Dagbog fra Khao Lak, Thailand 2011

Så oprandt dagen endelig. En rejse der havde været planlagt i mere end i et år, kunne nu endelig tage sin begyndelse, og så kunne man samtidig slippe væk fra alt den sne. Kl. 0900 blev vi afhentet af en hyrevogn, og så gik det ellers mod lufthavnen. Faktisk med det samme mødte vi Jens og Pia, som var blevet kørt til lufthavnen af deres privatchauffør (Maria), og så kunne den rigtige feriestemning tage sin begyndelse. Da vi skulle flyve på 1. klasse, var det meget nemt at checke ind, og det tog vel kun omkring et par minutter. Efter så at have passeret sikkerhedschecket, gik turen direkte til loungen for 1. klasses passagerer. Her fandt vi hurtigt nogle dybe lænestole, fik hentet noget godt morgenmad og en gl. dansk, og sad så ellers bare og sludrede. Det vil sige, Jens og jeg sludrede, for der gik ikke længe inden vi blev forladt af pigerne, som tilsyneladende havde en ubændig trang til at se på forretninger. De manglede jo selvfølgelig også noget lugtevand og andet til forskønnelse af et ellers noget alderspræget udseende. Der er ikke mange medikamenter der kan rette op på det, og jeg foreslog da også, at rynkerne bedst blev fjernet med en klemme eller 5 i nakken. Nå men under alle omstændigheder nød vi det rigtigt i de fine omgivelser, og det hele endte da også med at vi kom af sted med flyet kun en halv time forsinket. Så stod den ellers på skøn mad, hurtig betjening, og champagne. Derefter var der fri bar resten af tiden, og selvfølgelig endnu et kæmpe måltid 3 timer før vi skulle lande. Efter 10,5 times flyvning kunne vi endelig lande, men da var vi også begyndt at være trætte. Som 1. Klasses passagerer var vi de første der kom af flyet, og dermed hurtigt gennem diverse kontrolpunkter. Dog blev jeg taget ud til check i tolden. Formentlig fordi jeg med mit korte hår ligner en fra Hells Angels, men da vi fik dem forklaret at alle varer skulle fordeles på 4 personer, opgav de at gøre mere ud af det check. Der var nu heller ikke for meget. Inden afrejsen fra København blev jeg i øvrigt også checket i security. Jeg skulle stille mig op på en skammel, hvorefter en kvinde begyndte at befamle min krop. Da hun nåede op til skulderpartiet bad hun mig om at bukke mig, idet hun ikke kunne nå. Jeg foreslog diplomatisk at det måske var bedre at stige ned fra skamlen, men det lod hun som om hun ikke hørte. Nå det var et lille sidespring. Vi var nu ankommet til Thailand kl. ca. 0500 dansk tid, og jeg skal hilse og sige det var varmt. Jens og mine cigaretter tændte næsten af sig selv da vi kom uden for terminalen, men vi nåede nu ikke voldsomt mange hiv før det var tid for afgang med bussen. Efter ca. 1 times kørsel nåede vi frem til vores hotel uden for Khao Lak, og inden vi så os om var vi skrevet ind og havde fået 2 værelser ved siden af hinanden. Da vi havde smidt vores ting på værelserne, besluttede vi os for at gå en lille tur langs stranden. Derefter gik vi ned og spiste morgenmad, men det var nu ikke så meget det blev til, idet vi var så ganske velforsynet fra flyveturen. Nå men vi fik da klemt lidt ned i vores maver. Vejret var fint men ikke prangende, så der gik ikke så forfærdelig længe før vi benyttede lejligheden til at tage os en lur. Nogle af os sov i 2-3 timer, men Pia kunne ikke sove. Jetlaget var ved at indfinde sig, og det gjaldt i øvrigt for os alle fire. Efter luren gik vi ned på det lokale værtshus, hvor vi var godt kendt fra tidligere besøg, og hvor vi besøgte vores veninde Joi. Hun og resten af familien var helt utrolig glade for at se os, så Joi gav øllet gratis. Efter denne skønne pilsner - eller blev det til 2 - så gik vi en lille tur, og kom blandt andet forbi den lokale elefantfarm, og gik så hjem langs stranden. Vi kunne her konstatere, at langt de fleste spor efter tsunamien var væk, og at de sidste hoteller var genopbygget. Vi var som tidligere nævnt godt og grundigt ramt af jetlag, så efter at have indtaget mad på hotellet, gik vi til køjs. En lang dag eller 2 var gået godt, men i guder hvor var vi trætte.

Vi gik tidligt i seng i går aftes, hvilket i dette tilfælde vil sige kort efter kl. 2100. Vi var trætte som bare pokker, og stadig ramt af jetlag. Da jeg stod op til morgen, var det efter at have været vågen flere gange i løbet af natten, ligesom jeg drømte de mest underlige drømme. Som drømme nu er, så var der selvfølgelig hverken hoved eller hale i det, men selv om jeg som nævnt var oppe flere gange, faldt jeg hver gang tilbage i den samme drøm. Jeg skal skåne læserne for de nærmere detaljer vedr. drømmen, men kan blot oplyse, at min bil formentlig står ved Silvan eller i Rødovre Centrum. Således havde jeg glemt at tage bilen med hjem da jeg havde været disse steder, og var gået hjem. Det var umådelig dejligt da det blev morgen, og at jeg så kunne lægge alt det vrøvl bag mig. Nå men som vanligt var vi ret tidligt nede for at få morgenmad, og da det var overstået gik turen til stranden. Vejret var rimeligt, men stadig ikke prangende. Temperaturen var der imidlertid intet i vejen med, så det var bare skønt. Under normale omstændigheder ville vi have badet i havet, men da først Jens og så også andre gæster var blevet bidt af brandmænd, mente Pia at det var bedst at fortrække til den nærliggende pool. Det gjorde vi så. Jeg behøver vel ikke her at skrive, at vi et par gange måtte frekventere hotellets strandbar “Veranda”, der ligger helt ned til vandet. Her kunne man få alt hvad hjertet kunne begære af drikkevarer. Jeg ved ikke hvad pigerne fik, men Jens og jeg er mest til det lokale øl kaldet “Chang”. Omkring kl. 1300 måtte jeg have min middagssøvn, men da den var overstået gik det så småt løs igen. Det lyder så voldsomt, for dem der kender os ved, at alt går i et adstadigt tempo. Nu vel - vi var blevet tørstige, og jeg foreslog at vi gik ned på det lokale værtshus, der kun ligger ca. 150 meter fra hotellet. Da vi havde nydt et par pilsnere på stedet, tog vi en af de lidt specielle taxier til Khao Lak, en såkaldt tuk tuk. Vi sad på ladet som man jo gør på disse kanter, og blev så rystet godt igennem til vi nåede centrum af byen. Så stod den på shopping, og især Pia var svær at trække forbi de forskellige forretninger. Hun skulle ind og kigge stort set alle steder, så det tog sin tid før vi kom gennem byen. Nå men vi (Jens) var nu ikke meget bedre. Han skulle have et nyt ur, idet han havde glemt sit eget i Danmark. Han havde ikke snakket om andet end det skide ur siden vi kom, så nu havde vi endelig muligheden. Det lykkedes ham at få købt ikke bare et, men to ure. Et Rolex og et Omega, og måtte betale den svimlende sum af ca. 350.- kr. for det hele. Vi grinede meget af de priser - henset til mærkerne selvfølgelig - og jeg kunne da også berolige Jens med, at der var mere hund i hundekiks end der var Rolex og Omega i hans ure. Under besøget i Khao Lak var vi på et par bodegaer for at slukke tørsten, og den sidste af disse vi besøgte, blev vi tvunget ind i af Pia. “Gå nu ind og få jer en øl, så jeg kan gå lidt rundt i fred og ro”. Så var tonen slået an, og Jens og jeg protesterede kun meget vagt. Størrelsen af de øl vi fik overraskede os imidlertid, idet de godt nok var store. 66 cl. var de på, men vi fik os dog - ikke uventet - kæmpet igennem dem. Da vi nærmede os tiden for aftensmad, tog vi en taxi hjem igen, og igen gik det rystende godt. På hotellets restaurant “Veranda” var der proklameret “Jungle Night” og kæmpe buffet. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Vi plantede os ved nogle gode pladser tæt ved hav og buffet, og ikke langt fra scenen hvor der skulle være underholdning. Maden viste sig at være helt fantastisk god, mens underholdningen (dans) var noget provinsiel. Altså af meget begrænset kvalitet, og langt fra det vi normalt oplever i Broadway, Las Vegas og i Cirkusbygningen. Da vi ikke kunne få en krumme mere ned, gik vi til vores værelser, hvor vi fik et par drinks inden vi igen gik tidligt i seng. En dejlig dag havde fået sin afslutning.

Så fik jeg en rigtig god nats søvn, og jetlagget synes at have fortaget sig. Hvad der imidlertid ikke var helt perfekt var vejret, idet der var rigtig mange skyer da vi stod op. Det kunne dog ikke ødelægge vores humør, så vi gik som vanligt fulde af forhåbning til stranden. Megen sol blev det dog ikke til, idet den ganske enkelt ikke kunne trænge igennem. Vi havde denne gang lagt os ved poolen, men det blev vejret selvfølgelig ikke bedre af. I erkendelse af dette valgte Lone at frekventere spahuset på hotellet, hvor hun gennemgik en restaurering i form af pedicure, manicure og aromatic massage. Jens valgte at gå ud på stranden til de lokale massøser. Han fablede noget om at han ville ha intimmassage, men måtte dog nøjes med en Oilmassage alt imens han lå og kiggede ud over det Indiske Ocean. I ved Jens og korkegen. Pia ville ud og gå en tur for at shoppe lidt i den meget lille by ved hotellet. Altså. Det endte med at jeg lå alene tilbage, og havde fået til opgave at passe på håndklæderne. Og så ville det ikke værre end bedre, at himlen lige pludselig åbnede for alle sluser. Vandet pjaskede ned, og folk løb i alle retninger. Jeg selv blev lidt fanget af vandkaskaderne, idet jeg skulle samle håndklæder og andet udstyr ind før jeg kunne begynde at tænke på flugt. Til sidst nåede jeg ud af dette uvejr, og kunne så kun vente på at mine rejsefæller vendte tilbage. Der gik meget lang tid inden den første meldte sin ankomst, og for Lones vedkommende gik der mere end 2 timer. Nu var det jo også noget af et projekt personalet her havde kastet sig ud i. Da alle endelig var samlet gik Jens og Pia op og spiste lidt krummer på værelset, mens Lone og jeg bestilte mad i Veranda Bar. Så var jeg også ved at gå lidt “kold”, og måtte som alle andre dage ha mig en lur. Det fik jeg, og hvor var det skønt. Nu skulle vi så til at tænke på aftensmad, og Jens og jeg udtænkte en plan. Vi bestemmer sted og tid hver anden dag, mens pigerne gør det de øvrige dage. Dette var afstedkommet af gentagne indsigelser mod vores valg af flere ting, og vi håbede så at vi ved at deles om det, havde opnået et passende kompromis. Denne dag lod vi pigerne bestemme, og de fandt rent faktisk et skønt sted helt nede i vandkanten ikke langt fra vores hotel. En del af aftalen var også, at man ikke måtte klage og tid og sted, og helst skulle rose alle de trufne afgørelser. Inden vi nåede ned til omhandlede restaurant, nåede vi dog et lille besøg på det lokale værtshus, hvor vi havde tid til at lade de sidste brikker i aftalen falde på plads. Alle godkendte projektet. (mærkeligt nok) Da vi havde spist noget senere havde indtaget aftensmaden - for nogens vedkommende en lidt stærk fornøjelse - gik vi hjem og drak kaffe på altanen. Muligvis fik vi også en pilsner eller 2, men så gik vi også til køjs.

Vi vågnede op til et fantastisk vejr, så der gik ikke længe før morgenmaden var indtaget, og vi lå ved stranden. Kl. 0930 gik Jens og jeg et stykke ud ad stranden, hvor vi bestilte en ordentlig omgang massage. For sådan en times pinsler betaler man kun 300 Bath, hvilket svarer til ca.50,- kr. Under opholdet fik de øje på Jens´ negle og min læderhud under fødderne, så dem ville de selvfølgelig gerne kaste sig over. Vi afviste pænt, men lovede at komme igen en anden dag. Selv orkede jeg ikke at ligge på den massagebriks længere, så det var dejligt da vi endelig slap fri. Resten af formiddagen dasede vi ved henholdsvis pool og bar. Lidt efter middag gik Pia, Lone og Jens til et pizzeria i nærheden for at få lidt i maven. Jeg selv spiste et par bananer, og tog mig så den obligatoriske morfar. Da jeg stod op ringede jeg til Startour, hvor jeg bestilte udflugter for os alle fire. Det blev til en tur på elefanter i Khao Sok nationalpark på fredag, og en tur til en rigtig Thai-by ved navn Takua Pa. Den tur skal vi på næste onsdag, og for begge tures vedkommende er der tale om heldagsture. Da det var klaret gik vi igen ned til Joy (Det lokale værtshus), hvor vi fik et par øl, og så i øvrigt mulighed for at bruge hendes internet. Vi måtte jo se om der var sket noget ude i verdenen. Vi benyttede så samtidig lejligheden til at købe en heldagstur til noget der hedder Virgin Islands, og den blev bestilt til på mandag. Som det fremgår har vi nok af oplevelser foran os. Vi fik også indleveret vasketøj, 1,5 kg. Til den formidable sum af 90 Bath, hvilket svarer til ca, 11 - 12 kr. i alt til afhentning i morgen. Da mørket var ved at falde på, og da det var Jens og mig der skulle bestille spisested, var pigerne naturligvis nysgerrige efter at vide hvor det var. De prøvede alle mulige krumspring for af udfritte os, men den gik ikke. Da tiden for aftensmaden var nået, fik vi dem bragt til den nærmeste taxistation, og “smidt” op på ladet. Så gik turen til Khao Lak, og snart sad vi i en delvis skandinavisk restaurant ved navn Viking. (Manden er Thai mens konen er dansk). Der var rigtig mange mennesker, så man må sige at stedet er velbesøgt. Vi spiste forskellige retter, idet der var lidt for enhver smag. Jeg fik T-bone steak, Lone fik Thaikylling i sur sød sovs, Jens tornedos, og Pia planksteak. Lone og jeg var umådelig tilfredse med maden, men Jens og Pia havde forventet noget med mere smag. Nå men man jo ikke brokke sig, så efter en god middag gik vi en tur i byen. Det var måske svagheden ved vores valg af restaurant, nemlig at den lå inde i byen. Når først tøserne få øje på de mange forretninger, så kan det nok være der sker noget. Især Pia har et udpræget shoppinggen. Det er sværere at lære en gris at cykle, end at få Pia med ud af byen igen. Retfærdigvis skal det så siges, at jeg faktisk var den eneste der købte noget. Jeg købte et ur af meget fin kvalitet, der blandt andet er tryksikkert helt ned til 200 meters dybde. Hvad man så skal bruge det til. Jens og jeg har en aftale om at holde hinanden underrettet om hvis ur der holder længst, men vi er begge tilfredse hvis det holder til vi kommer hjem. Nå men dagen sluttede med en tur tilbage til hotellet, hvor vi drak kaffe på Veranda bar, og inden vi gik til køjs fik vi en drink - måske 2 - på altanen. Endnu en dejlig dag var slut.

Denne morgen mødte os med al den sol man kunne tænke sig, og da vi samtidig var tidligt oppe, kunne vi rigtig nyde stilheden og det smukke vejr. Efter at have siddet på altanen i en times tid, gik vi ned og spiste morgenmad. Vores naboer (Jens og Pia) havde endnu ikke givet livstegn fra sig, og må have været ganske udmattet efter dagen i går. Den var jo også hård - Vi lavede intet andet end at drive den af. Efter at have nydt morgenmaden i denne ganske fantastiske natur, gik Lone og jeg til stranden. Jens og jeg havde aftalt at skulle til massage på stranden, og da kl. var 0930 og Jens endnu ikke var dukket op, gik jeg selv ud og fik massage og ordnet fødder. Jeg kunne ikke se hvad hun gjorde ved fødderne, idet jeg lå på maven, men jeg kunne tydeligt mærke at hun havde det tunge materiel i gang. Nå men operationen lykkedes. Jeg fik en skøn massage, og dertil nye fødder. Da jeg kom tilbage til Lone var ægteparret fra skoven endnu ikke dukket op, men vi slog os til tåls med at de nok var gået en tur. Da de hen ad kl. 1100 meldte deres ankomst, måtte de erkende at have sovet ganske længe. Når man er på ferie kan man jo ikke sove for længe, men det var noget mere end planlagt. På vejen ned havde Pia bestilt en ordentlig omgang Wellness. Da der jo er en hel del der skal bearbejdes, havde hun fået tid omkring kl. 1400, idet personalet så mente at de ville kunne nå at blive færdige inden solnedgang. Hos os selv blev eftermiddagen brugt på den traditionelle lur og anden afslapning på værelse og altan. Hen ad kl. 1700 var de blevet færdige med Pia. Onde tunger påstår, at de havde været 3 personer om at restaurere hende, men så var hun godt nok også blevet smuk. Nu var det så tid til at hente vores vasketøj hos Joy, og da ingen ville gå glip af samtidig en drink, var vi alle pludselig på vej. Vi nød vores drink og den gode stemning, og kunne så bevæge os tilbage med vasketøjet og lægge det på hylden. Det er ganske imponerende hvad man på disse kanter kan få ud af sit vasketøj. Selv underbukserne er der kommet pressefolder i, og Jens,s skjorter der ikke havde set et strygejern i mands minde, blev ganske enkelt som nye. Nå men videre i teksten. Aftensmaden indtog vi på hotellets Veranda Bar, hvor der var underholdning (dans og musik) kaldet Andaman Candle Night. Maden var fantastisk god thai-food, men vi havde ikke mere end lige sat os, før det begyndte at smådryppe. Vi frygtede det værste, men da personalet ikke reagerede på det, blev vi stille og roligt siddende. Det blev da heller ikke til mere end lidt smådryp, så vi nød bare den skønne aften. Hen ad kl. 2100 gik vi mod vores værelser, idet dagen i morgen kan blive ganske hård med tur i Junglen. Det må i så læse om senere.

Vi stod alle op kl. ca. 0600, idet vi som nævnt i går skulle på en lang tur. Vi nåede at få vores bad og morgenmad, men havde faktisk ret god tid, idet vi først ville blive afhentet kl. 0800. Næsten præcis kl. 0800 blev vi da også afhentet. Jeg havde forventet en rigtig bus, men det der ankom var en lille minibus. Selv om sæderne var betrukket med læder, og minibussen i øvrigt ganske flot, var det intet mindre end noget lort at køre i. Jeg måtte sætte mig midt på bagsædet for at få plads til benene, og mine fødder kunne dem på række et få glæde af. Samtidig var bussens vinduer placeret meget lavt, hvilket gjorde det svært at kigge ud. Den lille midtergang i bussen var for undertegnede meget svært passabel, så nu har jeg overvejet at gå lidt på skrump. Nå det var den bus. Vi blev først kørt til en by ved navn Takua Pa (En by vi skal besøge rigtigt på onsdag), og der blev der gjort ophold ved det lokale marked. Vi var alle inde og se det gedemarked, hvor hønsefødder og slanger blev stuvet sammen til noget der må antages at skulle indtages af mennesker. Det så forfærdeligt ud, men det værste var, at det stank forfærdeligt. Hvor pigerne herefter gik hen skal jeg ikke kunne sige, men Jens og jeg listede om til en lille flod hvor vi indtog en stille pilsner. Efter lidt mere end en halv time gik turen videre, og vi satte kurs mod det sted i Khao Sok Nationalpark hvor vi skulle sejle i kano. Jeg ved ikke helt hvor lang tid det tog at nå frem, men det virkede som meget lang tid da vi som bekendt ikke sad godt. Da vi nåede frem til det sted hvorfra vi skulle søsættes, måtte vi vente lidt før nogle lokale kom baksende med 6 kanoer. Så gik det til søs gennem en helt fredfyldt jungle. Det vil sige, der var masser af dyrelyde inde fra skoven, men store og vilde pattedyr så vi ikke. Det blev til 3 slanger, nogle store frøer og kæmpe edderkopper. Turen endte efter 7 kilometer og 2 timers padling. Midtvejs havde vi dog gjort et lille ophold under en klippeformation, hvor vi blev trakteret med kaffe. Kaffen blev drukket af kopper i form af bambus, og smagte efter min mening forfærdeligt. Jeg kan her lige indskyde, at vi for nogle år siden sejlede på samme flod, men denne gang var der betydelig mere vand i floden. Det havde den positive indvirkning, at det lykkedes for undertegnede at komme hele turen igennem uden at gå på grund. Sejlturen fik som bekendt en ende, og dernæst gik det til en restauration i junglen hvor vi fik skøn lokal mad. Så kom der en ret lang køretur for at nå frem til elefanterne, men vel efter en times kørsel - de sidste på forfærdelige veje - nåede vi frem. Også her havde vi været før, og det virkede som om en af elefanterne kunne huske dette møde. Først skulede den en smule nysgerrigt, men vendte så hovedet væk. Hele dens mimik og væremåde viste tydeligt, at den ikke ønskede at have undertegnede på ryggen. Nå men vi kom alle op på elefanterne, hvor Lone og jeg kom til at ride bagerst. Jeg ved ikke hvad elefanten hed, men den var godt nok noget sløv. Den prustede og stønnede, og vi kom da også hurtigt langt bagud. Efter en halv times ridning i en meget stenet - og til tider stejl bæk - nåede vi frem til stedet hvor der skulle gøres holdt. Af en smal sti kravlede vi så op til en lille sø hvor der var mulighed for at bade, men den del af seancen sprang vi over. Vi nøjedes med at nyde livet i skoven, og kunne efter en halv times tid begynde at kravle tilbage mod de ventende elefanter. Vi kom med den samme elefant tilbage, men denne gang gik det nedad, og det behagede den tydeligvis noget mere. Hurtig var den dog på ingen måde, så vi var de sidste der kom i “land”. Så var dagens tur også ved at være forbi, og vi kunne begynde køreturen hjem. Vi ankom til hotellet kl. 1710, hvor vi var meget hurtige til at tage et bad. Vi var mildest talt møg beskidte alle sammen, og stank efter vores egen mening forfærdeligt. Aftensmaden indtog vi på hotellet, og så kunne vi ellers kl. 2200 drive i seng fuldstændig udmattede.

Denne dag var allerede fra begyndelsen aftalt til at være en afslapningsdag oven på den lange dag i går. Afslapning på disse kanter er ensbetydende med at ligge og dase ved poolen, og så gå i baren en gang eller to. Efter morgenmaden lykkedes det mig at få gang i opdatering af hjemmesiden, hvilket foregår i hotellets lounge hvor der er trådløst netværk. Efter dette - og efter at have sat mig ind i de danske nyheder - gik jeg til stranden hvor Lone allerede havde indfundet sig. Skovfolket var endnu ikke dukket op, og havde taget det med en stille og rolig dag meget bogstavelig. Nå spøg til side. De kom inden ret længe, og så lå og sad vi bare og nød det dejlige vejr. Et par gange kom der nogle strandsælgere forbi, og på et tidspunkt blev Pia ramt af lynet. Hun for ned til en af dem, og begyndte at kigge på kjoler. Lone - formentlig meget mod sin vilje - fulgte umiddelbart efter, mens Jens og jeg trak os lidt tilbage for at betragte en sådan handel. Efter et kvarters forhandling m.v., kom pigerne tilbage med 2 kjoler hver. De havde angiveligt fået dem afsindigt billigt, og det var lykkedes for dem at få prisen pruttet ned til noget der nærmede sig halv pris. Sælgeren havde nærmest grædt over at skulle sælge til den lave pris, idet hun havde flere børn og bedsteforældre at forsørge. Nå men de fik altså de kjoler som de havde kigget efter det meste af livet, og kunne berette om til hvilke lejligheder de var tænkt benyttet. Hvis jeg ikke tager ganske fejl, så bliver de kun brugt ganske få gange, og indgår så i samlingen af gammelt kluns i et skab hjemme i Danmark. Oven på denne storslåede handel - og med alle de penge de havde tjent - mente vi at der måtte være råd til en kold pilsner eller to, og de gled da også fint ned. Pigerne havde endog sparet så meget, at der også var råd til drinks til dem. Så gik turen tilbage til liggestolene for at slappe af. Der gik imidlertid ikke ret lang tid før en ny sælger viste sig i horisonten, og min gud om ikke også han blev angrebet af Lone og Pia. Mens de endnu engang var i forhandling, blev de af en preuser af hunkøn bebrejdet at de handlede med disse strandsælgere, hvilket var noget hotellet angiveligt advarede imod. Pia fik svaret noget i retning af: De skal jo også leve, og så trissede hun af. Havde jeg været til stede, og havde jeg kendt hendes ærinde da hun henvendte sig, ville jeg uden tøven have givet hende svar på tiltale. Det er jo nok at de invaderede hele Europa, og nu skal de sgu ikke begynde at fortælle os om hvordan man opfører sig. Nå men pigerne fik handlet færdigt, og kom tilbage med endnu 2 kjoler hver. Igen selvfølgelig til urimeligt lave priser alt imens sælgeren nærmest havde tårer i øjnene. Jeg så sælgerne kort efter da de kørte fra stedet i deres bil, og med et stort banner proklamerede, at de havde lukke for salg resten af året grundet glæde. Men det er en helt anden historie. Sent på eftermiddagen var vi så nede og indlevere vasketøj på den nærliggende beværtning, og kl. 1900 kunne vi sætte os til bordet i restaurationen på hotellet. Aftenens tema var “Asian Night”, og så var der mad så det bare ville noget. Vi indtog alverdens ting fra sushi til revelsben, og sluttede af med kager i alle afskygninger. Prop mætte gik ved 9-tiden til vores værelser for at slappe af. Dog lånte Jens og Pia min laptop, og fik på den måde kommunikeret lidt med fædrelandet. Så gik den ellers også til køjs for os alle…

Denne dag var igen afsat til ren og skær afslapning, så da vi havde spist morgenmad gik Lone og jeg til havet og lå så og flød på hver sin stol. Da Jens og Pia dukkede op godt op af formiddagen, var Jens angiveligt meget tørstig, og foreslog at vi gik en herretur langs stranden. (retning Komoi,s Corner). Da vi nåede frem fik vi hurtigt bestilt en Chiang-øl, og så sad vil ellers bare og nød livet. Vi sad der rent faktisk temmelig længe og sludrede, så mon ikke vi nåede af få 2 øl. Jeg husker det ikke med sikkerhed. Da vi kom tilbage havde alle lyst til en dukkert, så vi tog en fælles tur i havet, hvilket som bekendt er helt fantastisk på disse kanter. Så stod den ellers på mere afslapning i det gode vejr, men da vi nåede frem kl. 1300 var det som vanligt tid for en lur til undertegnede. Jeg sov i en times tid og satte mig så på altanen for at nyde skuet. Pludselig blev jeg dog kaldt til live af telefonen der ringede. Det viste sig at være Joy fra det lokale rejsebureau som desværre måtte meddele, at vores planlagte og betalte tur til Virgin Island dagen efter var aflyst. (Der fandtes ingen ture dertil den pgl. Dag). Vi kunne få vores penge retur, eller vi kunne købe en tur til en anden destination. Jeg aftalte med hende, at vi ville komme lidt senere på dagen, og at vi nok var mest til en anden tur. Da Lone var kommet hjem - og efter at vi havde drukket kaffe på altanen - bevægede vi os ned til Joy. Vi skulle under alle omstændigheder have været dernede, idet vi skulle afhente en ny portion vasketøj. Nå men vi fik afholdt et møde med Joy, og fik så ændret turen fra Wirgin Island til Surin Islands. Min ændring af turplanen var truffet uden Jens og Pia,s vidende, men da de kom gående lidt efter, kunne jeg sætte dem ind i ændringerne over en stille pilsner. Alt blev accepteret, så alle var glade og tilfredse da vi lidt senere gik op for at spise. Jens, Pia og Lone spiste noget thaimad, mens jeg blev ved det lidt mere velkendte. Dagen sluttede på altanen, hvor vi sad med et par sjusser til vi gik i seng. En ny og lang dag var i vente…

I dag var vi meget tidligt oppe, og allerede kl. 0710 blev vi afhentet af en minibus, som skulle køre os til havnen hvorfra dagens tur til Surin Islands skulle tage sin begyndelse. Inden vi nåede så langt, skulle vi dog først forbi andre hoteller for at hente gæster. Ingen af stederne var gæsterne imidlertid klar, idet chaufføren var langt forud for den opsamlingsplan der var lagt. Vi måtte derfor vente ved hvert hotel, og først efter ca. 5 kvarters kørsel nåede vi frem til båden. En ca. 15 meter lang speedbåd med plads til 44 passagerer, og til at drive os frem var den forsynet med 3 kæmpe Honda motorer på hver 225 hk. Nå men vi startede nu ikke med at stikke til søs, men måtte venter lidt på nogle gæster som skulle ankomme helt nede fra Phuket. Ventetiden brugte vi til at besøge et stort monument der var rejst til ære for de mange omkomne ved tsunamien i 2004. På disse kanter taler man om tiden før og efter 2004. Da Phuketfolket var ankommet fik vi et kort foredrag om hvad der var os i vente, og så stak vi ellers til søs. Og tju hej hvor det gik. Med fuld skrue ud i det Indiske Ocean. Langsomt forsvandt fastlandet bag os, og først efter halvanden times sejlads dukkede vores mål - Surin Island - op i horisonten. Da vi lidt efter lagde os for anker, var det i en meget smuk bugt, og med henblik på snorkling. Pia og jeg valgte at blive på båden, og kunne så derfra se de andre gæster snorkle som gale. For Jens var det første gang han snorklede, og der gik da også kun få sekunder før han havde både maske og snorkel fyldt med vand. Han gispede en hel del efter vejret, og gjorde vel alle de fejl man kunne gøre inden det begyndte at gå bedre. Under alle omstændigheder mistede han ikke modet, og til sidst var det svært at få ham stoppet. Han kunne dog efterfølgende berette om en helt fantastisk oplevelse med masser af fisk og klart vand. Han var helt vild, og kunne næsten ikke vente til der skulle snorkles igen. Herefter sejlede vi ind i en anden bugt, og ved at bakke med båden, kunne vi komme så tæt på land at vi kunne vade i land. Her var der også virkelig skønt, og vi nød i fulde drag den smukke natur. På øen var der opsat telte og nogle enkelte bungalower og dertil en reception i bambus, men alt var selvfølgelig meget primitivt. Når man færdedes på øen var det som at går rundt i Bounty-land. På øen indtog vi også vores frokost i form af dejlig thai-mad, og så var det tid for en ny tur til søs for at snorkle. Allerførst ankom dog longtailbåde, der måtte sejle os ud til speedbåden på grund af lavvande. Igen var Jens og Lone ude i havet, men selv fra båden kunne Pia og jeg se at der var gudesmukt med masser af fisk og de smukkeste koraller og anden fauna. Efter en lille times tid på dette sted sejlede vi til et nyt sted, og denne gang kunne jeg ikke lade være med at gå i havet sammen med de andre. Jeg skal ikke komme nærmere ind på oplevelsen, men den var som forventet stor, og selvfølgelig med masser af fisk. Efter snart en hel dag på havet var det blevet tid for igen at bevæge os mod fastlandet, så som en raket fløj vi ud over havet. Efter ca. 20 minutters sejlads fandt personalet ud af, at der ikke var ligevægt i båden. Den yderste bagbords motor havde svært ved at nå ned i vandet, og så blev jeg bedt om at flytte over i den side. Jeg protesterede ikke voldsomt, men foreslog dog at de kunne tage 3 af de små kinesere i stedet for lige mig. Vi havde faktisk 3 meget små kinesere med ombord, og jeg er sikker på at de hver ikke vejede over 40 kg. inkl. cykel og skoletaske. Det skal dog nævnes, at det ikke var børn, men voksne kvinder godt oppe i trediverne. Nå men med min flytning fik alle motorer bedre fat, og efter små to timers sejlads nåede vi sikkert tilbage til fastlandet. Først lige før kl. 1900 var vi tilbage på hotellet, og vi var meget trætte efter den lange dag. Vi fik os dog taget sammen til at gå ned i vores egen restaurant. Her spiste vi alle pizza, men så gik det også retur til værelserne, og snart efter på hovedet i seng. En lang og dejlig dag var slut. Nye oplevelser venter…

Dette skulle være en dag i afslapningens tegn, så vi havde absolut ingen planer da vi stod op. Efter morgenmaden gik Lone og jeg til poolen, og et godt stykke oppe ad formiddagen dukkede skovfolket op. Alle var vi veludhvilede, men desværre kom der flere og flere skyer som formiddagen skred frem, så det endte med at vi frekventerede en bar. Inden dette havde Jens og jeg dog været ude for at købe cigaretter. Vi må på en eller anden måde være gået galt. Godt nok fik vi købt cigaretter, men inden vi så os om, sad vi bænket på et lille listigt sted. Det varede naturligvis et godt stykke tid før vi nåede tilbage, så vi forsøgte at fortælle, at vi havde været nødsaget til at gå den lange vej til Khao Lak for at få fat i de skide cigaretter. Den var der imidlertid ingen der troede på, så da pigerne ville i baren grundet vejret, fulgte vi troligt med. Da det blev ved med at være gråt i vejret, besluttede vi os omkring middagstid for at tage os en lur alle fire. Planen var derefter at tage på en lille shoppingtur til Khao Lak, idet Pia skulle ha´sig en snorkel og maske. Hun havde fået en ubændig lyst til at snorkle, og da muligheden for at lære snorkling i en pool her på hotellet er stor, ville det være oplagt at benytte denne lejlighed. Alt gik stort set efter planen indtil vi skulle af sted. Hen over en kop kaffe besluttede vi os for at tage til Bang Niang (Ligger lidt nord for Khao Lak), hvor vi ville se den meget kendte politibåd der under tsunamien blev kastet 2 kilometer ind i landet. Beslutningen var taget, så det varede ikke længe før vi var på vej i taxi. Her på disse kanter er en taxi ensbetydende med ladet på en pick-up. Da vi havde set politibåden tog vi en taxi tilbage til Khao Lak hvor vi fik købt udstyr til Pia. Da Pia og Lone efterfølgende ville shoppe, gik Jens og jeg ind på et lille listigt sted for at få os en pilsner eller to. Her lagde Jens og jeg så planer for resten af dagen/aftenen. Det var vores tur til at bestemme aftenens spisested, og da det denne dag var fuldmåne, skulle det selvfølgelig være en romantisk aften. Efter diverse indkøb i Khao Lak gik turen tilbage til hotellet, og efter et velfortjent bad gik Jens og jeg forrest mod det sted vi havde planlagt. Vi gik først direkte ned til stranden, og så gik vi nogle hundrede meter i vandkanten. Da vi nåede frem til den af os udvalgte strandrestaurant, fandt vi plads helt ud mod havet. Mere hyggeligt kunne det ganske enkelt ikke være. Vi valgte forskellig menuer, og for Pia,s vedkommende skulle det vise sig at være endog meget stærkt. Hun er normalt ikke bange for spicy mad, men pludselig sprang hun op fra sin stol og væk fra bordet, og for enhver var det både synligt og hørligt, at hun havde indtaget noget ganske specielt. Det viste sig at hun havde gumlet i en hel chili, og at munden stort set stod i flammer. Personalet kom ilende til undsætning, og da de blev klar over problemets størrelse, kom de løbende med salt. Det gjorde det da også, men det varede længe inden hun kunne kysse Jens igen. Mens vi spiste lykkedes det for os at købe nogle meget store lamper lavet af rispapir, og med indbygget brandbart materiale som gør det muligt at sende det til vejrs. Dette gjorde vi så efter maden, hvor vi sendte alle 3 ud over det indiske ocean, og hvor de så i øvrigt forsvandt væk i skyerne meget højt oppe. Det skal dog nævnes, at den sidste lampe (ballon) var lidt tung i røven, og endte sine dage kun ganske kort fra land. Efter denne lille seance gik turen langs med stranden tilbage til hotellet, hvor vi gik op i hotellets lounge for at få en drink at sove på. Vi fik hver en “Slingarpore Sing”. Det kalder vi dem her på disse kanter, og vel vidende at der er byttet lidt rundt på konsonanterne. Vi drak kun en enkelt af disse ildvand, og gik så i seng kort efter kl. 2200. Vi måtte således tidligt i seng, idet vi dagen efter skulle på en længere tur til Takua Pa. Herom i næste afsnit af dagbogen.

Nu begynder man desværre at kunne se en ende på en skøn ferie, men heldigvis er der dog flere gode dage tilbage. Én af disse dage skulle blive netop i dag, idet vi skulle på tur til en rigtig thailandsby, og dermed langt væk fra alt hvad der har med turisme at gøre. Efter at have indtaget vores morgenmad m.v., blev vi afhentet på hotellet kl. 0900, og så gik turen mod nord og ind i landet. Vi samlede dog nogle andre turister op på vejen, og var til sidst samlet i 2 minibusser. Vores første egentlige stop var ved et tilsyneladende helt normalt hus - så normalt som det nu kan være på disse kanter - og her skulle vi se en fabrik hvor de fremstillede og bearbejdede cashewnødder. Man havde svært ved at forestille sig en fabrik ligge på dette sted, men det var faktisk hvad der gjorde om end den var lille. Da vi kom ind bag huset sad der en halv snes kvinder og knuste nødder på en lille håndbetjent maskine, og fyldte så kernerne op i en lille spand. Til trods for at de var elendigt aflønnet, og at arbejdsforholdene var langt fra danske forhold, var de tilsyneladende tilfredse med deres meget ensformige arbejde. Kvinderne kunne komme og gå som det passede dem, idet de var aflønnet efter vægten af de nødder de sad og pelsede. Vi købte 2 poser nødder for 130 bath pr. pose.Nå men turen gik videre, og det næste sted var et kort ophold ved en kirkegård, hvor ukendte ofre fra tsunamien lå begravet. Kirkegården var bestemt ikke velplejet, og som nævnt vidste man ikke hvem der lå der. Man formodede at de fleste var illegale indvandrere fra Burma. Man havde DNA-materiale fra dem alle, så i tilfælde af at nogle skulle søge deres pårørende, ville det være muligt. Rent faktisk var det sket i ca. 80 tilfælde. Der var vist mange nationaliteter og også danske, svenske, finske og norske. Efter dette lidt triste mindesmærke kørte vi til det egentlig mål for vores tur, nemlig til Takua Pa. Her gik vi sammen med guiden rundt i byen (i øvrigt hans hjemby), hvor han viste os hvordan livet leves i Thailand. Jeg vil ikke her nævne alt det vi så, men vi besøgte flere forretninger, og herunder et apotek. Her kunne man stadig købe medicin efter ældgamle opskrifter i form af planter, slangeskind, stødtænder fra elefanter o.s.v. Vi så flere tilsvarende besynderlige forretninger, men gjorde til sidst holdt ved en coffeshop for at få lokal kaffe og lidt blødt brød. Kaffen var ingen større oplevelse, men det gled da ned. Inden vi helt forlod byen besøgte vi en privat grundskole, hvor børnene havde frikvarter. Hold da fast hvor var det nogle skønne unger. De kom løbende med deres scrapbøger, nogle dog kun med udrevne sider fra deres skolehæfte, hvor vi så måtte skrive i dem. Jeg skrev mit navn mindst hundrede gange. Jeg tog også video af børnene, og viste dem efterfølgende optagelserne. Stor morskab var der, og et sted jeg ALDRIG vil glemme. Næste stop var et Buddhistisk tempel. Det var helt fantastisk flot i meget overvældende farver, men i guder hvor var det blevet varmt på dette tidspunkt. Templet er meget svært at beskrive, så det vil jeg bare lade stå på nethinden, på foto og på film. Så steg vi på bussen igen, og skulle som næste stop se en kagefabrik. Det lyder tosset, men for pokker hvor var det interessant. Igen forestillede man sig ikke at der i sådan en bygning kunne være industri. Industri er måske også så meget sagt, men en håndfuld mænd og kvinder - den ældste 90 år - og søsteren på 87 år sad også og lavede kager i hånden. Efter bagning blev de lagt i flotte æsker, og herefter kørt ud til kunderne. Vi smagte rent faktisk nogle af kagerne, og de smagte skønt som de blev indtaget lune og friske. Og så fik vi en æske med hver. Det sidste vi skulle se inden frokost var et kinesisk tempel. Det var interessant, men langt fra så flot som det første. Til gengæld stank der af røgelse, hvilket fik Pia til at fortrække. Frokosten blev indtaget ved en flodbred i Takua Pa (Takua Pa River), hvor vi blev bespist med lokal skøn thaimad, og dertil en dejlig stor og velfortjent pilsner. Efter frokost sjoskede vi til det gamle marked, men dinglede så ellers bare rundt i byen. Dinglede er nok det rette ord, for det var så varmt, at man var ude af stand til at sætte farten op. Denne bytur var vores afslutning på hvad det lokale rejsebureau kaldte Takua Pa Explorer, så herefter gik dem hjem til hotellet. Det skal afslutningsvis nævnes, at vores engelsktalende guider var helt fantastiske. Han tryllede i bussen så det var en fryd på turen ud, men det må jeg berette om på et andet tidspunkt. Inden turen havde ingen af os haft de store forventninger, men det er nok den største af alle oplevelser indtil nu. På turen hjem til hotellet havde vi en kvindelig guide, der også var thai, og hun hed Kwan. Begge guider har oplevet tsunamien og selvom det er en grim naturkatastrofe, var det interessant at høre om katastrofen fra hestenes muler, Kwan påstod, at thaierne og skandinaverne har fået et specielt og nærmere forhold til hinanden Aftensmaden blev indtaget ved stranden på hotellet, og med efterfølgende kaffe og drinks i hotellet lounge. Da klokken var 2200 var vi mætte af oplevelser, og faldt i søvn efter at have ramt madrassen.

Afslapning og atter afslapning. Det var hvad denne dag skulle bruges til, og det blev den så. Efter morgenmaden gik turen direkte til poolen, hvor vi faldt om på et par solstole. Efter en rum tid kom Jens og Pia, og så var vi igen alle samlet og i fint humør. Dette var også dagen hvor Pia skulle lære at snorkle, men det skulle vise sig ikke at være noget for hende. Trods flere forsøg følte hun det klaustrofobisk, så vi måtte til sidst udsætte yderligere forsøg til et andet tidspunkt. Efter et stykke tid skulle Jens ned til vores meget lille by for at købe cigaretter, og som en rigtig bror ville jeg selvfølgelig ikke lade ham gå alene. Så vi vandrede af sted (ca. 300 meter), og fik da også købt de cigaretter han skulle bruge. Jens foreslog så at vi aflagde Joy et besøg. Jeg prøvede at stritte imod, men lod mig til sidst overtale meget mod min vilje. Det gik da også som jeg havde frygtet, nemlig at vi fik drukket 2 Chang. Chang betyder i øvrigt elefant på thai, og sjovt nok kalder de lokale også mig for Chang. Det synes de er vældig skægt, mens jeg har svært ved at se sammenhængen og det sjove i det. Da vi kom tilbage til hotellet var pigerne gået i strandbaren, så af hensyn til husfreden måtte vi følge efter og drikke endnu en Chang. Omkring kl. 1300 var det for undertegnede tid for en lur, så jeg gik op og lagde mig en times tid, mens de andre blev ved stranden. Da jeg vågnede var de andre også kommet op, men Jens fortalte at Pia var blevet syg med influenza lignende symptomer. Hun lå inde i sin seng og henholdsvis frøs og svedte. Det var unægtelig ikke godt, men vi kunne kun håbe at hun hurtigt ville komme på mærkerne igen. Det kom hun desværre ikke, så da vi gik ud og spiste om aftenen, var vi kun 3. Shit. Nå men vi spiste på hotellets Veranda Bar, hvor der var “Andaman Night” med masser af musik og dans. Vi havde set showet før, men det gjorde nu ikke noget. Da vi var stopmætte gik vi op på vores værelser. Lone og jeg bestilte en flaske rødvin hos room service, og så sad vi ellers og nød den frem til kl. ca. 2230 hvor vi gik i seng. Jeg skal her lige nævne, at det ægte Rolex ur som Jens havde købt i Khao lak en af de første dage, endte mere eller mindre sit liv på vores tur til Takua Pa for et par dage siden. Remmen knækkede ganske enkelt, så Jens overvejer at klage til Rolex. Selv ure af god kvalitet er altså ikke som de var i gamle dage. Nok om det - jeg skriver igen i morgen, hvor vi så kan håbe at Pia er kommet i klar bedring.

Pia var desværre ikke blevet rask da vi stod op her til morgen, hvorfor de har ringet efter en lokal heksedoktor, der har meddelt sin ankomst kl. 1030. Efter morgenmaden gik Lone og jeg til stranden, mens Jens blev oppe hos Pia. Ved 11-tiden kom Jens til stranden. Han var blevet endog meget tørstig, og havde netop overværet lægens besøg hos Pia. Lægens konklusion havde været enkel. Hun fejlede ikke en skid, og diagnosen lød på hypokondri. Da jeg efter at have nydt et par pilsnere sammen med Jens og Lone, og efter at have sovet til middag, sprang Pia da også rundt som en vårhare. Nå spøg til side. Hun var stadig noget sløv og utilpas, men fik da lidt mad i sig, og var sammen med Jens nede for at aflevere vasketøj. Ved 16-tiden kørte Lone og jeg til Khao Lak for at shoppe det sidste vi manglede. Således havde Lone allerede flere dage forinden spottet nogle “ægte” armbånd af mærket Pandora, så sådan et skulle vi naturligvis have fat i. Først shoppede vi dog nogle andre ting og fik os en pilsner på en af de lokale restauranter. Jeg fik blandt andet købt endnu et par ægte Lacoste trøjer. Det var ikke i dette tilfælde nødvendigt at prutte om prisen, idet den unge mand i butikken kendte os i forvejen. “Hello Papa Chang - 2 shirts for 550 Bath and size XXXL) Man ved ikke rigtigt hvad man skal sige til dette. Det skulle da lige være “hold din kæft din idiot - du behøver da ikke at råbe så højt”. Da vi lidt efter nåede frem til “Pandora” gik forhandlingerne i gang, og jeg er alene med for at få priserne ned. Resten har jeg ikke forstand på. Som altid startede vi ud med at skulle have et armbånd, og da jeg ikke kunne tæske prisen længere ned, spurgte jeg så til prisen for 2. Det gav selvfølgelig lidt ekstra rabat, og da vi endte med at købe 3 armbånd, var den samlede pris nede på 750 Bath. (Ca. 150,- kr.) Så ingen tvivl om at det var ægte varer vi havde købt, og de blev da også leveret i originale æsker og i en lille fiks taske med Pandora navnet på. Lige inden turen til Khao Lak havde vi indleveret vores sidste vasketøj hos Joy, så der bliver ikke meget vask når vi kommer til Danmark. Hjemkommet til hotellet var Pia kommet lidt mere på benene, så da vi om aftenen gik ned for at spise i hotellets restaurant, var hele rejseselskabet samlet. Pia storspiste bestemt ikke, men bare det at se hende på højkant var skønt for os alle. Efter aftensmaden delte Lone og jeg en flaske vin på altanen, og kl. 2230 gik det i seng for næstsidste gang hernede. Shit

Dette burde jo være en ganske normal dag vi stod op til denne morgen, hvilket det da også var på mange måder. Dog sad det banket fast i baghovedet, at det var den sidste hele feriedag, og at den forestående nattesøvn ville blive endog meget kort, idet vi skulle med bussen til lufthavnen allerede i morgen kl. 0335. Dagen kom på mange måder til at ligne de 2 foregående - og flere før dem - hvor vi henholdsvis dasede ved stranden, frekventerede baren, ligesom vi gik nogle korte ture. Om eftermiddagen var vi nede og hente vores sidste vasketøj hos Joy, og fik samtidig sagt farvel på en pæn måde ved at tømme lidt ud i butikkens antal af øl. Dog kun stærkt begrænset, idet vi som nævnt ville få en travl og anstrengende nat. Efter aftensmaden afregnede vi i receptionen og bestilte morgenvækning m.v. Kl. 2130 gik vi til ro, men allerede kl. 0200 blev vi vækket af indtil flere indstillede vækkeure og hotelvækningen. Vi fik hurtigt lavet os noget kaffe, og sad så og nød denne i tropenatten på altanen. Kl. 0315 blev vores kufferter afhentet på værelset, og 20 minutter senere sad vi i bussen på vej mod lufthavnen. Det var med lidt vemod at vi nu skulle sige farvel til dette skønne sted, men der var jo intet vi kunne gøre ved det. Den eneste trøst vi kunne finde var, at der var fuld gang i VM-håndbolden hjemme i Danmark, og at vores landshold indtil videre havde klaret sig særdeles godt. Resten av VM var noget som ikke mindst Jens og jeg glædede os til at komme hjem og overvære. Efter en times kørsel nåede vi frem til lufthavnen, og da både security og indcheckning gik som smurt, havde vi masser af tid indtil flyet skulle afgå kl. 0700. Præcis kl. 0700 lettede flyet, og så havde vi 12 timer og 10 minutters flyvning. Et fly er unægtelig ikke det mest spændende sted at sidde i så mange timer, så vores store trøst var, at vi sad behageligt på 1. klasse. Men efter denne lange tur nåede vi langt om længe frem til København, og unægtelig til en helt anden temperatur. Maria og Trine stod klar i lufthavnen for at hente Jens og Pia, men vi var hurtigt hjemme med en Taxa. En helt fantastisk dejlig ferie var slut. Vi nåede kun et kort farvel i lufthaven, men vil så i løbet af kort tid igen mødes med Jens og Pia for at udveksle minder m.v.