Helt i tråd med tidligere ture sammen med Bjarne og Anita, følger her uddrag fra Anita,s dagbog
TORSDAG.
Så er dagen kommet hvor vi skal hente Lone & Søren i Sønderborg Lufthavn. klokken er 6.45 og vi sidder her og er lidt trætte, men glæder os meget til at hente dem. Vejret var heldigvis flot da vi kørte af sted ved 7 tiden. Vi var lidt spændt på hvor meget trafik der var, det var jo’ myldretid, og så samtidig byggeriet med den nye motorvej. Men myldretid !!! De sku’ se indfaldsvejene til København. Der er godt gang i byggeriet på den nye motorvej mellem Kliplev og Sønderborg. Men vi var i lufthavnen 8.30 og Søren & Lone landede planmæssigt 8.45. Efter Sørens røglægning af lufthavnsområdet var overstået, gik turen så til Frøslev Plantage, hvor vi vidste der lå en rasteplads, det var det skønneste solskin vi fik drukket vores kaffe i, men vi var da også kun lige blevet færdige, før der kom en ret så kraftig byge. Så gik turen videre til Aventoft, hvor Søren & Lone fik købt 1 Gammel Dansk + rødvin. Efter frokost, hvor vi fik en kold Elefantøl til maden, stod den så på en middagslur. Vi lagde os alle 4, jeg satte mobilen til vække klokken 14, det var vist også godt!!!
jeg havde lige fået lagt hovedet på puden, da mobilen vækkede mig. . . . allerede? Jamen jeg har jo’ slet ikke sovet. Men efter vi havde fået os en kop kaffe, var vi friske igen, vi gik så en tur til Højer Pølser, hvor vi købte lidt forskelligt ind til pølsebord om aftenen. Så gik turen til Højer Sluse som blev bygget i 1861 og Vidå Slusen som blev indviet i 1982. Cafeen ved Højer Sluse havde ikke lukket så vi snuppede os en ekstra kop kaffe derude.
Vi havde inviteret Jim & Tina til Pølse & Ostebord, det var længe siden Lone & Søren havde hilst på dem så det blev et meget hyggeligt gensyn. Efter vi havde hygget os med maden, stod den på kaffe og cognac / bailey.
Det var valgaften, så TV’et kørte og når resultaterne rullede ind over skærmen, blev de ivrigt kommenteret. Det stod desværre ret hurtigt klart at vi skulle ha’ en ny regering, en rød en, og med Helle Thorning Schmidt som ny statsminister. Øv, øv. Sorgen over valgresultatet blev druknet med en Drink / Øl eller Mojito
FREDAG.
Vi vågnede op til et flot vejr, stille og med lidt sol, lige som metrologerne havde lovet det, så vi havde ændret vores planer lidt og tog på tur til Mandø.
V
adehavsøen Mandø
Mandø er nok en af Danmarks fredeligste øer og har derfor ikke mange lighedspunkter med de andre ferieøer langs Vadehavet. At Mandø har fået lov at forblive næsten uberørt af turismen skyldes tidevandet, for ved højvande er øen uden for al trafikal forbindelse til omverdenen. Mandø er som den eneste ø i det danske vadehav beskyttet af et havdige næsten hele vejen rundt om den 8 km2 lille ø. En enkelt klitrække på øens højeste punkt giver indbyggerne i Mandø by beskyttelse mod havet fra vest. Mandø omtales første gang i 1231 og var da ejet af kongen. I 1741 købte beboerne øen på en auktion. Dengang var skibsfart hovederhvervet for mændene, mens kvinderne tog sig af landbruget, i 1890 havde øen 26 beboere.
Låningsvejen er offentlig og kan benyttes, hvis man kender tidevandet og ved, hvornår der er lavvande. Ebbevejen må kun benyttes af de to traktorbusser Mandøbussen og Vadehavssafari, som transporterer post, skoleelever og turister til og fra øen. Mandøbussen og Vadehavssafari må også indrette sig efter tidevandet. Oplysninger om tidevandstiderne fås blandt andet i Mandø Brugs og på Ribe Turistbureau. Vejen er med grus hævet ca 1 meter over havbunden og er sikret gennem landvindingsaktiviteter, dvs. ved faskinlåninger på begge sider. Den gamle med grene afmærkede ebbevej (bilkørsel forbudt) stammer fra Ribe-digets bygning i 1914. Det er hændt flere gange, at bilister, uden at kende til ebbe og flod er blevet overrasket af det pludselige højvande.
Befolkningstallet har gennem det sidste århundrede været i tilbagegang, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 42, men sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Mandøs beboere lever overvejende af pension, deltidslandbrug og turisme. En del af dem, der har landbrug, har andet arbejde ved siden af som f.eks vedligeholdelse af faskiner, kirketjener, hjemmehjælper eller lignende. Antallet af heltidslandbrug er faldet fra ca. 25 i 1970 til ét i 1997
. V
i gik lidt rundt og kiggede på kirke, klitterne og sluttede af på Vadehavscenteret. Efter det stod den på frokost på Mandø centerets cafeteriet, vi fik 3 flotte håndmadder for 50 kr. Helt frisksmurte og superlækre. Mandøbussen kørte hjemad igen kl.13.30.
Turen gik så videre mod Kammerslusen ved Ribe. Vi kørte videre ud ad dæmningen mod Ribe, på et tidspunkt drejede vi fra dæmningen af en lille bitte vej, som skulle føre os tilbage mod Ribe, som vi skulle ind og se. På et tidspunkt stod vejen totalt under vand, vi ku’ slet ikke se ”land” troede næsten vi var landet midt i Vesterhavet.
Lone og jeg sad på bagsædet og kunne kun se vand, jeg er sikker på jeg så en lille
fisk ” springe ” men Søren påstod han kunne se asfalten. Vi fik set vandstandsmærket ved Ribe Å, og også Ribe Domkirke. Hverken Søren eller Lone gad gå de 248 trin op i Ribe Domkirkes tårn, hvilket Bjarne og jeg havde fuld forståelse for, vi har selv været deroppe!! En gang er nok, mere end nok. Så var det blevet tid til en kop Kaffe, d.v.s. Søren ville veksle sin om til en KÆMPE FADBAMSE. Vi fandt et rigtig dejligt sted nede ved Ribe Å, solen skinnede og vi kunne sidde udenfor.
LØRDAG.
Så var det tid til at besøge Tønder, med lidt held kunne Lone og jeg nå at kigge på lidt butikker og også besøge Det Gamle Apotek, som jo’ ikke mere er et Apotek, men en stor salgsudstilling i 3 etager og hele underetagen er med nisser af alle slags. Et sandt ” Slaraffenland ” for Lone og mig.
Lone fandt da også en rigtig sød Nisse, som ” næsten stod og kaldte ” på hende, Julius hed den, Bjarne blev ved med at kalde den Frederik, så om aftenen døbte vi den så: Julius Frederik Brigsted.
Lone og jeg var også lige et smut inde på et museum hvor der sad en Tysk dame og kniplede, det er imponerende at se, et utroligt håndarbejde, der er ikke noget at sige til det er så dyrt. Et lille lommetørklæde kostede omkring 700.00 kr. Så gik turen videre til Møgeltønder, vi måtte jo’ lige se slottet og byen. Vi kørte herhjem og spiste frokost, men først efter vi havde været ved Gallehus og se mindestenene hvor guldhornene blev fundet.
Historien om guldhornene
Lørdag den 20. juli 1639 var den 23 – årige Kristine Svendsdatter fra Østerby på vej gennem Gallehus til Tønder. Hun stødte foden mod noget, gav det et rap med sin stok, og fortsatte videre frem. Den 27. juli gik hun samme vej og var ved at snuble. Men nu tog hun sig tid til at kigge på, hvad hun så. Med sine bare hænder gravede hun et gammelt horn frem. Hun gemte det på det mest sikre sted, hun kunne komme i tanke om, under hendes seng.
Hos en guldsmed i Tønder får hun at vide, at hornet er af det pureste guld. Ligesom dengang er/var Danefæ noget der tilhører kongen. Imidlertid opstod der en kappestrid mellem hertugens mand og lensmanden på Riberhus og Møgeltønder om, hvem der skulle have hornet i sit værge. Men den unge pige tog sagen i egen hånd. Hun rejste til Ribe, og afleverede hornet til slotsskriveren. Christian den fjerde opholdt sig på Gram Slot og fik ret hurtig hornet i sin varetægt. Kongen ønskede at møde finderen. Da kongen spurgte, hvad hun kunne begære, fortalte hun, at hun ønskede sig et rødt skørt. Hun fik også et vederlag. Rygtet gik hurtig på egnen. Et sandt guldrus opstod. Lensmanden gav ordre til at grave, men man fandt intet.
Det andet guldhorn
Men 95 år efter, den 31. april klang det atter af guld i Gallehus. Den fattige kådner Erik Lassen(Jerk Lassen)var om morgenen begyndt at grave efter ler, for at kline sit hus. Pludselig stødte han på noget. Han fik sin datter til at rense det. Hos guldsmed Hendrik Koelsted i Tønder, kunne man konstatere at det var rent guld. De to afleverede hornet i fællesskab til greven på Schackenborg, der den 3. maj afleverede det til Christian den sjette i Flensborg. Erik Lassen fik udbetalt 200 Rigsdaler. Et par måneder efter døde han, ondsindede rygter ville vide, at han havde drukket sig ihjel. Men det viste sig, at han havde udlånt pengene på forstandig måde til gode mennesker på egnen
Guldhornene bliver omsmeltet
Natten mellem den 4. og 5. maj 1802 skaffer guldsmed Heidenreich sig adgang til guldhornene, der lå ret upåagtede mellem andre mærkværdigheder. Han smeltede hornene ud til ostindiske mønter. Et år efter blev han dømt til livsvarigt fængsel, men blev dog benådet efter 38 år. Man havde lavet to afstøbninger af hornene, men de var gået tabt. Og kun fordi, at Frederik den syvende fik tegninger af hornene, og fordi han var interesseret i arkæologi, kan vi fastslå var motiverne forestillede.
Nordisk mytologi
Billederne på dem skildrer den nordiske gudelære. Der findes en teori om, at der i Stolbjerg nord for Bredsted var et kultsted. Her var Gudens stol, og det var her at de nordiske guder holdt til. Man mener så, at der er opstået en krig, og at man så er flygtet nordpå. I Gallehus har man så gravet de kostbare skatte ned. Hornene stammer fra årene 400 – 425.
Efter frokost måtte herrene i huset have sig en middagslur, den anstrengende tur til Tønder - indkøb af Julius Frederik Brigsted – guldhornene og Gallehus – havde taget hårdt på dem, meget hårdt!!! så imens Lone & jeg sled med opvask o.l. hvilede de deres trætte legemer, så de var klar til en indkøbstur til Süder Lügum, hvor der skulle handles ind i stor stil. Men vi måtte jo’ lige se lidt mere på Julius Frederik Brigsted, hvad han kunne ? der sad et batteri i ham, så det blev tændt. Han gik / dansede rundt på gulvet og sagde: Ho, ho. Ho . . . efter hans ho, ho, ho, spillede han jingle bells.
Jim har en stor bil og havde tilbudt Søren & Lone at ta’ nogle kasser Øl og Mojito med hjem, som han sagde: jeg har masser af plads. Så turen gik først til Calle i Aventoft for at købe Øl og Mojito, men ak . . Øl ja, masser, men Mojito var udsolgt ! så gik den videre ”jagt” rundt i Aventoft, hva’ med Fleggård? nej . hva’ så med Sonja & Wolfgang ? niks.Vi skulle besøge Süder Lügum alligevel, så vi satte vores lid til Calle der. Og om ikke de have dem, så efter lidt besøg her og der, så lykkedes det alligevel. Vi havde også købt en flaske Solbær Likør, så Bjarne lavede Kirr Royal, som vi prøvesmagte om aftenen som en velkomstdrink, men med henblik på Lone & Sørens 60 års fødselsdag.
SØNDAG
Dagens program lød på først Løgum Kloster og derefter Rømø. Vi kom som sædvanlig tidligt af sted, så da vi ankom til Løgum Kloster var det midt i kirketiden, så Søren & Lone måtte ”nøjes” med at se det udefra. Men Løgum Kloster har også et klokkespil. KONG FREDERIKS IX’S KLOKKESPIL.
Kong Frederik IX's klokkespil har i alt 49 klokker; de mange klokker og det fornemme navn gør det til Nordens største - kongelige klokkespil. De 49 klokker er støbt i Holland af støberiet Petit & Fritsen, og klokkespillet er indviet af Dronning Margrethe II d. 19. august 1973
.
Efter besøget på Løgum Kloster gik turen så til Rømø.
Rømødæmningen, der er 9,2 kilometer lang, og forbinder den vadehavsøen Rømø med det sønderjyske fastland. Dæmningen, der stod færdig i 1948, har været med til at gøre Rømø til et af de mest populære feriemål langs den jyske vestkyst. Især blandt tyske turister, der hver sommer i stort antal valfarter til Rømø for at nyde øens over en kilometer bredde og cirka 10 kilometer lange badestrand lige ud til Vesterhavet
.
Vi startede med et besøg i Havneby, vi fandt meget hurtigt et sted hvor vi fik en kop kaffe.
Efter kaffen gik turen videre mod Kommandørgården og Juvre, hvor militæret har et
øvelsesområde.
Rømø er landets vigtigste øvelsesområde for piloter, når de skal øve sig mod mål på landjorden. Skydeterrænet dækker et område på nordspidsen af Rømø på 2200 hektar. På og omkring Rømø er forholdene ifølge flyvevåbnet helt perfekte, og på sigt har området potentiale til internationale øvelser af større format. Flyvevåbnet håber blandt andet at få permanent tilladelse til øvelser i mørke cirka 40 døgn om året.
Samtidig er øvelsesområdet i luftrummet ved Rømø blevet fire gange større og kan nu kædes sammen det store øvelsesområde i Nordsøen.
Nu var det så tid til et besøg på Kommandørgården
.
Kommandørgårdens navn hentyder til de kommandører (kaptajner), der i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde. Kommandører og sømænd fra Rømø var væk det meste af året på hvaltogter i Nordatlanten, eller på lange handelsrejser, og i mellemtiden passede konerne så gården.
Kommandørgården havde også et lille cafeteria, hvor vi ville spise frokost, men ved første øjekast var der ikke noget der fristede os, så vi kørte til Lakolk, for at se om vi kunne finde noget andet og bedre der. Men, da vi nåede til Lakolk væltede regnen ned, og de eneste spisesteder der havde åbent var grillbarer, det var ikke det vi havde lyst til, så tilbage til Kommandørgårdens Cafeteria igen, hvor vi denne gang (da vi nærlæste menúkortet ) fandt ud af, at vi kunne få smørrebrød, og det var hvad vi havde lyst til. Smørrebrødet blev smurt mens vi sad og ventede, det var bare så superlækkert. Kæmpestore stykker højt belagt til 35 kr. stykket, helt utrolig billigt.
Så gik turen atter engang tilbage til Lakolk, men først skulle vi ned og se om vi kunne køre en tur på stranden, og bagefter besøge Rømø Lys. Men der var alt for meget vand, stranden så meget våd ud, og dagen før havde vi jo’kørt igennem al det vand ved Ribe, vi var ikke helt så eventyrlystne denne gang, vi mente helt bestemt at både bilen og vi havde kørt nok i vand, så vi kørte videre til Rømø Lys. Der er så meget at se på derinde, så det er svært at bestemme sig, men jeg fandt da også nogle lys som jeg ikke kunne undvære !!!! Lone ville gerne se om hun kunne finde nogle lys til fødselsdagen, det lykkedes også, de blev lavet mens vi stod og ventede, som pigerne sagde: Så er helt sikre på de har samme farve, en utrolig flot service, syntes vi.
MANDAG.
Så er det desværre gået hen og blevet hjemrejsedag for Lone & Søren, dagene er bare fløjet af sted, men inden vi skulle vinke farvel til dem, havde vi lige et lille program.
Vi startede med et besøg i Bredebro, hvor vi skulle besøge Ecco sko, som har et fabriksudsalg der. Søren rystede på hovedet, da Lo at prøve sko;ne gik i gang med
NEJ, SE HER SØREN !!!!
hva’ med dem ?
Hele seancen endte med Lone kom ud med 2 par, og til alles overraskelse, måske også lidt ham selv, kom Søren også ud med et par flotte sandaler til ham selv. Så gik turen videre til Broager, hvor vi så lidt på den flotte kirke og mindelunden over de faldne soldater. Kirkens tvillingetårne hævdes at have betydning under Preussernes bombardement af Dybbøl-stillingen i foråret 1864. man posterede en udkigspost på en gangbro mellem spirene, hvorfra soldaten kunne se granatnedslagene i forhold til Dybbøl Mølle, og derefter korrigere kanonernes sigte herefter.
I forbindelse med kirkegården ligger en mindelund, her er en høj med 165 gravstene over faldne i 1 verdenskrig fra Broager Land. Der er i alt 195 navne hvilket skyldes, at brødre eller far og sønner står på sammen sten. I et sideskib er der en stor figur af Sankt Georg og dragen.
SAGNET OM SANKT GEORG.
Det sagn som er mest brugt af spejdere og Sct Georgs Gilder er: Georgius blev født i Lilleasien på Kejser Diokletians tid, da han fyldte 17 år blev han soldat i kavaleriet og der gik snart ry om hans dygtighed i våbenbrug og han blev berømt for sin tapperhed, uforfærdethed og gode dyder. På sin færden kom han langt omkring, således kom han til en lille by Salem, helt ude ved Middelhavet. Ved Salem huserede et skrækkeligt uhyre, en grådig drage, mange havde prøvet at fælde den, men uden held. Man havde så sluttet en overenskomst med dragen, den skulle vogte landet, mod til gengæld at få 2 får om dagen. Imidlertid slap fårene op, og dragen forlangte nu et menneske i stedet for, også dette måtte man gå med til, og hver dag måtte – efter lodtrækning – en af beboerne gå til dragen. Den dag Georgius kom til byen, havde loddet truffet kongens datter, der var stor fortvivelse i landet og kongen kundgjorde da, at den, der ville kæmpe med dragen og dræbe den, skulle få prinsessen og det halve kongerige, men ingen havde lyst. Prinsessen sad allerede ved søen uden for byen, som var dragens tilholdssted, da Georgius kom forbi, han spurgte hvorfor hun så så bedrøvet ud, hun fortalte hvilke skæbne der ventede hende, så han besluttede at kæmpe mod dragen. Efter en voldsom kamp, hvorunder dragen udsendte ild og pest ånde gennem næsebor og mund, og som næsten kostede Georgius livet, fældede han dragen. Men da kongen tilbød ham den udlovede belønning afslog han og sagde: Gud alene har æren og uden Guds hjælp havde han ikke magtet at dræbe dyret. Derfor endte det hele med han red bort uden prinsessen og der halve kongerige. Senere under kejser Diokletians led Georgius martyrdøden den 23. april år 303 efter Kristi fødsel. Georgius er senere under navnet Sct. Georg blevet dyrket som helgen. Spejdere og gildebrødre har valgt han som forbillede og hvert år den 23 april samles de og fornyr deres spejder – og gildeløfte.
DYBBØL MØLLES HISTORIE
Møllen er opført i 1744. I 1800 slog lynet ned i møllen, der nedbrændte. Den genopførtes dog straks derefter. I begge slesvigske krige 1848-50 og 1864 blev den ødelagt og genopført.
1864 oprettede det danske militær en observations- og signalpost i Dybbøl Mølle. Ved hjælp af vingerne var det muligt at
signalere
til de danske tropper, der var indkvarteret på
Als
. Fra den 15. marts var møllen under konstant beskydning, og den 10. april blev møllen skudt i brand af de tyske tropper. Møllehatten og vingerne brændte og akselen styrtede ned.
Stormen på Dybbøl
havde møllen i centrum. Kort efter den 18. april 1864 blev møllen genopført. Efter 1864 blev møllen og skanserne et nationalt symbol. 1895 blev møllen overtaget af et selskab med fremtrædende danske og dansksindede sønderjyder. Efter 1 verdenskrig (1914-1918) og Genforeningen i 1920 blev møllen i 1920 overdraget til en selvejende institution og drevet ved hjælp af forpagtere.
1914
, 50-året for nederlaget i 1864, blev digtet opsat på Dybbøl Mølle. De
preussiske
myndigheder fjernede og knuste straks pladen, hvis rester nu findes i museumsbygningen ved møllen. En ny plade blev opsat i 1919.
Nu var vi blevet sultne, klokken nærmede sig 13.30 så det var nok ikke så mærkeligt, og for en gangs skyld havde vi heller ikke fået formiddagskaffe. I lufthavnen lå Cafë Vingesus som havde åbent til kl. 15.30 og jeg havde set de reklamerede med buffet, smørrebrød og lune retter. Det lød supergodt, og det passede fint med Søren & Lones bookingtid, vi havde god tid til frokost og kaffe. Vi satte så kursen mod lufthavnen.
I Café Vingesus serverer vi et stort udvalg af kolde og varme retter. Her kan du få kaffe med hjemmebagt kage, smørrebrød, dagens varme ret og meget andet. Mad og drikke kan nydes med udsigt over flystandplads og landingsbane.
Sådan så deres reklame ud på nettet !!!!!!
MEN, MEN. . . .
Frokost på Cafë Vingesus blev en stor fiasko. Det var det værste mad vi har oplevet meget længe, der lå nogle ristede pølser som så noget tørre ud, de havde vist ligget der længe, meget længe, alt andet var udsolgt påstod servetricen, ristede pølser, var hvad der var tilbage !!!!
Ud over de tørre pølser kunne vi få en kop kaffe og chokolademuffins, der lå også nogle snegle, de mindste vi længe havde set. Da klokken blev henad 14.30 sagde vi farvel til Lone & Søren efter 5 dejlige dage, som bare var fløjet af sted.