Dagbog fra Rødehavet 2011

Så oprandt dagen. Ud af køjen kl. 0400, og efter en hurtig kop kaffe blev der bestilt en Taxa. Den kom meget hurtigere end vi havde regnet med, så kort efter gik turen mod lufthavnen. Da vi indfandt os i terminal 2 kunne vi konstatere, at vores flyafgang var flyttet til terminal 3. Ud og gå med 3 kufferter fyldt til randen, men vi nåede da frem. Vi checkene selv ind via de opstillede automater, afleverede alle kufferter ved bagagedrop, og havde så pludselig en masse mindre at slæbe på. Så gik turen via security op til et cafeteria, hvor vi fik lidt morgenmad og kunne slappe lidt af. Da vi blev kaldt til gaten (D 102) vandrede vi af sted gennem paskontrol m.v., og nåede så frem i fin tid. Her kunne vi så også konstatere, at Henrik Sass Larsen og “Røde” fra Matador også ville til Sharm El Sheik. Førstnævnte trænge nok til et velfortjent pusterum fra de mange horrible angreb fra dansk presses side.

Mens vi ventede på at få lov til at gå ombord, blev vores navne pludselig råbt op i højttalerne, og vi blev anmodet om at kontakte personalet. Vi frygtede naturligvis det værste, så det var med noget bankende hjerter at vi tog kontakt. Det viste sig imidlertid ikke at være en så alvorligt. Man havde ved en fejl fået en kørestolsbruger placeret i et sæde ved midtergangen, og af sikkerhedshensyn må dette ikke forekomme. Da Lone og jeg havde bestilt og fået tildelt plads på 1. række og tillige havde en vinduesplads, måtte de beklageligvis flytte den invalide hen til vinduet, men Lone og jeg så skulle sidde ved siden af. Da vi lidt efter kom op i flyet, og den invalide var blevet sat på sin plads, viste det sig at hans kone skulle sidde i den modsatte side af flyet. Her løb vores hjerter af med os. Kvinden fik en plads ved siden af manden, mens Lone og jeg kom til at sidde en del forskudt og på hver sin side af midtergangen. Nå men skidt med det. Der var jo trods alt kun tale om en relativ kort flyvning på 5 timer, så det var bestemt til at overkomme.

Selve flyveturen forløb ganske uden problemer, og vi ankom til Sharm El Sheik lidt før end forventet. Nu gik turen så gennem visaudlevering, paskontrol, ekstra check m.v., men snart efter stod vi ude ved busserne. Kl. ca. 1500 ankom vi til vores hotel og så var det absolut tid for en morfar. Det skal for god ordens skyld nævnes, at vejret selvfølgelig var helt perfekt. Masser af sol og en temperatur omkring de 30 grader. Vi var blevet tildelt en værelse (313) tæt på pool og restaurant, så det kunne faktisk ikke være meget bedre. Dog er der høvlende varmt på terrassen om eftermiddagen, men noget sådan findes der da heldigvis råd for - nemlig aircondition. Den resterende del af eftermiddagen blev tilbragt på terrassen, og om aftenen spiste vi på Restaurant Zigolini i Naama Bay. På disse kanter er vi som de fleste ved kendte mennesker, så der blev hilst både til højre og venstre. Efter aftensmaden handlede vi lidt ind, og sluttede så vores bytur af med en drink på hotellets “Pirates Bar”. Da klokken slog 2200 var vi begge gået kolde efter en lang dag, og kunne meget trætte gå til køjs.

Så gik den hen og blev vores anden dag i Sinai, og helt som forventet skinnede solen fra en skyfri himmel. Under normale omstændigheder ville vi efter morgenmaden have søgt mod stranden, men sådan gik det nu ikke. Vi var således løbet ind i lidt problemer, idet vi havde regnet med at kunne komme på tur med fly til Jordan for at se Petra, men det forlød at Atlantis ikke på nuværende tidspunkt tilbød disse ture. For at få styr på hvad der var rigtigt og forkert gik/kørte vi til velkomstmøde på et nærliggende hotel. Disse møder plejer at være endog meget triste og dette møde var da heller ikke nogen undtagelse. Vi hørte dog anstændigt på hvad der blev fortalt, men der var absolut intet nyt for os. Da vi kom til guidens fortælling om deres fortræffelige ture måtte vi desværre konstatere, at alle ture til Petra og for den sags skyld også Jerusalem ikke var på programmet i øjeblikket. Vi var som bekendt lidt forberedte på det, så vi valgte i stedet en 2-dages tur til Cairo med afgang allerede fra natten til onsdag. Guidens dårlige forklaring på de aflyste ture var begrundet i en manglende kvalificeret samarbejdspartner. Han kunne heller ikke være behjælpelig med at skaffe plads hos et af de mange andre selskaber som har ture dertil, men måtte henvise til at forsøge selv.

Nå men vores deltagelse i velkomstmødet overbeviste os under alle omstændigheder om, at sådanne møder kun kan og skal bruges i yderste nødstilfælde. Dog måske med den undtagelse, at hvis man er på rejsemålet for første gang kan det måske være meget rart med en bred orientering. Vi var dog ikke omfattet af den undtagelse, idet vi nu har været i Sharm El Sheik 12 gange.

Da vi kom tilbage til vores hotel var kl. kun 1130, men vi fandt det dog lidt sent at bevæge os til stranden henset til frokost m.v. Jeg valgte at tage mig en morfar, men fruen igen satte sig på terrassen for at strikke. Resten af eftermiddagen tilbragte vi på terrassen, hvor vi selvfølgelig nød det dejlige vejr. På disse kanter bliver det allerede mørkt omkring kl. 1700 (Derimod står solen op allerede kl. 0600), så da mørket faldt på begyndte vi at tænke på indtagelse af aftensmad. Vi var godt sultne så allerede lidt før kl. 1800 bevægede vi os mod Naama Bay. På daværende tidspunkt havde vi allerede besluttet os for at spise på den indiske restaurant i byen, men da den først åbnede kl. 1830 kunne vi nå at handle lidt ind inden middagen. Da der viste sig at være andre danskere i restauranten faldt vi hurtigt i snak med disse, og faktisk havde vi endnu engang et skønt besøg i denne restaurant. Nå maden så også er god kan det jo være svært at klage over noget.

Efter spisningen handlede vi lidt mere ind, men så gik det også hjem på hotellet for igen at slappe af. Det blev dog kun til lidt kaffe og nogle enkelte genstande, for allerede kl. 2200 lå vi i vores senge. På grund af vores tur til Cairo allerede natten til onsdag, vil der af gode grunde blive et ophold i mine skriverier. Jeg forventer således at holde pause til på fredag eftermiddag, hvor jeg vil være tilbage med det sidste nye fra bl.a. Cairo.

Denne dag vil være meget let at beskrive da vi ikke lavede andet end at slappe af. Allerede efter morgenmaden gik turen således til stranden, og da den kun ligger 50 meter væk, var vi hurtigt på plads i vores solstole. Frem til kl. 1230 lå vi så og læste bøger, gættede krydsord, og drak lidt kold øl med jævne mellemrum. Årsagen til dette driveri var selvfølgelig vores forestående tur til Cairo, som uden tvivl ville tappe os for en del kræfter. Også eftermiddagen blev brugt til afslapning, men denne gang på vores lille terrasse. Man nåede selvfølgelig også at få sig en morfar.

Om aftenen gik vi til Naama Bay for at handle, og sluttede af med at spise på den italienske restaurant. Vi sluttede dagen af hjemme på terrassen, og dette velvidende at vi havde nævnte tur til Cairo foran os. Af samme grund gik vi til køjs allerede kl. 2100 og håbede så at vi kunne sove.

Vi blev vækket af indtil flere vækkeure allerede kl. 0045, og til trods for at man havde mest lyst til at forblive under dynen, så havde vi jo reelt ikke noget valg da turen var både købt og betalt. Vi fik afhentet nogle morgenmadsbokse i receptionen og kunne så kun vente på at bussen kom. Kl. 0130 ankom der 2 store busser. Den ene viste sig at være fyldt op og var for gæster den kun skulle på endagstur til Cairo. I vores viste der sig at være overordentlig meget plads. Vi var nemlig kun 10 personer der havde købt 2-dages turen og som skulle overnatte i Cairo, så der var mere end god plads. Fruen og jeg valgte en sæderække hver samt en sæderække til vores bagage. Udover chaufføren var der en guide fra Atlantis samt en ung egypter. Sidstnævnte, som vi kaldte Frankie, var kun med for syns skyld, men er et krav fra de egyptiske myndigheder. Det kan jo om ikke andet så bringe procenten af arbejdsløse lidt ned. (Den ligger et sted omkring 20-25 procent)

Lyset fra livet i Naama Bay og Sharm El Sheik var ikke mere en lige forsvundet bag os før jeg skvattede i søvn. Jeg vågnede først op igen da vi skulle til at passere Suez vi en tunnel. Den var som altid bevogtet af utallige soldater og politi, men det gør en sådan tur næsten bare endnu mere interessant. På turen fra Sharm El Sheik til Cairo skulle vi i øvrigt gennem 8-10 checkpoints. Kun ved det første, der er beliggende lige i udkanten af Sharm El Sheik, kan man dog tale om et egentligt check. Dette består dog kun i en kontrol af vores visa. Nå men tilbage hvor jeg slap. Da vi var kommet under tunnelen og dermed havde krydset grænsen fra Asien til Afrika, gjorde vi holdt ved en slags cafeteria. Her kunne vi indtage vores morgenmad sammen med egyptiske chauffører af alle slags. Jeg ved ikke hvad stedets navn er, men der var som mange andre steder i Cairo-området møg hamrende beskidt og ulækkert og tillige drønende koldt. Ørkenvinden peb os om ørerne og det kunne være svært at få tændt en smøg. Dette med rygning er i øvrigt noget af det mest sympatiske ved Egypten. Rygereglerne har nemlig ikke kunnet slå an på disse breddegrader, og en pakke smøger koster kun i underkanten af 8 kroner. Det er jo noget vi fattigfolk forstår.

Efter yderligere 100 kilometers kørsel nåede vi frem til dagens første mål - nemlig pyramiderne i Sakkara. Vi havde været ved disse pyramider før, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Hele tiden løb vi dog spidsrod mellem alle mulige sælgere, og det virkede som om de havde valgt mig som offer nummer 1. Det blev der nu grinet meget af. Ved pyramiderne besøgte vi også et nyopført museum. Der var ganske flot, men jeg var nu glad for at det trods alt ikke var så stort. Jeg har det lidt vanskeligt med at stå og glo ned i en montre for at se hjørnet af en gammel flise. Efter Sakkara kørte vi til en noget snasket restaurant for at spise frokost. Den var forsynet med et tag af plastik og væggene var tæpper der han ned fra loftet. Til trods for at der hverken var hyggeligt eller flot, så smagte maden faktisk rigtig godt - hvad det så end var. Efter maden fortsatte vi til Papyrusinstituttet i det indre Cairo, og hvor vi i øvrigt fik købt os et enkelt skilderi. Hvis der er beskidt i Cairo og på de restauranter vi indtil da havde været, så var dette sted fantastisk flot og kemisk rent. Jeg tror vi var der en times tid og fortsatte så til dagens højdepunkt, nemlig de store pyramider i Giza. Om dette sted kan jeg kun sige imponerende, og dette i enhver henseende. Igen var der dog sælgere overalt, og havde de ikke være aggressive i deres markedsføring før, så var de det her i helt udpræget grad. Pyramiderne i Giza var sidste punkt for denne dag, så vi satte efter besøget kursen mod Hotel Amarante i midten af Cairo. På vej dertil kunne vi endnu engang konstatere, at der er ubeskrivelig beskidt i Cairo, og husene er uden tvivl store brandfælder og absolut saneringsmodne. Trafikken i Cairo kan heller ikke beskrives men skal opleves. For det første har man placeret 22 millioner mennesker i et område på størrelse med Storkøbenhavn, og så har man kastet 3,5 millioner smadrekasser af biler ind i samme område. Der findes ikke biler uden skrammer, og vores bus fik da også en mindre skramme på et tidspunkt, men det er en anden historie. Forventningerne til vores hotel var ikke så store da vi efter meget lang tids kø-kørsel svingede ind i en lille snusket sidegade. Hotel Amarante viste sig dog at være et 5-stjernet et af slagsen. Helt ubeskrivelig flot. Vi blev tildelt et værelse på 4. sal vendt mod poolen og med en kæmpe altan. Værelset var meget stort og rigt udsmykket og tillige udstyret med et utrolig flot toilet. Alt dette stod i skærende kontrast til det vi kunne se af byggerier hen over tagene.

Jeg nåede lige at få en slapper på en times tid, men så gik vi også ned i hotellets restaurant. Her sad de fleste andre af vores medrejsende, og snart var der blevet sat nogle borde sammen så vi kunne få mad. Det viste sig at være en skøn mad de lavede på stedet, så vi blev bestemt ikke snydt. Frem til kl. 2115 sad vi så alle og sludrede om dagens oplevelser, men måtte så også overgive os til søvnen. En helt igennem skøn dag var slut.

Efter en god nats søvn stod fruen og jeg op lidt før kl. 0600, og dermed klar til endnu en dag med store oplevelser foran os. Efter et morgenbord af de helt store, var vi snart klar til afgang. Således ankom bussen præcis kl. 0800 og så gik turen endnu engang ud i Cairo,s mylder af mennesker og biler. Kø, kø og atter kø, men det har så den fordel, at man rigtig kan følge med i hvad der sker i bybilledet. Dagens første mål var det verdensberømte Egyptiske Museum ved Tahrir pladsen. Vi nåede frem lige før de åbnede kl. 0900, men allerede da var der kommet masser af mennesker fra hele verden. Jeg skal her lige nævne, at det var svært at få det fulde overblik over Tahrir pladsen, idet der var en masse byggeri og restaurering i gang. Umiddelbart ved siden af museet ligger et meget højt bygningskompleks der havde tilhørt Mubaraks parti NDP, men det fremstod som værende totalt udbrændt. Hvem der satte ild til bygningen er lidt uklart. De egyptere jeg talte med var overbevist om, at det var Mubaraks folk selv der havde gjort det, mens andre mente at det var demonstranterne. Under alle omstændigheder var det brændt godt og grundigt.

Da vi skulle ind på museet valgte jeg igen at blive ude. Dels havde jeg været der før, og igen orkede jeg ikke at kigge ned i alle de montre og glo på flere hundrede sarkofager. Jeg faldt i stedet i snak med vores egyptiske ven fra bussen - Frankie - og vi sad så og nød det gode vejr i haven der omgiver museet. Han kunne så også lære meget om egypten og om forholdene omkring tidspunktet for revolutionen. Da Lone nåede ud fik vi os en kop kaffe, og snart efter gik turen til den Koptiske (kristne) bydel i Cairo. Også dette var helt utrolig spændende. Vi så de små gader og deres kirker, ligesom vi faktisk også så den jødiske kirke. Ja sådan en findes faktisk. Efter dette interessante besøg var det ved at være frokosttid, så det var vores næste mål. Jeg ved ikke hvor i Cairo vi var på dette tidspunkt, men restauranten havde vi været på før da vi rejste med Apollo for snart flere år siden. Maden var god og vi var sultne.

Godt mætte fortsatte turen til “Citadellet” der er en kæmpe moské højt beliggende midt i Cairo. Også her havde vi været før, men det ødelagde bestemt ikke noget. Hele citadelområdet er meget stort og indeholder flere komplekser. Blandt meget andet kan man for eksempel komme på Militærmuseet og politimuseet. Vi kom forbi det hele men gik ikke ind. Vi nød i stedet det gode vejr og drev rundt i hele området. Citadellet var det sidste punkt på dagens udflugt, så kl. 1530 satte vi igen kurs mod det sydlige Sinai. Undervejs gjorde vi holdt et par gange for at strække benene og for at indtage lidt føde. Kl. 2200 var vi tilbage på Hilton, og kunne så sidde og slappe af med et glas vin inden vi kort efter gik i seng. En pragtfuld tur var slut.

Efter vores ret anstrengende tur til Cairo sov vi ret længe i dag. Klokken var 0645 før vi fik øjne, men så vågnede vi også til endnu en skøn dag. Jeg kan her vedrørende vejret lige nævnte, at der som bekendt næsten altid er fuld sol. Temperaturen i november når i dagtimerne op mellem 28 og 30 grader, mens den kan falde til 16 grader i de meget sene nattetimer. Det kan derfor godt være lidt koldt om morgenen når man skal ud på terrassen for at få sig en smøg. Man behøver dog ikke at gå ud for at ryge, idet Egypten ikke har rygereglerne som man kender hjemme fra vore breddegrader. Man må stort set ryge hvor man har lyst, og kun meget få steder vil man være henvist til et rygeområde.

Som alle andre dage indbød denne dag også til en tur til stranden, så da vi havde fået morgenmad gik turen direkte ned til vandet. Da vi bor meget tæt på stranden tager det kun et par minutter at nå frem, og så skal vi bare have udleveret håndklæder hos pool-manden før vi ligger fladt ned på en solseng. Jeg har skrevet det før og skriver det igen. Når man sådan ligger og flader ud på en strand og kun afbrydes af et pilsner i ny og næ samt en tur ud for at snorkle, ja så er der unægtelig ikke så meget at skrive om. Det gælder derfor også denne dag, hvor vi bare slappede af.

Eftermiddagen tilbragte vi på vores terrasse, og i de par timer hvor det var varmest og hvor solen stod lige på, fik jeg ført min dagbog ajour. Der skulle som bekendt samles lidt op efter turen til Cairo. Om aftenen gik vi til Naama Bay hvor vi spiste og handlede lidt ind. Altså intet nyt i det. Vi sluttede som alle andre dage af på terrassen, hvor vi kunne sidde og nyde et par glas vin eller 3. Skønt. For at det hele nu ikke skal gå helt op sol, strand og vand, har vi talt om at tage på en udflugt i næste uge. Vi har endnu ikke bestemt os, men i givet fald vil det uden tvivl blive turen ind i Sinai og til Dabab. Nu får vi se - den tid den glæde.

Absolut intet nyt under solen. Det må være de rigtige ord for i dag. Hele formiddagen gik med at snorkle og slappe af på stranden, og igen kun afbrudt af enkelte besøg i baren. Da vi ankom til stranden hjalp håndklædemanden som vanligt med at finde den bedste plads til os, og da et norsk ægtepar netop var ved at forlade stranden med henblik på hjemrejse, lykkedes det os at få deres plads helt nede i strandkanten. Jeg fandt tidspunktet egnet til at “smøre”, så jeg gav ham 20 pund i drikkepenge. Så forventer jeg imidlertid også, at vi i morgen får helt tilsvarende pladser. Det er jo sådan man skaffer sig fordele på disse kanter og desværre gælder det hele samfundet. Det må være forfærdeligt at være fattig i Egypten og derved altid komme til at stå bagerst i køen.

Også eftermiddagen forløb helt traditionelt med afslapning på terrassen. Dette blev kun afbrudt af en times tid foran computeren og en velfortjent morfar. Om aftenen gik vi på den italienske restaurant “Zigolini”, hvor vi fik en skøn middag. Samtidig fik vi bestilt bord til i morgen når fruen opnår retten til at gå på efterløn. På vejen hjem handlede vi lidt ind, men inden vi nåede helt hjem gjorde vi holdt på noget der hedder Havanna Bar og som hører til hotellet. Vi gjorde det faktisk lidt af pligt, idet vi dagen forinden havde lovet tjeneren at kigge forbi. Han snakkede som et vandfald, så det varede ikke længe før vi igen sad hjemme på terrassen. Her kunne vi et par timer senere konstatere, at endnu en dejlig dag var forbi og at det var tid til at krybe til køjs

Så blev det dagen hvor Lone gik hen og blev potentiel efterlønner, så jeg måtte selvfølgelig indlede dagen med at ønske hende et stort tillykke. I de følgende timer væltede det ind med lykønskninger via sms, men så var fruen da beskæftiget. Efter morgenmaden gik vi efter Lones ønske til stranden, hvor mit stunt med at smøre håndklædemanden havde givet fuld valuta. Vi havde fået pladserne helt ned ved strandkanten, og solsengene var allerede dækket da vi kom. Sådan skal den ged barberes. Det som vanligt ikke meget at skrive om vores ophold på stranden, så jeg vil blot nævne, at vi var tilbage på værelset kl. 1230.

Her mødte os til gengæld lidt af en overraskelse. Der var således pyntet op i både værelse og på badeværelset. På sengen havde man af linned bygget noget der lignede en fødselsdagskage, ligesom der var efterladt lykønskningskort fra hotellet. Ned fra loftet hang der - meget betegnende - en papegøje, men nu endelig ikke mine ord igen. Resten af ferien skulle jo også gerne forløbe i al fordragelighed. Senere på dagen modtog vi fra hotellets ledelse en invitation til cocktailparty i morgen. Dette havde dog intet med fruens fødselsdag at gøre, men bliver tilbudt alle der hos Hilton er “Guest of Honnor”, eller med andre ord - gode stabile kunder. I TV havde vi i øvrigt kunnet se, at der igen var tumult på Tahrir Pladsen i Cairo. Mærkeligt at tænke på, at vi lige havde været der, og at alt på dette tidspunkt åndede fred og ro. Her i Sharm El Sheik mærker man absolut intet til disse optøjer, og de lokale tager det med knusende ro. Alle håber dog på fred, idet sådanne optøjer påvirker turismen, hvilket er landets største indtægtskilde.

Nå - men om aftenen fik vi en dejlig middag på “Zigolini”, men endte så igen hjemme på terrassen. Jeg vil her ikke lige undlade at nævne, at priserne på restaurationens mad over night var steget med 40%. Iflg tjeneren havde stigningene været planlagt længe, og gjaldt på alle restauranter. Da vi nåede hjem stødte vi på endnu en overraskelse. Personalet havde sat en stor fødselsdagskage ind på værelset, så vi måtte endnu engang til at spise. Lidt af kagen kunne vi så passende indtage med en indkøbt flaske champagne, men så var det også gået hen og blevet sengetid. Nye oplevelser venter i morgen.

Så stod vi op til endnu en solrig dag, og der gik ikke længe før morgenmaden var indtaget. Herefter gik vi til stranden, hvor der selvfølgelig var dække op med håndklæder på “vores” pladser. I morgen kan poolmanden få 10 pund mere og så må det være nok til vi tager hjem. Hele formiddagen gik med at slappe af og snorkle, men dog afbrudt af et lille besøg hos guiden. Hos hende købte vi købte en tur til Sct. Katarina klostret kombineret med Dahab. Turen er på torsdag, hvor vi allerede samles op af bussen kl. 0605. Den tid den sorg.

Eftermiddagen tilbragte vi på terrassen med kaffe og kage. Her blev vi kort afbrudt da der kom personale med rent vasketøj. Dette var blevet afhentet i løbet af formiddagen, så man må sige at der er tale om hurtig levering. Kl. 1830 mødte vi op til Hiltons cocktailparty, hvor alle honoratiores var samlet. Vi var de eneste danskere der var kommet i det fine selskab, så vi følte os lidt som Palle alene i verden. Af samme grund blev vi der heller ikke særlig længe, så allerede kl. 1900 sad vi og spiste Beef Tenderloin med pebersovs og fritter. For pokker hvor smager det godt.

Aftenen tilbragte vi endnu engang på værelset/terrassen. Her kunne vi så samtidig følge lidt med i udviklingen på Tahrir pladsen, idet en masse TV-kanaler sender fra stedet. Her i Sharm El Sheik mærker vi stadig intet til urolighederne i Cairo, og håber ikke at vi pludselig bliver sendt hjem. Det var så den dag - og vi vil sove trygt her 50 meter fra Rødehavet.

Endnu en dag med godt vejr og afslapning på stranden. Med andre ord - vi lavede endnu en gang ikke et klap andet end at slappe af. Det er vi så til gengæld også gode til, og da poolmanden endnu engang havde sørget for de rigtige pladser, ja så var alt jo perfekt. 15 meter fra vore terrasse ligger der et stort poolområde med bar og det hele, men det bliver stort set ikke brugt. Efter frokost lagde Lone sig dog hen ved poolen for at få lidt ekstra sol, mens jeg fik min daglige morfar.

Da det blev aften gik vi til Hilton Sharm Drams, hvor vi som bekendt for mange, har boet indtil mange gange. Vi er endda VIP-kunder på dette hotel, men det er vi på 3 hoteller her i Sharm El Sheik. (Hilton Fayrouz, Hilton Sharm Dream og Maritime Jolie Ville). Alle steder bliver vi taget pænt imod, og mange af de ansatte kender vi ganske godt på trods af jævnlig udskiftning. Nå, men besøget på Hilton Sharm Dreams skete med tanke på indtagelse af aftensmad. Vi valgte den mexicanske restaurant “Tex Mex”, hvor genkendelsesglæden var stor. Vi havde ikke siddet der ret længe før vores gamle bekendt - Mustafa - kom forbi. Han snakkede og snakkede og viste stolt sit navneskilt frem. Han var steget i graderne og var nu leder. Han kunne ikke forstå at vi ikke boede på “hans” hotel, så vi måtte undskylde med at vi jævnligt ønskede at prøve noget nyt. Da han var smuttet fik vi vores mad og nød et skønt måltid med udsigt til deres poolområde.

Efter maden, og efter at have hilst på alle kendinge, gik turen tilbage til vores eget hotel. Her nød vi resten af aftenen på terrassen med lidt rødvin m.v., og kunne samtidig i TV følge lidt med i udviklingen på Tahrir pladsen i Cairo. Men så var det også godnat.

Det kan til tider være en smule trist at skrive dagbog og det er primært de dage, hvor der stort set ikke er noget at skrive om. En sådan dag er dagen i dag, idet vi stort set bare har ligget og daset ved stranden. Det er bestemt ikke kedeligt, men kan være svært at formidle på skrift. Man mangler muligheden for at kunne medsende lugte, temperatur, sand, vand og andre sanseindtryk, men sådan må det nu engang være. På stranden startede jeg dagen med at smøre “håndklædemanden” med 10 pund, for vi vil jo være sikre på de gode pladser resten af ferien. Vi fik ellers snorklet en hel del og som altid var der masser af fisk.

Eftermiddagen tilbragte vi endnu engang på terrassen. Igen nåede jeg dog at få en morfar, mens fruen satte sig ud ved poolen og strikkede i et par timer. Hele dagen har jeg ikke kunnet få tankerne væk fra Beef Tenderloin og Restaurant Zigolini, så der indtog vi endnu engang vores aftensmad. Pragtfuldt. Vi gik relativt tidligt i seng, idet vi allerede skal op kl. 0445 i morgen for at komme på den længe ventede tur ind i Sinai og til kystbyen Dahab. Forinden havde vi dog bestilt morgenmadsbokse i receptionen, idet restauranten ikke er åben når vi står op og derfor er nød til at tage maden med i bussen. Godnat.

Vi vågnede begge kl. 0440, hvilket var 5 min. før vækkeuret. Egentlig havde vi ikke behøvet at stå så tidligt op, men vi kan som bekendt godt lide at være i god tid så dagen kan begynde rigtigt. Da klokken blev 0600 stod vi klar for afhentning af bussen, men da den var 20 min. forsinket blev det en ret lang ventetid i den lidt kølige morgen. Temperaturen så tidligt på dagen var vel kun 17-18 grader. Da vi endelig blev samlet op viste der sig at være i alt 30 gæster der havde tilmeldt sig denne tur til Sct. Katarina klostret med besøg i kystbyen Dahab.

Vi kørte så langt ind i Sinai - en tur på ca. 3 timer. Undervejs havde vi dog indtaget vores medbragte morgenmadsbokse, hvilket skete i en “grøftekant” meget langt fra alt. Dog havde vi et par beduiner der forsøgte at sælge noget af deres hjemmesløjd. Vi købte nu ikke noget denne gang, men de fik så i stedet resten af vores morgenmad. Det var de mindst ligeså glade for, og de fik leveret mange poser inden vi igen kørte. Når man sådan kører gennem Sinai møder man til tider løsgående kameler og enkelte beduinbyer. Beduinerne lever helt deres eget liv og betragtes som 2. klasses borgere af egypterne selv. Gennem Sinai er vejende faktisk fortræffelige med flot jævn asfalt, men man undres over den manglende trafik. Man kan således sagtens køre i 2 timer uden at møde et eneste andet køretøj, så man kan roligt betegne området som værende meget øde og goldt. Dog er der trods den manglende frodighed utrolig smukt på sin helt egen måde, og noget man bør se når man befinder sig på disse kanter. Som alle andre steder i Egypter undgår man dog ikke at skulle passere en række checkpoints undervejs. Hvad de checken ved jeg ikke, men de er bevæbnet til tænderne, og enkelte steder sidder der også en person i tårnet på en tank. Jo sikkerheden er stor.

Fremme ved klostret var der selvfølgelig også flere checkpoints lige efter hinanden, men det lykkedes os dog at nå frem til klostrets parkeringsplads. Her holdt i forvejen en lang række andre busser, ligesom der var turister i massevis. Fra parkeringspladsen gik turen til fods 800 meter frem til klostret, hvor der naturligvis også var mange mennesker. Inde i klostret blev vi guidet af engelsktalende guide. Også her havde vi dog været før, så jeg må erkende at jeg ikke hørte efter, og i stedet gik mine egne veje. Efter en time i klostret var det slut, og så gik det tilbage til vores bus. Jeg skal her lige nævne, at det der gør klostret speciel er, at det er verdens ældst fungerende kloster, og hvor der i disse år er indskrevet 25 munke. Der er kun åbent et par timer om dagen, og herefter går klostrets munke over til deres almindelige daglige gøremål.

Efter besøget kørte vi til Dahab. Denne by er beliggende ca. 110 km. nord for Sharm El Sheik i Aqababugten. Det er oprindelig en beduinby, hvilket også tydeligt fremgår af byplanlægningen eller mangel på samme. Kun området omkring strandpromenaden kan betegnes som relativt kultiveret med et utal af små forretninger og restaurationer. En utrolig hyggelig by er det dog, men man undgår ikke at løbe spidsrod mod alverdens sælgere af alt muligt tingel tangel. Når man kører ind i byen er det første man ser en ubeskrivelig fattigdom. Faldefærdige huse, jordveje, ufærdige huse og ikke mindst et væld af løse geder. Kun gud ved hvordan man finder ud af hvis geder der tilhører hvem. Også masser at vilde katte er en del af bybilledet. For turister som os er det selvfølgelig meget interessant at se, men for indbyggerne må det være en evig kamp for det daglige brød. Nå men vi blev ført til en restaurant helt nede ved kanten af havet, og hvorfra der var direkte udsigt til Saudi Arabien. Restauranten hed “Ali Baba” og de serverede et skønt måltid i et fortræffeligt vejr. Dog skal det erkendes, at det blæste en hel del og at vi derfor var glade for at have fået et par jakker med. På Ali Baba kunne man ikke få alkoholiske drikke, hvilket selvfølgelig var et stort minus. Jeg tvang en sodavand i mig og forlod så stedet efter spisningen sammen med fruen. Nu kan det vel ikke undre nogen, at vi havde været i Dahab indtil flere gange før, så vi færdedes ganske hjemmevante rundt i gaderne. Vi blev utallige gange opfordret til at komme ind og se deres forretningen, men vi havde hverken brug for vandpiber eller andet ragelse. Derimod ville jeg gerne købe nogle cigaretter så det gik vi i gang med at skaffe. I den første forretning ville han have 15 pund (15 kr.) for en pakke, så ham forlod vi straks. I den næste forretning kostede de 12 pund, hvilket vi også fandt værende i overkanten. Til sidst fandt vi et sted hvor vi kunne få dem for 9 pund og det var jo en helt anden sag. Jeg købte er karton. Efter 1 time og 40 minutter i byen var det slut og dagens tur sang på sidste vers. Tilbage var nemlig kun 110 kilometers kørsel gennem Sinai til Sharm El Sheik.

Vi nåede frem til vores hotel lige før kl. 1700 og var godt trætte efter en lang dejlig dag. Vi orkede ikke at gå ud og spise så da tiden nærmede sig spisetid bestilte vi roomservice. Den bestod i dette tilfælde af skotsk røget laks med diverse tilbehør og var et skønt måltid. Kl. 2130 slap kræfterne op og vi gik i seng. Dette skete i samtidig erkendelse af, at hjemrejsen desværre nærmede sig med hastige skridt og at dagen i morgen skulle bruges på ren afslapning ved stranden.

Endnu en dag hvor der i udpræget grad ikke er så meget at skrive om. Vi bare nyder livet og dasker ved strand og pool, men snorkler selvfølgelig alt det vi kan inden for rimelighedernes grænse. Vi smører stadig lidt her og der, hvilket selvfølgelig betyder at vi får en fantastisk behandling. Da vi intet specielt foretog os i løbet af dagen, vil jeg springe frem til om aftenen.

Kl. 1830 gik vi til Naama Bay for spise og det endte ikke overraskende med et besøg på Zigolini. Efter et skønt måltid handlede vi lidt ind og begav os så tilbage mod hotellet. På vejen så jeg et arabertørklæde i en af de mange forretningen, og et sådan måtte jeg bare eje. Ud over tørklæder handlede de også med krydderier i stor stil, så der var lidt for enhver smag. Mens jeg fik forhandlet mig frem til et tørklæde for 35 pund (Very good quality my friend), havde fruen vist interesse for butikkens krydderier og te. Nu vil jeg ikke gøre dette alt for langt, men det endte med køb af 2 poser te og et gulligt pulver (safran). Sælgeren roste selvfølgelig sine produkter i vilden sky og fruen nikkede anerkendende. Da Lone havde fået det hun havde bestilt udregnede han “a speciel price for you”. Jeg var ved at falde besvimet om da han sagde 516 pund, og jeg kunne se at fruen trods alt også hev lidt efter vejret. Men ok - det var jo hende der var på indkøb. Som det pæne menneske hun er fik hun dog fremstammet ordene “it,s very expensive”. Sælgeren regnede det hele igennem endnu engang, men endte på det samme beløb. Selv han kunne dog godt se at prisen måske var lidt i overkanten, men undskyldte sig med, at safran var dyrt. For at tilfredsstille fruen fyldte han en ekstra pose med te, og hvorefter Lone betalte til en nu nedsat pris på 500 pund. Jeg tror han lukkede forretningen da vi var gået og efterfølgende gik på pension.

På vejen tilbage kunne jeg ikke undlade at gøre hende opmærksom på, at der var hun fandeme blevet snydt så vandet drev. Hun forsvarede sig spagfærdigt med at safran var dyrt. Jeg pointerede, at med de priser, havde han haft safran og te på lager i sin bod for ikke under 35 millioner pund. Og i øvrigt - hvad skal vi med safran? Hvad er det til? - er det til vinduespudsning, madlavning eller er det en eller anden form for narko? Således erindrede jeg ikke at vi havde haft safran i huset men i de snar 40 vi havde været gift. Lone belærte mig om at det var til madlavning og at der mindst var til 2 år. Det sidste var jeg ikke det mindste i tvivl om, og da jeg næppe spiser det hvis det ikke indgår i retten røde pølser eller anden god dansk mad, vil der sikkert også være til 10 år. Da vi senere havde grinet af på terrassen skyllede vi det hele ned med et par drink og gik så til køjs. Onde tunger påstår, at sælgeren holdt fest hele natten, og at han sendte overskuddet fra vores køb hjem til familien i Cairo.

Jeg har i dag valgt - til trods for at denne dag endnu ikke er slut - at skrive dagbog for både dag 13 og 14. Det kan også meget nemt gøres da dagen ikke indtil nu har afveget fra dagen i går og flere andre dage. Vi har kun badet og snorklet og fået en morfar, så det er jo hurtigt nedfældet på papir. I skrivende stund er kl. 1510 dansk tid og dermed 1610 på disse kanter.

Om ikke så lang tid må vi unægtelig til uundgåelige, nemlig til at begynde nedpakning af alt vores habengut. Vi kan desværre ikke løbe fra at ferien nu synger på sidste vers og at vi skal forlade hotellet i morgen formiddag. Lone er allerede begyndt at udregne en plan for et snarligt gensyn. Hun vil således ikke udelukke, at hun vil kunne opspare lidt ekstra feriedage og at nogle sådanne godbidder vil kunne bruges på en tur til april. Den kan så med lidt god vilje måske kunne presses ned mellem vores rejse til Thailand i januar og vores tur til Gislaved i Sverige i maj.

Jeg vil nu slutte min beretning for i dag. Vi skal til at pakke og så skal vi ud og finde et sted at spise. Det sidste burde ikke være noget problem, og det bliver heller ikke noget problem at komme forbi fyren med te og urter. Dagen vil vi slutte manérligt af på terrassen med en god flaske rødvin.

Dagen begyndte som alle andre. Vi var tidligt oppe og lige så tidligt nede for at indtage vores morgenmad. Der lå dog en lille skygge over det hele, idet hjemrejsen unægtelig stod for døren. Det meste af vores bagage var allerede pakket, så efter morgenmaden gik vi til stranden for at tage den sidste sol og den sidste snorkeltur for denne gang. Det blev dog kun til et strandophold af ca. 2 timers varighed før vi måtte gå tilbage på værelset for at få et bad og få klaret det sidste. Trist, trist.

Lige omkring kl. 1100 blev vores bagage afhentet, og så kunne vi gå til receptionen med henblik på en sidste afregning. Da vi var færdige drak jeg en lille fadøl i Pirates Bar, hvilket i øvrigt også gjaldt for de andre gæster der ventede på bussen. Bussen kom lidt før en beregnet, så vi måtte alle skynde os at betale og få drukket ud. Turen til lufthavnen og efterfølgende indcheckning gik smertefrit, og snart sad vi bare og ventede på afgang. Vores flyvetid var sat til kl. 1415, men allerede en time før blev vi kaldt til gaten. Det viste sig at vores fly havde haft stærk medvind fra København, og da der samtidig var varslet storm i Danmark senere på dagen, var piloten stærkt interesseret i at komme af sted hurtigst muligt.

Om selve flyveturen er der ikke så meget at skrive om. Vi blev dog varslet om stærk vind i København, og at vi måtte forvente en lidt ubehagelig flyvning på den sidste del af turen. Denne spådom kom til at passe til fulde. Som vi nærmede os København blev flyet mere og mere uroligt og vi sad og dansede rundt i sæderne. Faktisk sad man og spekulerede på hvorvidt piloten ville være i stand til at ramme landingsbanen, idet vi blev kastet frem og tilbage. Nå, men vi nåede da banen, men meget skævt og kun på det venstre hjulpar. Der syntes at gå ualmindelig lang tid før det højre hjulpar nåede ned til landingsbanen og før at flyet havde den korrekte placering midt på landingsbanen.

Nu skulle man jo tro at det var nok, men så tager man fejl. Den normale sluse til flyet kunne ikke bruges grundet stormen, så vi måtte afvente alternative løsninger. Dette blev en løs trappe der efter en halv times venten blev kørt til flyets bagerste dør, og da vi sad på første række, var vi således de sidste der kom af. Men så var ferien også forbi. Ned og hente bagage, ud til en hyrevogn og så direkte til Skovlunde. Føj for pokker hvor var det koldt, men en god ferie kunne ingen tage fra os. Vi skal nok vende tilbage…