket da vi nåede frem. Jeg vil ikke bruge tid på at forælle om hvad det ikke var, men kun give en kort beskrivelse af de faktiske forhold i Fantasea. Da vi blev sat af foran hovedindgangen – husk på det var mørkt – så var der en ubeskrivelig mængde mennesker, og et utal af neonlys der blinkede hvor vi end så hen. Jeg følte at vi var faldet ned fra månen, og anede ikke om vi skulle gå til højre eller venstre. En masse mennesker i nationaldragter var dog meget behjælpelige med at lede os frem til kasseapparaterne. Vi fik betalt for indgangen og betalte samtidig også for en DVD. Selv om vi havde betalt var vi dog ikke kommet ind, så igen stod vi som små fortabte børn. Det lykkedes os dog relativt hurtigt at finde en egentlig indgang, og så gik det ellers løs. Et virvar af mennesker skulle ind, men da man først skulle gennem et sikkerhedscheck som i en lufthavn, var det ikke bare lige. Efter at være sikkerhedsgodkendt forsatte vi ind i Fantasea, der mest lignede en mindre afdeling af Disneyland. Man kunne prøve både ditten og datten, og neonlysene blinkede som var det ”blitzen over Berlin” i 1945. Vi tog os nogle dybe indåndinger, og fortsatte vores tur gennem menneskemængden. Vi fandt frem til den restauration hvor vi skulle spise, og den var godt nok enorm stor. Når jeg siger at den var stor, så er det fordi restaurationslokalet vel var på størrelse med Rådhuspladsen i København. En skare venlige thaier førte os dog hurtigt frem til vores plads, og så var det bare med at komme i gang med at spise. (Buffet) Maden var imidlertid ikke noget at skrive hjem om, så den blev hurtigt indtaget, og hvorefter vi drev lidt rundt i Fantasea. Kl. 2100 indfandt vi os ved et enormt stort teaterlignende palads, Ad snørklede gange – og blandt et utal af mennesker – fandt vi frem til vores plads i VIP-loungen. Inden da havde vi måttet aflevere vores kamera, idet alle former for fotografering var forbudt. Kameraet kunne vi så hente efter forestillingen, og det gjorde vi sammen med 1000 andre. Selve forestillingen var flot og med nogle imponerende kulisser. Det meste var dog dans, og herunder den sædvanlige historie om drengen der ikke kunne få sin elskede. På et tidspunkt var der 16 elefanter på scenen, ligesom levende hvide høns kom løbende mellem benene på dem. Rigtige bøfler, geder og flyvende duer var også noget af det der indgik i showet. Flot var det, men -

 subjektivt set – havde danserne ikke helt den klasse og standard vi normalt har set ved diverse shows rundt omkring i verden. Efter showet tog vi hjem, og kl. ca. 0100 gik vi omkuld. Allerede kl. 0600 stod vi begge op, og efter indtagelse af morgenmad gik turen endnu engang mod pool og strand. Helt fantastisk vejr som bliver nydt i fulde drag. Om få minutter skal vi til skrædderen, så jeg vil slutte min beretning for i dag. Denne gang vil jeg dog ikke sætte mig i en hjørnesofa hos skrædderen, men derimod vil fruen blive tæt mandsopdækket. Ingen nye ideer tak. Alt dette må den interesserede dog vente med at læse mere om i morgen.

Dag 13

Dagen i går blev afsluttet med vores besøg hos skrædderen. Der er ikke meget at fortælle om dette ret korte besøg, idet vi blot fik prøvet det nu næsten færdige tøj, og så igen kunne gå hjem. De forsøgte naturligvis at sælge os lidt ekstra, men dels var fruen mandsopdækket, dels var jeg meget kontant da jeg afviste alle salgstilbud. Tøjet skulle efter aftale være klar til afhentning på onsdag. Efter morgenmaden i dag gik vi staks mod strand- og poolområde, idet vejret var helt fantastisk, så allerede kl. 0800 lå vi på langs på vore flugtstole. Kort efter forlod Lone imidlertid prinsgemalen, idet hun i wellness-centret ville bestille tid til noget ansigtsmassage. Det varede længe inden hun kom tilbage, så jeg var klar over at hun havde været ude i nogle af livets svære overvejelser. Det skulle vise sig at hun havde bestilt den helt store tur til milliarder af bath, og at den helt store restaurering skulle begynde i dag kl. 1700 og vare frem til kl. 1900. (Spørgsmålet er om det er tid nok)  Jeg havde allerede i forvejen meddelt, at jeg ikke behøvede mere massage, men at jeg i stedet ville få mig en en fodmanicure i løbet af dagen. Således er der masser af uniformerede piger nær ved poolområdet der kan tilkaldes til en sådan behandling. Omkring middagstid tog jeg kontakt til en af disse piger, og bad om at få ordnet fødder, og specielt få fjernet det tykke lag bøffellæder der gennem årene havde fæstnet sig især ved hælene. Efter få minutters behandling kom fruen ”tilfældigvis” forbi. Jeg lå med lukkede øjne og nød behandlingen, og Lone ville da også blot høre om det var rart. Det kunne jeg bekræfte, og hvorefter jeg igen lukkede øjnene og sank hen. Ca. 5 min. senere mente jeg at kunne høre fruens umiskendelig stemme, og stor var min forundring, da jeg kunne se Lone ligge ca. 2 meter fra mig, og i fuld gang med en tilsvarende behandling. ”Den kvinde gør mig som bekendt udefinerbar”. Min – men nu pludselig også vores – behandling varede en lille time. Så lignede fødderne også noget jeg ikke har set siden jeg var dreng og gik rundt i spejderbukser. Det var, og er,  en mærkelig fornemmelse at man igen kan mærke det underlag man bevægede sig rundt på, og at man med stor sikkerhed igen ville kunne mærke dersom man trådte på en tegnestift eller mindre søm, Med i behandlingen var også manicure af fingerneglene. Det var da meget rart at få rettet lidt op på de måske lidt lange og skæve negle og de ikke særlig kønne neglerødder. Til gengæld føler jeg ikke længere at fingrene er egnet til at pille næse med. Nu har jeg kaldt det manicure, men der blev også snakket om pedicure, så jeg ved egentlig ikke helt præcist hvad jeg var udsat for. Dagen er ellers forløbet stille og roligt, og kan ikke give anledning til mere skriveri. Jeg vil dog her afslutningsvis fortælle berette om en lidt sjov – eller rettere – flere sjove hændelser gennem de seneste 14 dage. Allerede fra dag 1 har de lattermilde og humoristiske thaier gjort grin med min fantastisk flotte krop. Især har de interesseret sig stærkt for min mave, der sammen med resten af kroppen kan henlede tanken på en gråpære. (Det er ikke uden grund at min lillebror Claus kalder mig Osram”). De har både prikket, stukket og lyttet til maven, og alle har været enige om at jeg var gravid, og vel nærmest havde termin i næste måned. Dem der har valgt at lytte har endog ment at kunne høre både hjerteslag og fostervand. Det sidste kan forklares med en pilsner der har ligget og skvulpet rundt. Netop i skrivende stund har fruen forladt værelset, og har begivet sig mod den helt store massage tur, så med disse ord vil jeg stoppe min afhandling for i dag. Husk at passe godt på hinanden.

Dag 14

Dagen i går endte faktisk på en rigtig sød måde. Da vi ville forlade restauranten hvor vi har spist næsten hver eneste dag, kom en af tjenerne – en meget ung pige ved navn Lee – løbende efter os. Lee er en pige som vi har talt rigtig meget med. Hun gav os en lille gave hver. Hun fortalte at hun egentlig først ville have overbragt os gaverne på den sidste dag, men at hun ganske enkelt ikke kunne vente. I skulle have set hendes ansigt – ja hele kroppen – da hun overbragte os gaverne, men det lader sig desværre ikke beskrive. Der var naturligvis ikke tale om de store gaver, men Lone fik et par ørenringe, mens jeg fik en lille magnetelefant til at sætte på køleskabsdøren. Så kan man jo lægge i det hvad man vil. Vi har siden haft overvejelser om en eller anden form for gengæld, men det lader sig ikke gøre. Hun vil bare få at vide, at vi begge 2 holder utroligt meget hende, og med ønsker om at hun må få et godt og langt liv. Nå - uanset om vi kan li´ det eller ej, så kan vi desværre ikke ændre på den kendsgerning, at dagen i dag er vores sidste hele dag i Thailand. (I denne omgang). Af samme grund har dagen været ganske og aldeles helliget afslapning, og hvor er det dog også skønt bare at dase. Da dette indlæg bliver det sidste i vores dagbog, vil jeg dog ikke undlade at fortælle om intet mindre end et mirakel. Lone og jeg har kendt hinanden i 38 år, og i al den tid har hun altid været panisk ved tanken om at skulle få hovedet under vand når hun svømmede. Der var næsten tale om en fobi. For 4-5 dage siden blev fruen imidlertid væltet omkuld af en stor bølge, og inden de små ben fik bragt hende på benene igen, havde hun været under vandet med hovedet indtil flere gange. Jeg så ikke selv episoden, men da hun fortalte om det, kunne hun kun sige: ”Det var faktisk ikke så slemt” Episoden medførte et kursus (i poolen) i at stikke hovedet under vandet, og måske også tage et par svømmetag med ansigtet vendt mod bunden. Det ene tog det andet med sig, og pludselig insisterede hun også på at prøve mit snorkeludstyr. I flere dage herefter var jeg selv stærkt begrænset i at bruge udstyret, idet Lone konstant lå og snorklede rundt i pølen. Her til morgen var vi enige i at dette ikke var nogen holdbar løsning på længere sigt. Vi begav os derfor til en nærliggende dykkershop, hvor vi købte snorkeludstyr til fruen. Da det viste sig at være bedre end mit, købte vi naturligvis 2 sæt. I flere timer efter indkøbet kunne man se en teleskoplignende tingest stikke op af vandet, så man var på intet tidspunkt i tvivl om hvor fruen var. Inden vi tog til Thailand ville jeg ha´ fundet det lettere at lære en gris at cykle, end at få Lone til at snorkle. End ikke tanken havde strejfet mig. Vores ferie synger som bekendt på sidste vers, men jeg er overbevist om at udstyret nok skal blive brugt i fremtiden. Til august rejser vi til Gran Canaria, og næste februar går turen med børn og børnebørn til Sharm El Sheik. Begge steder vil der være rige muligheder for snorkling, så det ender vel også med at hun vil ha´ et dykkercertifikat. Især Egypten i 2010 glæder vi os meget til, og har derfor samstemmende besluttet at ville lave lidt research på stedet allerede i november. En sådan rejse vil vi derfor tage hjem til Danmark og bestille. På nuværende tidspunkt er kl. ca. 1500 lokal tid, og fruen ligger og daser ved poolen. Hun vil dog med en til vished grænsende sandsynlighed snart indfinde sig, idet vi skal hente vores færdige tøj hos skrædderen kl. 1600. Med disse ord vil jeg afslutte denne dagbog, og samtidig sende mange hilsner til jer alle i Danmark. ”We vill be there very soon”.