Dagbog fra Sharm El Sheik - Maj 2011

Så kom dagen hvor vi skulle mod syd, og askeskyen gav heldigvis ikke længere anledning til bekymring. Vi skulle først flyve fra Kastrup kl. 12.40, så for en gangs skyld havde vi masser af tid. Endda så meget, at jeg kunne nå ud og handle inden vi skulle køre. Kl. 09.30 forlod vi imidlertid vores domicil i Skovlunde, og kørte ud til Niels i Tårnby for at parkere bilen. Vi var stadig i ualmindelig god tid da vi nåede ud til ham, så vi kunne uden problemer sidde og få os en lille sludder inden han kørte os i lufthavnen. I lufthavnen checkede vi som vanligt selv ind, og i løbet af få minutter var vi kommet gennem alle forhindringer. Næsten til tiden forlod vi Kastrup med SAS-charter, så godt bevæbnet med aviser gik vi i luften kl. 13.00. Jeg havde i lufthavnen købt Børsen, hvilket næsten var for meget for fruen, idet hun ikke rejste med en der læste Børsen. Så stod hun imidlertid over for det svære valg - enten at blive hjemme eller at affinde sig med tingenes tilstand. Hun valgte at tage med, men under hele turen end ikke skævede hun til Børsen, men lod sig i stedet berige med nødvendig viden fra BT. Turen forløb ellers ganske uden problemer. Der var lidt buler i luften på et tidspunkt, men ikke noget vi ikke havde prøvet mange gange før. Kort efter start spurgte kaptajnen efter en pige ved navn Sine. Han konkretiserede det ved at sige, at det skal være den Sine der kender Halil i SAS. Der var ikke rigtig nogen der meldte sig, men på et tidspunkt måtte en ung pige der sad på sædet bag os give sig til kende. Kaptajnen spurgte herefter på vegne af Halil, om hun ville gifte sig med ham. Der blev en jubel og klappen i flyet, og den stakkels pige måtte helt rød i hovedet sig ja. God gas var det, og noget vi aldrig havde oplevet før.

Præcis til tiden landede vi i Sharm El Sheik Internationale Airport, men der var nu ikke meget internationalt over det. Hvor der normalt holder 15-20 fly fra hele verden holdt der nu kun 3. Da vi fra flyet blev kørt ind til terminalen, fik vi også lidt af en overraskelse. De havde taget den gamle og meget nedslidte lufthavnsbygning i brug, og den var præcis lige så nedslidt som vi huskede den. Meget hurtigt fik vi imidlertid vores viseringer, og lige så hurtigt kom vi gennem paskontrollen. Lige så hurtigt kom kufferterne, men helt i tråd med som vi huskede det, kunne bagagebåndet slet ikke følge med. Kufferterne væltede af i tide og utide, men det var nu bare til at grine af, så det gjorde vi. Hvorfor vi skulle benytte denne terminal vides ikke, men det var nu meget skægt at få vækket gamle minder til live. Hurtigt fik vi dog også vores kufferter, og så gik det ellers mod Naama Bay i aftenskumringen. Vi havde kun 3 stop inden vi blev sat af, så det var piece of cake. Også på hotellet gik det meget hurtigt, så inden vi havde set os om sad vi på vores terrasse. Lad mig så med det samme sige, at det var brølende varmt, så vi fik hurtigere end lynet skiftet til noget mere bekvemt, og kunne så fundere over hvordan vi skulle klare os igennem næste dag med sol. Nå men vi havde ikke så meget tid til at tænke over tingenes tilstand. Vi var sultne og tørstige, så hurtigt forlod vi værelset for at gå ned i byen. Jeg nåede dog at glæde mig over at vi ikke længere befandt os i en så puritansk verdensdel som Europa. Her i Afrika/Asien må man nemlig ryge tobak stort set alle steder. I Danmark er der som bekendt lagt skatter og afgifter på stor set alt. Det gælder bl.a. tobak, spiritus, fedt, sukker, benzin, kystfiskeri o.m.a. Med andre ord på alt det der gør livet værd at leve. Alt det bureaukrati har heldigvis ikke slået an på disse kanter, så her lever man livet.

Noget af det vi havde været spændt på inden afrejsen var om turisterne i større stil var vendt tilbage til Egypten efter revolutionen. Antallet af fly i lufthavnen, og ibrugtagning af den gamle terminal, havde bestemt ikke tydet på det. Det leben af mennesker vi normalt har mødt i Sharm El Sheiks Lufthavn var heller ikke til stede, og på parkeringspladsen foran terminalen var der stort set kun vores busser. Som aftenen gik måtte vi dog konstatere, at der var ganske mange turister, men selvfølgelig ikke i det omfang vi normalt møder i vinterhalvåret. En kombination af revolution og årstid er uden tvivl årsagen til manglende turister, men hvis man aldrig har været her før, vil man antagelig synes at her er mange. Heller ikke forretningslivet er synligt påvirket. Alle butikker og restauranter kører for fuld styrke, og der er underholdning alle de steder man ville kunne forvente.

Det var et lille sidespring. Ingen vi ved 20-tiden vågede os mod Naama Bay for at spise måtte vi lige forbi receptionen. Således havde vi konstateret at køleskabet var tomt, men ikke nok med det, det virkede ganske enkelt ikke. De ville straks komme og fylde det op. Nu var det jo ikke primært det vi havde i tankerne, men blot en lønligt håb om at få det til at virke. Vi var dog enige om - eventuelle sprogforvekslinger eller ej - så måtte den højtuddannede person der kom for at fylde skabet op da opdage, at det var “out of order”. Det gjorde han dog ikke, så da vi senere på aftenen kom hjem, var det ganske rigtigt fyldt op, men virkede stadig ikke. Vi udsatte yderligere forsøg på at fremskaffe en ingeniør til næste dag. Men vi var altså på vej til Naama Bay - ca.200 meter - men allerede efter få skridt insisterede fruen på at vi nødvendig vis måtte holde et pitstop for at indtage væske. Da man jo ikke vil have vrøvl lod jeg mig overtale til at gå med ind på hotellets strandbar. Her fik jeg tvunget en iskold pilsner i mig, og så gik vi endelig mod Naama Bay. Nu gjaldt det så om at finde et sted at spise, og vi valgte ret hurtigt at det skulle være på en af byens italienske restauranter. Her kunne man nemlig komme indenfor og sidde i aircondition. Vi fik så spist noget super lækker mad, og nød samtidig udsigten over byens hovedgade. Der var faktisk rigtig mange mennesker, og da de så samtidig på store TV-skærme viste CL-kampen mellem Barcelona og Manchester United, ja så var der en fantastisk stemning. Efter aftensmaden handlede vi lidt ind, og gik så hjem for at slappe af på terrassen. Da kl. var 22.45 gik vi til køjs efter en lang dag.

Kl. 0545 gik den ikke mere - vi kunne ganske enkelt ikke sove mere - så det var bare med at komme ud af fjerene. Så gik turen ud på terrassen hvor dagens første smøg blev tændt. Man behøvede faktisk ikke at bruge lighter, for alene varmen burde ha´ været nok til at sætte ild til skidtet. Nå men så vidste vi da hvad der ventede os, og at en meget let påklædning ville være nok så praktisk. Når man færdes på disse kanter går man ikke så højt op i den præcise temperatur, men nøjes med at konstatere hvorvidt fysisk aktivitet er mulig eller ej. Og så alligevel vil jeg her blot nævne, at temperaturen svinger i døgnets løb mellem 28 og 42 grader, men ikke alle dage bliver naturligvis lige varme. Efter at have drukket kaffe på terrassen og kastet endnu et blik i Børsen fra i går, gik vi ned og spiste morgenmad. Fruen havde i øvrigt stadig ikke vist interesse for Børsen, og da jeg nu havde læst den færdig, blev den smidt ud sammen med BT inden vi gik ned og spiste. Lones manglende interesse for indsigt og viden kan undre mig en del. Det rager hende en papand hvad Dansk Industri mener om import og eksport af æglæggende høns fra Kasakhstan eller om mærkning af køer kan ske mere hensigtsmæssigt. Mærkelig dame. Vi valgte at sidde ude under en markise for at indtage morgenmaden, men mange havde valgt at sidde inden for i “kulden”. (Aircondition)

Jeg vil her for de interesserede lige indskyde, at revolutionen i Egypten på ingen måde mærkes her. Det skulle da lige være, at der er mindre politi. Her findes ingen skudhuller i husmure m.v., og alt ånder fred og idyl. Personale og ansatte i det hele taget kan man ikke mærke noget på, så i enhver henseende er alt som det plejer at være. Nå det var lige et indskud.

Det var, som vi dog allerede vidste, et skønt morgenbord. Der var absolut intet at beklage siger over. Det skulle da lige være, at man ikke kunne få bacon. Efter morgenmaden gik den til receptionen, hvor vi bestilte en ingeniør til reparation/udskiftning af vores køleskab, og de lovede at komme straks efter kl. 09.00. (Det blev siden lavet og fungerer nu perfekt) Så gik turen til stranden - ca. 50 meter - hvor vi uden problemer fandt et par solsenge helt nede i vandkanten. I modsætning til næsten alle andre steder var der en helt utrolig dejlig temperatur, idet en let brise fra havet gjorde opholdet meget bekvemt. Noget af det første vi bemærkede os var, at der ca. 30 meter fra stranden, og parallelt med denne, var opsat hajbøjer. Disse skulle indikere grænsen for sikker badning/snorkling, men det var der absolut ingen der overholdt. Det varede derfor ikke mange minutter før vi var iført snorkeludstyr og stukket til søs. Som jeg sagde til Lone: “Take us to the sea Mr. Murdock”. Lone blev selvfølgelig på den rigtige side af bøjerne, men jeg måtte helt derud hvor det var rigtig sjovt, og ingen sagde et ord til det. Det ville også være noget af et problem at overholde den barriere, idet alle snorklede løs på de ydre rev, og som jeg gad fanden i frygten for hajer. Det der så også kunne berolige mig var, at hajerne indtil nu kun har angrebet kvinder. Der var som altid et hav af fisk, og måske endda flere end der har været tidligere. Jeg fotograferede løs under vandet, og fik da også nogle udmærkede skud. Jeg var ude mange gange den formiddag, ja faktisk kunne jeg slet ikke lade være. Min flotte strømlinede og adrætte krop gled hen over det ene rev efter det anden, men alligevel var det på et tidspunkt ved at gå lidt galt. Mens jeg således adræt bevægede mig hen over et rev hvor jeg kun havde ca. 40 cm. Under mig, kom der pludselig en bølgedal efter en forbi sejlende båd. Det betød at jeg skrabede kølen ret så kraftig mod revet, og dermed fik nogle lange ridser i maveskindet. Du godeste - hajer kan jo lugte vand over 40 kilometers afstand, så jeg søgte langsomt og agtpågivende mod land. Ellers havde vi en pragtfuld formiddag ved havet, og gik så hjem og spiste frokost kl. 12.30.

Efter frokost og en lille lur skrev jeg dagbog, og nød så ellers livet på terrassen med masser af kaffe. Da det blev aften og mørkt bevægede vi os i adstadigt tempo mod byen, hvor vi ville finde et sted at spise, men også et sted hvor vi kunne købe nogle smøger. Det sidste var det vigtigste, så vi søgte op i en forretning hvor vi har handlet før, og hvor priserne er fair. Jeg skulle have røde Viceroy, men dem havde de desværre ikke, Jeg kunne kun få dem i blå, og da jeg ikke kan smage forskel købte vi 3 pakker af dem for 20 pund. Det er 7,- kr. pakken, og må siges at være billigt. Efter at have forladt forretningen kom vi forbi en anden forretning hvor de solgte smøger. For nærmest at få tiden til at gå spurgte vi til prisen på røde og blå Viceroy, og efter moden overvejelse gav han os en “speciel price for you”, nemlig 15,- pund stykket, hvilket var mere end det dobbelte af hvad vi lige have givet. Nu blev fruen sgu tvær. Hun end ikke gad at prutte om prisen, og med et højlydt “du kan tro det er løgn” forlod hun forretningen i protest. Jeg fulgte efter, og alt imens stod manden og råbte efter os. “Hvor meget vi i give” kunne vi høre han råbte, men vi forlod stedet uden at vende os om. Nu gik turen så ned til Standpromenaden, hvor vi faldt ind på “Restaurant Viva”. Der har vi været mange gange før, og er vel nærmest kendt for ikke at kunne lave god mad. Det ligger imidlertid pragtfuldt helt ud til havet, så vi placerede os bedst tænkeligt og bestilte T-bone steak. Det viste sig at være spiseligt, men der er bestemt ikke Noma kvalitet. På vejen tilbage mod hotellet handlede vi lidt småfornødenheder ind, og var vel nærmest gået lidt sukkerkolde da vi nåede frem til Hiltons “Pirate Bar”. Her gik vi så ind og fik os en drink inden vi gik hjem. Kl. 22.45 kunne vi ikke mere, og gik i seng.

Jeg kunne godt ha´ tænk mig at have været meteorolog i Sharm El Sheik, da det må være verdens letteste job. Man kan starte sin arbejdsdag med at melde om endnu en varm og solrig dag med svag vind fra skiftende retninger. Efter det kan man i øvrigt godt holde fri til næste dag. I tilfælde af ferie kan en sikker langtidsprognose nemt laves. Skulle der så mod alle odds komme en sky forbi - måske med et par regndråber - ja så kan man bare henvise til Allah,s vilje og hans evne til at overraske på de mest utrolige tidspunkter. En faktor som intet menneske som bekendt har indflydelse på, og som uden tvivl vil blive godtaget i stort set alle kredse af det egyptiske samfund. Måske lige med undtagelse af de kristne koptere, der som bekendt hælder deres hoved til en anden mægtig gud.

Det var igen lidt af et sidespring, men blot noget jeg kom til at tænke over da jeg her til morgen slog øjnene op og kiggede ud på terrassen. Jeg vil ikke her trætte mig selv med beskrivelse af almindelige daglige gøremål, for selvfølgelig gik vi ned og spiste morgenmad, og lige så selvfølgeligt drog vi til stranden kl. 08.30. Strandturen begyndte helt som den plejede, hvilket vil sige med masser af snorkleri. Da jeg for tredje gang var ude for at snorkle stødte jeg på en meget stor fisk. Faktisk var den kæmpe stor - mere end en meter lang - og lige så tyk som jeg selv. Jeg greb kameraet og fotograferede alt det jeg kunne alt imens fisken stille og roligt bevægede sig rundt på revet. Jeg tog mindst 10 billeder, og glædede mig usigeligt til at vise disse billeder til Lone. Da fisken stak til havs drog jeg derfor mod land noget hurtigere end jeg normalt ville ha´ gjort. Da jeg så ville præsentere mine scoop for fruen, var der ikke blevet filmet et klap, og rent faktisk kunne jeg end ikke tænde for kameraet. Jeg arbejdede som en gal for at finde fejlen, men til sidst måtte jeg surmulende opgive. Jeg havde nemlig konstateret at kameraet havde taget vand ind, og at jeg kunne høre bølgeskvulp når jeg rystede det. Med andre ord, det var afgået ved døden. Fruen bemærkede selvfølgelig ret hurtigt min frustration, og opfordrede mig til at tage den med ro. Det er jo trods alt kun en død ting, og “du kan da bare købe dig et nyt”. Jeg forklarede hende at et nyt tilsvarende kamera kostede ca. 3000,- gode danske kroner, hvilket jo også er en slags penge her midt i krisen. “Og hva´ så” var det eneste svar jeg fik før jeg igen lagde mig ned og ærgrede mig.

Det sidste år har unægtelig være et annus horribilis i økonomisk henseende. Først fik jeg en P-afgift på 590,-kr., så totalskadede jeg vores bil med kæmpe udgifter til følge, og så fik jeg en fartbøde lige inden vi tog hertil. Oven i det kommer så et kamera - du gode gud. Nej ham vil jeg nu ikke bringe ind i billedet, for han har tilsyneladende glemt mig. Nu lå man så der på sin solseng - uden undervandskamera - og hvad skulle man så finde på. Jeg begyndte at betragte nogle af de mange mennesker der gik forbi, for hvad skulle man som sagt ellers få tiden til at gå med. Den første der stak lidt ud fra mængden var en “ældre” mand på ca. 70 år, som tilsyneladende havde fundet glæde i at løbe langs stranden i 37 graders varme. Nu kender jeg ikke den officielle definition på løb, men jeg forestiller mig, at ved løb skal begge fødder på et givent tidspunkt have sluppet jorden samtidig, og det gjaldt ingenlunde for ham. Det lignede mest af alt gangarten “tølt” der er kendt fra de islandske heste, men her hører sammenligningen også op. Han bevægede sig kun meget langsomt frem, og jeg er sikker på, at jeg er hurtigere når jeg går op i baren og henter en fadøl. Nå fred med ham. Han har sikkert tilegnet sig viden om motion fra Ugeskrift for Læger, og håber på den måde at kunne leve længe. Det er dog i øvrigt paradoksalt, at alle mennesker gerne vil leve længe, men at ingen ønsker at blive gamle.

Da han efter en halv times tid var forsvundet ude på stranden kunne jeg igen læne mig tilbage med en pilsner og en smøg. Så er det jo man kommer til at tænke på sig selv og sin egen figur. Man ryger 40 smøger om dagen, og indtager adskillige kolde pilsnere når man er på ferie. Til trods for denne misligholdelse af sin egen krop er man alligevel ved at runde de 60 år. Der er sgu ikke noget at sige til, at House og Prince og Bryggeriforeningen l ligger og slås om eneretten på historien. Nå men dagen ved poolen fik også en ende, og så kunne vi jo gå hjem og få lidt frokost og en lur. På vejen hjem opdagede jeg imidlertid, at mit dyrt indkøbte armbåndsur af mærket “Tag Heuer”. var gået i stå. Det havde også taget vand ind. Det blev købt i Thailand så sent som i januar, og skulle ifølge sælgeren kunne klare vanddybder på op til 200 meter. Her kunne jeg blot tørt konstatere, at uret var meget vandtæt, idet vandet ikke kunne komme ud. Også dette ur gik derfor på tabskontoen.

Efter en god eftermiddagslur og flere kopper kaffe, gik turen om aftenen til Hilton Sharm Dream, der er vort nabohotel. Her har vi boet mange gange før, og havde besluttet os for at spise på den mexicanske restaurant “Tex Mex”. Personalet genkendte os selvfølgelig med det samme, og spurgte til vores familie som vi havde været sammen med sidst. Vi fik spist noget dejligt mad som jeg ikke kan stave til, og ville så betale for dette overdådige måltid. Det kunne vi da også godt komme til, men først skulle vi ha en æbletærte med is, hvilket ville gå på husets regning. Normalt ville jeg sige at der var til 5 fuldvoksne personer, men den var altså alene tiltænkt os. Vi kunne langt fra spise det hele, og måtte forlade stedet stop mætte. Herefter gik vi til det nærmeste supermarked, hvor jeg købte 2 stænger cigaretter til en god pris, nemlig 7 kr. pakken. På vejen hjem faldt vi ind på Pirates Bar, hvor vi samlede kræfter til at gå de sidste 100 meter hjem Endnu en begivenhedsrig dag var bragt til ende, og igen var kl. ikke slået 23.00 før vi lå i sengen.

I dag vil jeg forsøge at fatte mig i korthed, idet vi som bekendt ikke laver meget andet end at slappe af og snorkle i Naama Bay. Denne morgen var vi meget hurtigt nede og spise morgenmad, og tilsvarende hurtigt havde vi indtaget vores pladser på stranden. Når man ligger der en sådan tidlig morgen, kan det ikke undgås (for mig), at en masse tanker og overvejelser flyver gennem hovedet. Jeg kom i den forbindelse til at tænke på, at når man først har prøvet klimaet på disse breddegrader kan man bedre forstå,, at det var i mellemøsten at Jesus, Moses og alle deres kumpaner valgte at slå sig ned. De har næppe haft fantasi til at forestille sig, at der kunne leve menneskelige væsner så langt mod nord som i Danmark. Der skulle da også gå 826 år inden vovehalsen Ansgar troppede op i Danmark. Jeg tvivler på at det skete for at gøre Danmark kristent, men nok mere for at fortælle om vejret langt længere mod syd. Her på stranden kan man så ligge og betragte alle de forskellige folkeslag der har valgt at holde ferie ved Rødehavet. Der er tykke, tynde, lave, høje ældre og gamle, og så er der selvfølgelig de muslimske kvinder, der noget uvant for os nordboere bader i heldragt. Slør og hele balladen. Jeg kom også her til at tænke på, at gud skabte alt på jord, men at det var kun mennesket der blev pålagt restriktioner. Jeg venter stadig at se en fisk i badedragt eller iført burka, og jeg har heller aldrig set geder og kameler traske til højmesse søndag formiddag. Det er da tankevækkende.

Hele formiddagen brugte vi ellers til at snorkle, og fruen ser jeg ikke meget til. Hun snorkler konstant, så jeg har truet med at inddrage hendes snorkeludstyr. “Det kan du lige prøve på” svarer hun bare grinende, “der er i øvrigt mere udstyr hvor det kommer fra”. Nå men jeg ville nu heller ikke turde gøre det, ja end ikke røre det, for så er jeg sikker på at hun ville blive meget stram i betrækket. Jeg hæftede mig i stedet ved en ca.60-åring mand der kom spankulerende i vandkanten iført leopard badebukser. De så forfærdelige ud, men i min barndom i 60erne var de meget populære. (for børn). Jeg kunne ikke li´ at filme ham, men han kunne have været et flot indslag i min dogmefilm. (Kan man i øvrigt tale om at dogmereglerne er rigide - det vil jeg lige tænke lidt over). Ellers må jeg generelt sige, at det kan være svært at finde nye motiver til filmen, idet vi konstant bevæger os lige omkring strand og restauranter. Det irriterer mig dog stadig at mit undervandskamera stod af. Jeg har utallige gange forsøgt at blæse liv i det, men jeg må nok erkende, at det endegyldigt er afgået ved døden. Nå ikke mere strand og kamera for i dag, og eftermiddagen er der heller ikke så meget at fortælle om. Jeg fik en lille lur, og så sad vi ellers på terrassen og slappede af. Først kl. ca. 19.00 bevægede vi os mod byen, men gjorde et kort ophold i receptionen. Vi ville købe lidt ekstra tid til på lørdag, hvor vi normalt skal forlade værelset kl. 12.00. Det er jo lidt tidligt når vi først bliver afhentet af bussen kl. 16.15. Ham i receptionen kunne ikke love noget, men ville kunne give os endelig besked lørdag morgen. Tilfældigt mødte vi guiden fra Atlantis Rejser, og fik os så en lille sludder med hende. Hun fortalte - hvad vi godt vidste - at russerne var en pestilens på disse kanter, og at man faktisk var begyndt at reklamere for “russerfrie” hoteller. Det kan jo nok give stof til eftertanke, og måske endda også for russerne. De fleste af dem har ingen anelse om hvad god opførsel er, og hverken taler eller forstår andet end deres eget modersmål. Hun fortalte også - hvad vi også godt vidste - at egypterne er meget stolte over hvad de udrettede i forbindelse med revolutionen, og at det med stolthed ser hen til frie valg der afholdes til efteråret. I øvrigt havde der på intet tidspunkt været optræk til uroligheder her på Sinai, så det havde gjort rigtig ondt da alle turisterne pludselig forlod landet.

Efter denne sludder gik vi ud og spiste, og Lone havde valgt den indiske restaurant “Tandori” som stedet hvor dette skulle ske. Vi har været der før, men desværre ikke med alt for stort held for mit vedkommende. Da jeg sidst spiste på stedet, havde jeg således ikke taget højde for at maden kunne være ret så “spicy”, så der gik kun tre nanosekunder før flammerne stod ud af munden. Dette huskede personalet da vi nu igen kom, og lovede mig at det ikke ville være så stærkt denne gang. Jeg fik noget med store rejer og karry, og det smagte faktisk rigtig godt. Jeg kan stærkt anbefale stedet, men det kræver noget lokalkendskab at finde frem til restauranten, der ellers ligger midt i byen. Efter aftensmaden købte vi igen lidt ind, drak en pilsner på Pirates Bar, og gik så hjem i seng. Endnu en skøn dag var til ende.

Nu begynder jeg unægtelig at løbe tør for ting at skrive om, for det er stort set det samme vi foretager os hver eneste dag. Nemlig at nyde det gode vejr, og ikke mindst ligge og snorkle i det akvarium som Rødehavet unægtelig er. Efter morgenmaden gik der derfor ikke lang tid inden vi lå ved stranden, og det vil i dette tilfælde sige præcis kl. 0745. Vi var i havet mange gange, og på et tidspunkt tog jeg den helt store tur. Det havde jeg glemt at fortælle fruen inden jeg stak til søs, så da jeg kom op gik hun og spejdede ud over havet. Jeg var nu også ret lang tid væk, og i mindst en halv time havde jeg ikke hovedet over vandoverfladen. Jeg har ikke målt hvor langt jeg kom rundt, men mindst 500 meter blev det da til. Mellem alt snorkleriet nåede vi heldigvis - eller måske nødvendigvis - også at indtage et par pilsnere samt oceaner af vand.

Da vi havde ligget der og daset i små 5 timer gik vi hjem og spiste frokost. Mens jeg så fik mig min obligatoriske lur, gik Lone igen til stranden. Hun var dog ikke forfærdelig længe væk, og var lidt småmobset da hun kom tilbage. Nogle arabere havde taget den solseng som hun havde tiltænkt sig selv, og det nærmer sig jo majestætsfornærmelse. Personalet i baren bemærkede hendes frustration, og hentede et nyt håndklæde til hende, ligesom de var behjælpelige med at finde en ny plads. Det var jo godt nok, men den arabiske indtrængen på hendes enemærker havde påvirket hende dybt. Da hun kom tilbage tilbragte vi resten af eftermiddagen med kaffe og afslapning på terrassen. Vi blev dog forstyrret en enkelt gang, nemlig da de ringede fra receptionen og spurgte, om alt var ok, og om der var noget de kunne hjælpe med på nogen måde. Vi sagde ikke at de kunne gå ned og jage de arabere væk, men gav udtryk for vores tilfredshed med værelse og hotel. Det var i øvrigt allerede 2. gang de har haft ringet.

Om aftenen gik vi til Naama Bay, hvor vi havde besluttet os for at spise på den italienske restaurant “Zigolini”. Her er vi kendt som røde hunde, og der gik ikke mange sekunder før hele personalet var samlet omkring os. De spurgte til alt muligt, men mest var de interesseret i at høre om vores store familie, og om de kom igen. Efter indtagelse af et dejligt måltid gik vi ud og handlede lidt ind, og på hjemvejen faldt vi ind på hotellets “Havanna Bar”. Efter et par drinks gik turen hjem i seng, men dog ikke uden at jeg fik skyllet dagens oplevelser ned med en godnatøl.

Dagen i dag adskilte sig ikke fra de første 5 dage, og i hvert fald ikke i et sådan omfang at jeg vil trætte eventuelle læsere og mig selv med detaljer. Som de foregående dage snorklede vi som besatte, og jeg blev mere og mere irriteret over at mit undervandskamera havde givet op. Jeg har forsøgt alle former for genoplivning, men når der er bølger inde bag søgeren er der nok ikke meget at gøre.

Efter at have daset hele formiddagen ved stranden, stod den på frokost og en lur da vi kom tilbage til værelset. Senere var det kaffetid, men jeg kunne ikke få det kamera ud af hovedet, så på et tidspunkt gik jeg på nettet og bestilte et nyt. Det skulle så meget gerne ankomme til vores domicil med posten på mandag, og så er alt ved det gamle. Da jeg nu alligevel var på nettet, gik jeg ind og betalte sidste rate på vores sommerferietur til Madeira, så lynhurtigt har man formøblet næsten 20.000,- gode danske kroner. Jeg kan i den forbindelse nævne, at alene det at være på internettet i 7 dage koster ca. 500,- kr. Det er dog muligt at købe tid for kun en enkelt time af gangen, ligesom man kan købe for en enkelt dag. Vi havde imidlertid købt den store pakke, idet jeg går på nettet i både tide og utide, da jeg ikke kan undvære nyheder mv. hjemmefra. Om aftenen orkede vi ikke at gå ud og finde en restaurant, så i stedet stod den på roomservice. Vi bestilte 2 gange laks (Scottish smoked salmon), og det smagte fortræffeligt. Helt undgå en tur til byen kunne vi dog ikke, idet vi var løbet tør for både vand og kolde pilsnere. Efter at have slået mave oven på den gode laks, gik vi derfor til byen for at købe vores nødrationer. På turen tilbage faldt vi igen ind på Pirates Bar for at få en drink, og den var særdeles tiltrængt, idet sveden tap løb af mig.

Aftenen sluttede vi på altanen, hvor vi bare sad og nød livet med kaffe og en kold pilsner. Jeg kan ikke huske det med sikkerhed, men jeg tror også vi fik en enkelt Gammel Dansk inden vi drog til køjs. Endnu en dejlig dag var tilendebragt.

I Danmark er man normalt - og af gode grunde - glad og tilfreds når temperaturen går i vejret. Her på disse kanter kan man ofte komme i den modsatte situation. Man nyder når temperaturen langsom går ned mod de 34 grader. En sådan var denne dag. Det var meget varmt, og kun livet i strandkanten gjorde overlevelse mulig. Inden vi nåede stranden denne dag, skulle vi dog som altid ha´ vores morgenmad, og derefter gik vi til receptionen for at betale den indtil nu oparbejdede gæld fra hotellets diverse restauranter og barer samt forbrug af internet m.v. Men så gik der heller ikke længe før vi lå vandret i strandkanten. Som sagt var det en meget varm dag. Jeg checkede ikke temperaturen, men da fiskene begyndte at smøre sig ind i sololie, og så i øvrigt trak sig et par meter længere ud, var vi klar over at det var meget varmt.

Også personalet på stranden var tydeligvis mærket af temperaturen, idet de konstant søgte skygge. På et tidspunkt var der et par stykker af disse ansatte som viste interesse for mit videokamera, så jeg måtte indføre dem i teknikkens vidundere. Vi sad så og sludrede et kvarters tid. De var begge gift og havde henholdsvis 3 og 1 barn hjemme i Cairo. Når de siger Cairo skal det dog tages med et vist forbehold, for 100 km. fra Cairo regner de også for Cairo. Den ene var security vagt, mens den anden vel nærmest var at betegne som altmuligmand. Deres arbejdsopgaver er stærkt begrænsede, for rent faktisk går de mere eller mindre rundt til pynt. Dette afspejles også i deres løn, som på nuværende tidspunkt ligger omkring 500,- kr. om måneden. Og som de sagde: Det er jo ikke meget for en familie. Nu ved jeg ikke om de 500,- kr. dækker over alle deres indtægter, idet der jo også falder en del af fra turisterne. De fortalte mig, at de var stolte og glade for Mubaraks afgang, og at de forventede bedre tider. Dog var de godt klar over at det ikke lå lige om hjørnet. Lige p.t. var det sværeste dog ikke den ringe løn, men derimod de 5 uger de var i Sharm El Sheik ad gangen. De savnede selvfølgelig deres koner og børn, men det var de vilkår de måtte leve under.

Ved middagstid - og efter igen at have snorklet vildt og inderligt - gik vi hjem og spiste frokost. Efter det tog jeg mig igen en lur, mens Lone for første gang lagde sig ud ved poolen. På dette tidspunkt lå temperaturen på 35,5 grader. Poolen ligger kun 20 skridt fra vores værelse, så hun kunne hurtigt komme hjem når det blev for varmt. Hun brugte tiden ved poolen til at udfylde diverse spørgeskemaer fra henholdsvis hotel og rejsebureau, så nu skal de bare afleveres ved en passende lejlighed. Sent på eftermiddagen begyndte vi at småpakke, for hvad der er nået i dag, skal vi jo ikke bruge tid på i morgen. Jeg vil lige her indføre, at vi i løbet af dagen, og inden aftensmaden, havde drukket 7,5 liter vand til sammen, og det kan jo fortælle noget om temperaturen. Nuvel - Om aftenen gik vi til Naama Bay for at spise på “Zigolini”, hvor de som altid var glade for at se os. (Det skal de jo være når der kommer kunder) Jeg fik “Slices of tenderloin beef med pebbersovs og pommes”. Det er det bedste jeg nogensinde har smagt på disse kanter. Resten af aftenen tilbragte vi med et par drinks på hotellets bar, og så gik vi endnu engang til køjs efter at have indtaget en enkelt pilsner på altanen.