Rejsedagbog fra Hilton Waterfalls 2010

Så oprandt dagen - dagen vi havde set frem til længe - nemlig turen til Hilton Sharm Waterfalls i Sharm El Sheik. Vi stod meget tidligt op, nemlig kl. 0330. Så var der lige tid til lidt soignering, 2 til 3 kopper kaffe og 6 smøger. Præcis kl. 0430 ankom Jens og kørte os til lufthavnen. Vel ankommet så langt kunne vi nu checke ind, og da vi rejser så meget som vi gør, kender vi alt til selvindchekning og bagagedrop. Mens der var lang kø foran skranken til Sharm, var vi klar til at gå gennem security efter ca. 10 min. Vel inde i ankomsthallen kunne vi så igen bænke os og få noget kaffe og lidt morgenbrød. Lidt mere besværligt var det med at få sig en smøg, og jeg måtte meget mod min vilje erkende at det havde meget lange udsigter. Nå men vi kom af sted fra København stort set til tiden, og efter de obligatoriske ca. 5 timers flyvning, kunne vi for 10. gang sætte vores fødder på Egyptisk jord. Vejret var helt som forventet, nemlig ikke en sky på himlen, og ca. 30 grader. Kl. ca. 1430 lokal tid ankom vi til vores hotel efter kun ca. 30 min.s kørsel med bus. Vi har de første der blev sat af, så det hele gik meget glat. Vi blev herefter ordnet de nødvendige papirer i receptionen, og de forslog så, at hvis vi havde lyst og var sultne, ja så kunne vi bare gå i restaurationen og spise. Det var ganske gratis, idet vi var blevet forsynet med et armbånd der viste, at vi boede med alt inklusive. Meget smart men ikke rigtig min stil. Nå men vi fik da spist, og en boy bragte herefter vores kufferter til vores værelse 2811. Værelset er med havudsigt og beliggende i samme bygning som restauration og reception m.v. Det var og er et dejligt stort værelse med en god udsigt over Rødehavet. Temperaturen var fantastisk, og især fordi solen have gemt sig bag en bygning. På værelset stod der både kaffepulver og en el-kedel, så det varede ikke længe inden vi sad på altanen med en god kop varm kaffe. Skønt var det og så fik vi samtidig læst alle de brochurer som vi havde fået udleveret fra henholdsvis Apollo og hotellet. Vi havde nok at se til, og til vores store overraskelse kunne man købe en tur til Israel omfattende besøg ved Det Døde Hav, Jerusalem samt Bethlehem. For en stærkt troende person som mig lød det helt fantastisk, og især henset til, at vi begge kunne komme af sted for kun 420 USD. Nå men det var noget der skulle undersøges nærmere, så foreløbig koncentrerede vi os om at pakke lidt ud og få skik på det hele. Så fik jeg i øvrigt også tid til en lille lur, og den var unægtelig tiltrængt. Kort før kl. 1830 gik vi en kort tur omkring hotellet, hvor det nu var blevet bælg mørkt. Det var ikke meget vi kunne se udover en masse lys i forskellige farver og nogle springvand. Det hele virkede imidlertid ganske godt, så vi var meget fortrøstningsfulde da vi lidt senere gik ind og spiste. Vi var blevet noget sultne, så der blev indtaget end del. Hvad vi spiste må stå hen i det uvisse, og til trods for at det er inkluderet i prisen, vænner jeg mig aldrig til deres asiatiske køkken. Nå men vi blev da mætte - endda meget mætte - og så gik vi hen i den nærliggende bar og fik os en kop kaffe eller to. Sammen med vores kaffe sad vi bare og stenede, og glædede os vel bare til en god lang søvn og at se sollyset igen. Efter kaffen gik vi op på værelset, idet vi så langt fra var færdige med at gennemse vores materiale og planlægge en eventuel tur til Israel. Der skulle således læses meget mere om det. Inden vi kunne tage en beslutning. Da der var gået lidt mere end en time havde jeg fået noget der vel må siges at kunne sammenlignes med abstinenser. Jeg trængte til en kop kaffe mere, så inden vi så os om var vi igen bænket i baren. Jeg drak kaffe mens Lone fik sig en Pinacolada. Kl. 2200 var der underholdning på hotellets amfiteater. Mens jeg gik hen og fik et kort glimt af de optrædende dansere, gik Lone tilbage på værelset. Den form for underholdning havde vi set 6000 gange rundt omkring på kloden, så det var nu heller ikke mange minutter jeg brugte på det. Da klokken var 2300 var vi begge i køjen, og så varede det ikke længe inden vi sov som sten. En ny dag venter….

Her på dag 2 vågnede vi allerede kl. 0545, og så kunne vi jo ligeså godt stå op. Da jeg kom ud på altanen var det ved at lysne i øst, og temperaturen lå på 24 grader. Det var jo herligt, for så kunne jeg sidde i underbukser og nyde en morgensmøg. Der var som vanligt ikke en sky på himlen, men mod sædvane var der relativt mange mennesker der allerede var kommet på benene. Vi fandt senere ud af hvorfor. Men kl. 0630 gik vi ned til et veldækket morgenbord, og kunne så bare nyde at det hele var betalt. På trods af at der kun lige var åbnet for morgenmad, var der også uvant mange mennesker som skulle have tidlig morgenmad, men det skænkede vi nu ikke mange tanker. Da morgenmaden var indtaget gik vi op på værelset for at gøre klar til dagens gøremål, hvilket primært var at skulle ligge og dase ved vandet. Vi havde også brugt tiden på at undersøge mulighederne for at komme på en tur til Israel som jeg nævnte i går. Der var absolut ingen problemer med at komme på sådan en tur, og det skulle angiveligt være fantastisk at ligge på ryggen i Det Døde Hav og læse avis. Der var imidlertid et stort minus, og det væltede vores planer. Turen begyndte kl. 0100 om natten, hvorefter man kørte i bus 7-8 timer. Så var det direkte ud på ture, og når man nærmede sig aften, gik det direkte tilbage til Sharm El Sheik med ankomst omkring kl. 0100. Altså 1 døgn i en bus, og det orkede vi ganske enkelt ikke. Således blev planen om en tur til Israel “canslet”, og vi valgte at gøre det en anden god gang. Nå men efter at have gjort os klar til både badning og dykning drog vi kl. 0745mod hotellets strand. Det var peace og cake da der trods den korte afstand er en svævebanelignende anordning. Meget eksklusivt må man sige. Da vi nåede ned til det første store pool-område opdagede vi hvorfor hotellets gæster havde været så tidligt oppe. De havde selvfølgelig været oppe for at lægge håndklæder. Der fandtes stort set ikke en ledig solseng i miles omkreds, og det både ved pool og strand. Solsengene var naturligvis ganske tomme, og det var tilsyneladende kun Lone og mig der var faktisk tilstede. Jeg fantaserede om at samle hele skidtet sammen i en stor bunke, og så i øvrigt placere mit luksuslegeme hvor jeg ønskede det. Jeg gik dog hurtigt væk fra disse planer, for det ville have taget timer at samle alle de håndklæder sammen. Til sidst lykkedes det os at finde 2 ledige solsenge på en klippehylde, og her kastede vi så anker. I de følgende timer lavede vi ikke meget andet end at læse, dase, løbe i baren, og så i enkelte perioder filme og undersøge forholdene på hotellet. Det kan om hotellet siges, at det er utrolig flot og med nogle store skønne værelser. Alle de positive sider til trods så er det som om der mangler noget. Nemlig lidt by hvor man kan daske rundt og følge livets gang. Her kan man ikke bare gå til Naama Bay og få en drink på en fortovscafé, idet vi bor lidt isoleret. Nærmest lidt som i et reservat, men unægtelig et uhyggelig flot reservat. Der er ingen problemer med at komme ud fra “Reservatet”, idet der holder adskillige hyrevogne lige uden for. For et ganske lille beløb kan man også dagligt komme med hotellets “shutlebus” til Naama Bay og Sharm El Sheik by. Nok om det - vi har det jo skønt. Da vi omkring kl. 1300 havde spist frokost og fået os en kop kaffe, gik jeg op for at få mig den daglige morfar. Alt imens gik Lone en tur på en times tid, og da hun kom tilbage var det kaffetid endnu engang. Denne gang lavede vi kaffen i lejligheden, hvilket gav mig mulighed for at skrive dagbog for den første dag. Først hen omkring kl. 1500 kunne vi sidde på altanen, det 45 grader er lige i overkanten af hvad vi kan klare. Det er altså kun på altanen der er så varmt, for ellers ligger temperaturen stødt omkring 30 grader. Jeg skal faktisk også her lige nævne, at der var ret store bølger her til morgen, og det afstedkom at der var røde flag oppe, og muligheden for havbad og snorkling var ikke muligt. I hvert fald kun hvis man er total idiot. Nå men kl. 1640 mødte vi op uden for reservatet, idet Apollo havde en gratis bustur rundt i Sharm El Sheik. Vi besøgte først et dykkercenter, så Sinai,s største Moské, og så afsluttende med et besøg i Sharm El Sheiks “Old Town”. I Old Town skulle vi også se en papyrusfabrik, men den sprang vi over. Vi har tidligere set papyrusfabrikker, så efter at have travet byen tynd tog vi en taxa hjem. Det var helt rart at slippe ud af kløerne på alle de sælgere. Næsten alle spurgte “where are you from”, og når man så svarede Denmark, var det lige så lidt overraskende at de replicerede med: Oh Copenhagen - a Wonderful town”. De har aldrig været der, og får heller aldrig råd til at komme der. Nå men hjemme igen var det tid til aftensmad. Temaet for dagen menu var “Italiensk aften”, men jeg synes nu det lignede meget det vi fik i går. Efter mad og kaffe gik vi på værelset og slappede lidt af samt skrevet lidt dagbog. Vi sluttede dagen af med en drink i baren, og kunne så efterfølgende fra altanen overvære kåringen af Mr. Hilton der fandt sted på amfiteatrets scene. Så var det blevet sengetid, og vi gik i seng ved 23-tiden. I morgen bliver Lone jaget tidligt ud af fjerene, for hun skal ned og lægge håndklæder inden solen står op. Nu vil vi sgu ha´ en god plads.

Vi sov en smule længe i dag. Jeg stod først op kl. 0610, og Lone kom ca. 10 min. efter. Vejret var igen som det skulle være med varme og ikke en sky på himlen. Mine planer fra i går skulle snart vise sig ikke helt at holde stik, idet jeg regnede med at Lone skulle sendes ned med håndklæder for at spærre pladser ved den bedste pool. Kl. 0630 var det i stedet mig der blev sendt af sted, og så gik det ellers noget søvnigt ned gennem resortet inden jeg nåede frem til poolen. Der var allerede lagt en hel del håndklæder, men der var dog ingen problemer med at finde en god plads til os. Dagen var reddet. Jeg tog herefter svævebanen op til restauranten, hvortil Lone nu var ankommet. Morgenmaden blev indtaget med velbehag inden vi igen gik op på værelset for at gøres os klar til endnu en badedag. Da vi lidt senere indtog vores pladser ved poolen var alle solsenge okkuperet, så det var godt at vi hurtigt havde lært lektien. Hele formiddagen lå vi så bare og dasede og læste bøger. For mit vedkommende lydbøger. Kl. lidt over 10 hentede Lone kaffe, og lidt senere hentede hun minsandten også juice. Vi var umenneskelig tørstige, så det varede ikke længe inden jeg hentede mere juice og Pinacolada. Her på tredjedagen bliver mange ting nemt lidt af en gentagelse. Det beror selvfølgelig på at vi stort set ikke laver andet end at slappe af og så i øvrigt nyde det gode vejr og den smukke natur. Kl. ca. 13 spiste vi frokost (temaet var libanesisk), men jeg kunne nu ikke se den store forskel fra de andre dage. Det skulle da lige være, at det lykkedes mig at finde noget der lignede en hakkebøf, og som faktisk smagte ret godt. Spisningen var dog hurtigt overstået, så efter også at have indtaget en kop kaffe, gik jeg op og fik mig en god lang morfar. Lone valgte at gå en tur i heden, men satte sig mig bekendt ned i vandkanten og nød livet. Mens vi sad og drak eftermiddagskaffe kom vi til at tale om Naama Bay. Vi savnede begge denne by, og inden vi havde set os om, havde vi besluttet os til at tage derind og spise lidt senere. Som sagt så gjort. Ved 1730 tiden gik vi ud mod skaren af ventede hyrevogne, men på vejen mødte vi tilfældigt en norsk Apollo-guide (Monica). Vi fik en lille hyggesnak, og så spurgte vi selvfølgelig om hvad vi max måtte betale for en hyrevogn til Naama Bay. Hun sagde at det lå mellem 25 og 30 kr., men det sidste var nok det mest sandsynlige. Dog måtte vi under ingen omstændigheder betale mere. Således bevæbnet gik vi mod de ventende hyrevogne, og der gik da også kun ca. 1 sekund før vi havde kontakt med den første chauffør. Han spurgte om hvortil vi skulle, og jeg svarede koldt og kontant, at vi skulle til Naama Bay, og at vi ville betale 30 kr. (Pund) for turen. Han virrede lidt med hovedet og sagde så okay. De 8-10 kilometer var hurtigt kørt, så inden vi så os om stod vi i det pulserende Naama Bay. Hold da kæft hvor var det dejligt at “komme hjem”. Vi daskede ned gennem byen hvor der allerede var masser af liv, og fuld tryk på alle restauranter. Vi startede dog med at købe nogle smøger, som i Naama Bay kun koster en tredjedel af hvad de koster på vores hotel. Nemlig 6,50 kr. mod 20,- kr. på hotellet. Så gik vi til det nærmeste supermarked, hvor Lone købte noget Nescafé. Disse indkøb var hurtigt overstået, så vi satte kursen mod Restaurant Zigolini. For de indviede er det den italienske restaurant beliggende på 1. sal for enden af hovedgaden. Ikke overraskende blev vi genkendt af personalet med det samme, og så fik vi ellers bestilt mad og drikkelse. Efter et godt måltid fik vi sagt farvel og på gensyn på behørig vis, og så traskede vi ellers en tur langs strandpromenaden. Vi havde ikke gået ret langt før vi stoppede og beundrede en ny restaurant der var under opførelse. Vi havde imidlertid ikke kigget i mange sekunder før en egypter henvendte sig til os. “Det koster kun 100.000 pund - hvad tror i det ville have kostet hjemme hos jer? “, lød hans forventningsfulde spørgsmål. Jeg gættede på 1 million eller 2, og det mente han var et godt bud. Så begyndte han ellers at snakke om alt mellem himmel og jord, og mens vi besvarede nogle af hans mange spørgsmål, stod jeg og tænkte på hvor jeg havde set ham før. Jeg kunne ikke komme i tanke om det, men da vi skulle til at gå videre, spurgte han om vi ville ind og se hans shop der lå lige ved siden af. Det var kodeorden, for det var den satans beduin der havde forsøgt at snyde mig for et par år siden. Dengang var vi lige kommet ned på stranden om morgenen, da jeg opdagede at min lighter lå hjemme på hotellet. Det var jo noget af en katastrofe, så jeg gik de 100 meter op til byen for at købe en ny. Der var imidlertid ingen forretninger der var åbnet endnu, og så gik han faktisk hen og blev min redningsmand. Pludselig havde han stået foran mig, og havde spurgt om jeg ville se hans shop. Hertil havde jeg svaret, at det ville jeg kun på betingelse af at han solgte lightere i den forbandede shop. Det svarede han bekræftende på, og så gik vi mod hans shop. Inde i shoppen lå hans far og sov på gulvet bag disken, og et lille barn henne i et hjørne. Min ven listede en lighter op af lommen, og lod herefter som om han tog den fra et bord. Jeg fortalte ham uden omsvøb at det var “daylight”, og at jeg ikke ville betale for en gammel og halvtom lighter. Han var klar over at han ikke kunne snyde mig i dette tilfælde, så han bad mig om at vente (mellem det sovende personale). Det gjorde jeg så, og ca. 5 min. Senere kom han forpustet tilbage med en anden lighter. Den var sgu nok også brugt, men ikke desto mindre ville han have 25 pund (kr) for den. Jeg gjorde ham bekendt med at den pris kunne jeg under ingen omstændigheder acceptere. Forhandlingerne trak herefter noget ud. Det endte med 15,- kr., men så fik jeg også en halv liter kildevand med i købet. Det var ikke så tosset endda, og vi var vist godt tilfredse begge to. Nå det var en lille afstikker. Vi drog efter samtalen med “beduinen” op gennem byen for at komme frem til skaren af hyrevogne der holdt og ventede på kunder. 3-400 meter fra holdepladsen blev vi passet op af endnu en egypter. Han var taxachauffør og påstod at han kendte os fra i går, og vidste også at vi boede på Hilton Waterfalls. Det sidste var ganske rigtigt, men vi mente nu ikke at have set ham før. Han spurgte om vi var på vej til hotellet, og i givet fald ville han give en fair pris på køreturen. Jeg fortalte ham ganske nøgternt, at vi gerne ville køres hjem, men at en fair pris for mig var 30 pund, hvilket vi havde givet for udturen. Han gav straks håndslag på de 30 pund, og så vandrede vi ellers i hurtigt tempo ud til hyrevognene. Det mest spændende ved den lille travetur var faktisk, at vi kom gennem en lille bydel som jeg aldrig havde set før, og som vi må ind og studere nærmere en anden dag. Vi blev som aftalt kørt til hotellet med 120 km. i timen, så det varede ikke længe før vi var hjemme. Vi gik direkte i baren og fik lidt at drikke, for det havde unægtelig været en spændende tur i enhver henseende. Inden vi gik til køjs gik vi igen i baren for at slappe lidt af oven på dagens anstrengelser, og kom herunder til at snakke om den pudsige taxachauffør som angiveligt kendte os, vidste hvor vi boede, men som vi ikke mente at kende. Pludselig sagde Lone. “Det er sgu da fordi han har set vores røde armbånd at han ved hvor vi bor”, og så faldt alting pludselig på plads. Det var så den dag, og så kan jeg skrive videre i morgen…..

Dagene går som bekendt meget hurtigt når man er på ferie, og man forundres over at vi allerede nu har lagt halvdelen af ferien bag os. Vi nyder det stadig i fulde drag, og har endnu ikke set en eneste sky eller tegn på noget sådan. Vi stod op kl. 0610, og efter ca. 20 minutters tid blev jeg sendt ned med håndklæder. Det mente Lone var nemmest på den måde. Jeg vandrede troskyldigt af sted - halvt i søvne - men blev lidt mere vågen da svævebanen til min store overraskelse ikke kørte. Der var så kun en mulighed, og det var apostlenes heste ned mod poolen. Da jeg som bekendt ikke har nogen favorit blandt guder, ja så jeg bad jeg i dette tilfælde en stille bøn til Allah om at lortet måtte virke når jeg ca. 10 min. efter skulle op. Det var nøgternt betragtet det mest naturlige at rette henvendelse til ham, idet man måtte formode at han på hjemmebane havde ekstra magt. I modsætning til de 3 første dage kunne jeg godt mærke at det var ekstra varmt denne morgen, men der var for første gang heller ikke den mindste vind der rørte sig. Tænk om man skulle traske op af alle trapperne efter at have lagt et par håndklæder. Det ville i heldige tilfælde være ensbetydende med hjertestop, og jeg har på nuværende tidspunkt intet ønske om at komme i Paradis til hans 12 jomfruer. Hvad pokker skal man med 12 jomfruer i min alder, så det lod jeg ham også lige vide. Nå men jeg nåede frem til poolen, fandt et par stole, og røg mig så lige en smøg for at have luft nok til at komme op til det veldækkede morgenbord. Da jeg så skulle op var alle mine bønner tydeligvis blevet hørt, idet svævebanen nu kørte til både min og mange andres tilfredshed. Det skal så lige i den forbindelse nævnes, at jeg for en sikkerheds skyld også havde sendt en bøn til Odin, Thor og Buddha på vej ned, så jeg ved ikke rigtig hvem af dem der skulle udpeges som den rette redningsmand. (Og så er det ikke engang løgn). Da jeg nåede op i restauranten var fruen ankommet, og havde smilende bænket sig meget tæt på det enorme udbud af mad. Vi fik imidlertid hurtigt indtaget den mad vi ønskede, og gik så op på værelset for at gøre klar til endnu en dag ved poolen. Allerede kort før kl. 0800 lå vi bænket ved poolen, og alle pladser var optaget af håndklæder der var lagt ned. (Dette har været en problem andre steder hvor vi har været, men her virker det unægtelig ekstremt. Det værste er næsten at man selv indfanges af dette håndklæderæs, og dermed selv udgør en del af problemet). Nå men allerede efter et par timer kunne jeg både se og høre at Lone var ramt af varmen. Hun kunne hverken læse eller tænke men blot udtrykke et “puha hvor er det varmt” efter hvert andet minut. Heldigvis var klokken så blevet 1000, så jeg fik hende reddet ved at slæbe hende ned til baren. Her indtog vi masser af juice, kaffe og is, og burde så kunne holde resten af dagen. Det kunne Lone dog ikke. Kort efter kl. 1200 kastede hun håndklædet officielt i ringen, og ville nu gerne et smut op på værelset og køles lidt af. Det gjorde vi så, og det skulle også hurtigt vise sig at hjælpe på hendes velbefindende. Da hun var kommet til hægterne gik vi ned og spiste, og bestilte et par store juice. Tjeneren havde ikke mere end lige vendt ryggen til før jeg havde tømt mit glas, hvorfor jeg måtte ha fat i ham igen. Jeg svingede lidt med en 5 pund seddel, og gjorde ham klart at betjenten var umanerlig tørstig. Den fangede han. Han glemte alle andre gæster, og drønede hen og hentede mere juice. Han fik sine drikkepenge, men 5 min. kom han og spurgte om jeg skulle have mere, for i givet fald skulle jeg bare vinke efter ham. De penge er med garanti givet godt ud, og er et trick vi benytter meget ofte. Der er noget ubehageligt ved bestikkelse, men det har til tider også sine fordele, og når man så bare kalder det drikkepenge, ja så bliver det jo ganske acceptabelt. Det får faktisk et skær af nødhjælp til underbetalte egyptiske tjenere. Lone brugte det samme trick senere på dagen. Hun ville ned for at skifte poolhåndklæder, idet vi havde haft dem i 3 dage, og nu trængte de til en gang vask og strygning. Ved udlånet havde vi opgivet vores værelsenummer samt afleveret et håndklædekort, og hun var derfor helt på det rene med at han ikke kunne finde os i bogen for i dag. Lone ville sige undskyld og så i øvrigt beklage den lange udlånstid. Hun var klar over at hvis han skulle gennemgå bogen for at finde vores navn, ville det i bedste fald tage noget af en 6-dages krig. Jeg forbød hende at sige undskyld - vi har ikke noget at undskylde, men stik ham en femmer. Det gjorde hun så rent faktisk, og blev modtaget med ordene “no problem madam”, mens femmeren i sammenkrøllet form gled ned i hans lomme. Mens fruen på denne måde klarede håndklæderne, fik jeg mig den daglige morfar på værelset. Resten af eftermiddagen tilbragte vi ellers på altanen, hvor vi nød udsigten og det gode vejr. Efter aftensmaden stod den igen på afslapning på altanen hvor vi læste i vores bøger. Hvad der bekymrede os en smule mere var dog, at vi begge begyndte at få dårlig mave. Lone havde haft dårlig mave det meste af dagen, mens mit først kom til aften. Nu må vi se hvordan det udvikler, men indtil videre tager vi det meget roligt.

Vi sov helt til kl. 0630 i dag, hvilket nok må tilskrives en lidt dårlig søvn. Lone havde på grund af maveonde været oppe 3 gange i løbet af natten, mens det ikke havde været nødvendigt for mig. Vi havde dog begge dårlig mave også her til morgen, så vi traf en hurtig beslutning. Efter morgenmaden rekvirerede vi en læge via hotellets personale, og han var allerede på vores værelse under en time efter. Vi satte ham ind i problemet, og så fik vi ellers begge 2 målt blodtryk og taget temperatur. Blodtrykket var fint hos os begge, og feber var der heller ikke noget af. Vi blev også banket på maven, men udover at det lød hult var alt ok. Så trak han medicin op af tasken, og satte os ind i hvordan og hvornår det skulle indtages. Han var her vel i en lille halv time, og så kom regningen på bordet. Vi måtte slippe 130 Euro for konsultationen og 200 pund for medicinen. En lidt underlig måde af afregne på, men bare det hjælper skal vi ikke klage. Vi blev også sat i en lille kur. Han fortalte hvad vi måtte spise og ikke spise. Af frugt skulle vi holde os til æbler og bananer, og så i øvrigt ville kogt mad være godt. Det sidste bliver han nu ikke ene om at bestemme. Dr. Hani som læge hed. troede i øvrigt vi var englændere, og det kan da kun tages som et cadeau til vores fantastiske engelsk. Spøg til side. Han talte selv meget dårligt engelsk, så vores skoleengelsk har på en eller anden måde overrasket og imponeret ham. Inden vores redningsmand forlod os, gjorde han klart at den tildelte medicin kun var til en person, men at vi kunne hente et tilsvarende sæt hos ham kl. 1130. Da Dr. Hani havde forladt os kastede vi os frådende over medicinen. Det første medikament var antibiotika, og bestod af nogle kæmpe store piller. Normalt sikkert beregnet for kameler. De andre to produkter var noget der skulle opløses i vand og så drikkes. Det ene af disse smagte faktisk rimelig godt, og vi var forventningsfulde da vi gik ombord i det sidste glas. Det var flot orange og duftede af den skønneste limonade. Det skulle imidlertid vise sig at være den eneste sammenligning der kunne bruges til noget. Det var nemlig noget der mindede om rent salt, og jeg tror det kom direkte fra Rødehavet. Det var svært at klemme ned, og det bliver bestemt ikke hele æsken der bliver spist. Efter lægebesøget drog vi til poolen, hvor vi så lå og daskede i nogle timer. Kun afbrudt af nogle besøg i baren. Jeg følte mig ganske frisk, mens Lone ikke mente at være helt på toppen endnu. Kl. 1200 gik vi op på værelset, idet Lone følte sig lidt overophedet af solen. Det var også varmt, men ikke værre end at jeg sagtens kunne klare det. At Lone havde problemer må nok tilskrives hendes maveonde, men vi var dog i den henseende i klar bedring. Jeg følte mig fit for fight, men kunne godt mærke at jeg trængte til en morfar. Efter at have spist frokost lagde vi os på køjen, og så gik der kun få øjeblikke før vi begge sov skønt, ja faktisk sov vi i 2 stive timer. Da vi stod op havde Lone det også meget bedre, og til vores store overraskelse kunne vi se at der havde været personale på vores værelse mens vi sov. Ingen af os havde hørt et klap, men de havde sat et fad med æbler og bananer ind til os. Det tager vi som udtryk for at være en del af kuren, og så i øvrigt indeholdt i de medicinudgifter vi havde haft. Vi satte os ud på altanen med hver sin kop kaffe, og kunne så grine af den lille morgenoplevelse, også selv om det sandt for dyden er noget lort. Nå vi må videre. I går skrev jeg om den “nødhjælp” vi havde tildelt en tjener i restauranten, og som nogen forveksler med bestikkelse. Hvad det end er så hjælper det imidlertid. En lille forklaring følger her. Når man går ned for at spise aftensmad står der på et skilt ved indgangen til restauranten. “Wait here and you vil be seated”. Der står en kødrand af mennesker og venter på at komme ind, og det kan godt med mit temperament virke lidt irriterende at stå og vente. Er man lidt for sent på den må man vente på at der bliver et ledigt bord, og det er unægtelig træls. Da vi i dag kom ned for at spise, og i øvrigt stod som nr. 100 i køen, fik den bestukne tjener øje på mig helt oppe for enden af trappen. Han gjorde tegn til at ville reservere et bestemt bord til os, og jeg nikkede selvfølgelig bare anerkendende. Kort efter sad vi bænket ved det ønskede bord, og han drønede af sted efter drikkevarer. Sådan skal den ged barberes, og han får i øvrigt en femmer igen i dag. Hvad kan det ikke udvikle sig til. En lille pudsig episode opstod i dag da vi sad i baren og fik en kop kaffe. Et dansk ægtepar henvendte sig til os, idet de mente at kunne se vi var danskere,og henviste til mine H2O-sko. De spurgte om vi havde haft bøvl med vores maver for det havde de haft siden tirsdag. Det kunne vi selvfølgelig bekræfte, og fortalte hele vores lidelseshistorie, og at vi allerede var kommet over det. De fortrød at de ikke havde tilkaldt en læge, og kun havde gjort brug af tilfældige apoteker og diverse beduins urtemedicin. De havde været i Egypten 5 gange før, og havde ikke taget det med maven så alvorligt denne gang. Det ville de absolut gøre igen i fremtiden, og så i øvrigt også tilkalde en læge når problemet opstod. Jeg vil nu slutte denne dags oplevelser, idet vi efter aftensmaden og aftenkaffen ikke lavede andet end at slappe af på altanen.

En ny dag og stadig herligt vejr. De dårlige maver er stort set ovre, så det egyptiske medicin har trods alt gjort sin virkning. Vi stod op som vi plejede omkring kl. 0600, hvorefter jeg gik ned og placerede vores håndklæder strategisk godt. Morgenmaden blev hurtigt overstået, og så lå vi igen og dasede i det dejlige vejr ved poolen. Jeg skal ikke underholde så meget med det, for vi foretog os stort set intet andet end at læse, gå i baren og drikke kaffe, men det er nu heller ikke at kimse af. Det skal her lige nævnes, at jeg på et tidspunkt fik lyst til et glas iste, og det bestilte vi naturligvis i baren. Det var Lone der var sat på opgaven som skaffer, og personale fortalte hende at de ikke havde det i baren, men at det kunne skaffes. Iste var dog ikke omfattet af all inklusive, så vi måtte selv til lommerne. Da Lone gav udtryk for at det ikke var noget problem, løb 2 mand rundt på hotellets store område for at skaffe remedierne. Det tog en krig, men det lykkedes dem at finde noget der blev smidt i en blender med is,og så i øvrigt serveret i 2 store glas. Da fruen nåede frem til mig med herlighederne, og samtidig med at jeg tog den første slurk, blev jeg utvetydigt gjort opmærksom på, at hun ikke ville have noget vrøvl med mig dersom det ikke smagte, idet der var gjort meget for at skaffe isteen i hus. Hun havde kun lige sagt det, da jeg sagde at det ikke smagte af andet end vand. (Det lignede det i øvrigt også). Da hun selv smagte sit gav hun mig ret. Det var ikke værd at drikke og slet ikke værd at give penge for, men sådan er der jo så meget. Sådan er der jo så meget når man prøver lykken langt fra Danmark, og et eller andet sted er det jo trods alt også derfor vi er her, og ikke på en oversøisk oplevelsestur. Kl. 1230 gik vi op for at spise, og så skulle jeg ellers ha en morfar. Lone vandrede ned til havet for om muligt at snorkle lidt, men det opgav hun grundet forholdene. Jeg vågnede kl. 15 på grund af varme, og det viste sig at strømmen var gået, og at vores aircondition dermed også var stået af. Det er ikke ualmindeligt at strømmen går på disse kanter, men strømafbrydelsen varede nu langt længere end normalt. Vi havde tidligt på dagen observeret, at aftensmaden ville være tyrkisk inspireret a la Istanbul, hvilket uden tvivl betød, at det ville komme til at ligne det samme krims-krams vi har fået alle tidligere dage. Da vi om eftermiddagen sad og nød livet på altanen foreslog jeg at henlægge aftensmaden til Naama Bay. Jeg trængte til noget andet end sammenkogt ged, får, kylling og med dertil hørende ris i alle afskygninger, og heldigvis var fruen med på ideen. Kl. 18.00 tog vi en taxa til Naama Bay, og snart sad vi bænket i strandkanten på “Restaurant Vivo”. Her fik jeg en T-bone steak mens Lone fik en peberbøf . Begge anretninger var med grøntsager og masser af pommesfrites. Lækkert med noget ordentligt “dansk” mad. Da vi ikke kunne spise mere, og endda måtte levne, købte vi lidt ind i det nærliggende supermarked, og fortsatte så via strandpromenaden til Hilton Fayrouz og op til Peace Road for at få en hyrevogn hjem. (Dette var vist lidt for de indviede). Nå men vi kom i kontakt med en chauffør med det samme, og så begyndte snakken om pris. Han ville have 40 pund og jeg ville give 30. Han fortalte, som rigtigt var, at han først skulle køre et par kilometer i modsat retning for at vende inden han kunne sætte kursen mod Waterfalls. Jeg holdt på mine 30 pund (30 kr) hvilket han accepterede, men kunne alligevel ikke dy sig for at sige 30 pund plus 5 i drikkepenge og begyndte så at køre. Jeg sagde igen 30 pund og så kørte vi. Det var midt i myldretiden, og det var en uhyre spændende kørsel med dyt og båt, og en helvedes masse fakter. Da vi var nået et godt stykke uden for Naama Bay var der trafikprop, og så gik det hele i kaos. Det viste sig at den inderste vognbane var spærret af grundet almindelig kontrol, og det skulle selvfølgelig give anledning til problemer. Da vi nåede afspærringen var det nogle civile der kontrollerede bilerne - dog ikke vores - og jeg spurgte om det var politiet. Han svarede benægtede på dette, men hans engelske ordforråd rakte ikke til at forklare os hvem de var. Dog fortale han at Præsiden Mubarak var i byen, og at det altid afstedkom nogle trafikale problemer. Nå men vi nåede velbeholdne hjem, og da han havde været sådan en flink fyr - grinende og syngende - gav jeg ham 40 pund. Dette skete med ordene: 30 pund for kørslen og 10 i drikkepenge. (Selvfølgelig på engelsk) Han grinede igen og ønskede os fortsat god aften. Spøjs fyr. Vi ville slutte vores tur af med en kop kaffe i baren der ligger umiddelbart inden for hotellets hovedindgang. Det var en somalier der stod for betjeningen, og jeg tror ikke han vidste hvordan man lavede kaffe. Den var 10 gange så sort som ham, og stærk som løbesod. Vi måtte lade kaffen stå og så bare bære lidt over med ham. Det er trods alt bedre at han har lovligt arbejde på Hilton end at han kaprer skibe nede i Adenbugten. Når jeg tænker nærmere over det, kunne han faktisk godt ligne en sørøver, men manglede dog både en klap for det ene øje, et træben og en papegøje på skulderen Nå men da vi nåede op på værelset lavede vi den kaffe han ikke havde formået, og så var den dag trods alt gået meget tilfredsstillende.

Endnu en morgen er oprunden uden de store overraskelser. Som de fleste af de tidligere dage stod vi tidligt op, lagde håndklæder ned på solstolene, og gik så til et veldækket morgenbord. Da denne var indtaget stod næste pligt på skemaet, nemlig udgivelsen af Sinai News, der som bekendt udkommer alle ugens dage. Det burde have været en formssag, men så let skulle det imidlertid ikke gå. Jeg kæmpede med teknikken som en vanvittig, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke komme på nettet, og måtte til sidst tilskrive det tekniske fejl på hotellets server. Med andre ord måtte jeg meget mod min vilje opgive, og gå den tunge vej ved SMS-underretning til nogle af de flittigste læsere. Til disse kan jeg oplyse, at de som kompensation kan få en gratis side fra år 2007. Lidt irriteret gik vi herefter til poolen, hvor vi lå og flød ud til kl. 1230. Tilbage på værelset lykkedes det mig nu at få Sinai News i luften. Samtidig var Messenger startet op, og det medførte en skare af skribenter der rettede henvendelser, og det selvfølgelig på stort set samme tidspunkt. Jeg havde på et tidspunkt 6 ruder i gang, og til sidst vidste jeg næsten ikke hvad jeg selv hed. Nå men opgaverne blev afsluttet, og vi gik lidt forsinket ned for at spise frokost. Vi måtte stille os i køen af sultne gæster, der alle ventede på at få anvist et bord. Dette kunne for flere trække lidt ud, men for os der flere gange tidligere på ugen havde givet nødhjælp gik det hurtigt, men måske også fordi vi kun var 2 der skulle have bord. Til min store glæde kunne man i dag finde kødboller på programmet. De var ca. på størrelse med tennisbolde - måske en anelse mindre - men de smagte fortræffeligt. Jeg gik 3 gange og jeg nåede at indtage 15 af disse kødboller med tilhørende smørstegte ris. Efter maden skulle vi selvfølgelig have kaffe i baren, og se gik det ellers mod de hvide lagner for mit vedkommende. Lone gik som vanligt en tur ned til havet. Jeg var lige vågnet da hun kom tilbage kl. 1600, og så stod den på eftermiddagskaffe. Lone kunne fortælle at hun i Apollos mappe havde set, at vi skal med bussen fra hotellet i morgen kl. 1105, og så med forventet flyafgang fra Sharm El Sheik kl. 1405. Hvis flyet ellers ikke skvatter ned på vejen, forventes vi at lande i et møgvejr i København kl. 1815. (Lokal dansk tid). Efter kaffen gik Lone til receptionen for at få styr på vores økonomiske mellemværende, ligesom hun bestilte et par kopier af Dr. Hani,s regninger. (Ca. 1200.- kr kostede han at ha´ på hjemmebesøg, og dem forventer vi selvfølgelig at få refunderet hjemme i Danmark). Lægens regning var en del af den samlede hotelregning på 1500,- kr., så det har ikke kostet os mange basseører at opholde os på hotellet. Nå men det gik hen og blev tid til aftensmad, så på et passende tidspunkt gik vi ned og fik det sædvanlige krims krams med tilhørende ris. Al maden smagte nu udmærket, men jeg måtte stå i en længere kø for at få et stykke roastbeef. Jeg nåede også at indtage et par rimelig gode bøffer, så jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet. I løbet af eftermiddagen var vi i øvrigt så småt begyndt at pakke vores kufferter, og der blev med mellemrum lagt lidt i. Resten må vi så klare i morgen, men det vil meget hurtigt være overstået. Aftenen sluttede med underholdning på amfiteatret beliggende kun ca. 40 meter fra vores altan. I dag gjaldt det kåring af Miss Hilton. Vi kan ikke se selve “showet” fra altanen - kun alle tilskuerne og lyden - så det nøjedes vi med.

Ja i dag skal vi så hjem til det kolde nord, og det kan vi naturligvis ikke lave om på. Af gode grunde er dette skrevet inden selve hjemrejsen, idet jeg ellers skulle sidde og bøvle med det på onsdag. I løbet af formiddagen i dag skal vi have pakket det sidste, og vil så gå til en nærliggende pool og daske i et par timer inden vi bliver afhentet og kørt til lufthaven. Jeg ved i skrivende stund ikke hvilken velkomstkomité der vil modtage os i Københavns Lufthavn, men jeg håber at en god ven fra barneårene - Steff Houlberg - vil stå klar med åbne arme ved bagagebåndet. Hold da kæft - undskyld sproget - men hvor kunne jeg godt tænke mig en ristet medister med det hele. Og så glæder jeg mig også til her i afskedens time til at sidde med benene oppe og nyde en kop kaffe i palæet i Skovlunde, alt imens TV2 News gentagne gange løber over skærmen. Så glæder jeg mig også til, at jeg onsdag morgen kører til bageren og henter morgenbrød, og at Jyllandsposten ligger klar i postkassen. Små glæder - store fornøjelser.

Jeg vil slutte min dagbog for denne gang med at give et lille resumé af turen. Vi har haft en skøn tur, og har absolut intet at klage over. Hotel Hilton Waterfalls er et skønt hotel, flot beliggende, god mad, masser af underholdning både om dagen og om aftenen, og muligheder for stort set alt. Personalet er søde og rare, og det er nemt at hente den fornødne hjælp og vejledning i receptionen. Når dette så er sagt, ja så er det næppe et sted vi vil komme tilbage til. I hvert fald ikke foreløbig. Det ligger for isoleret, og det er begrænset hvad man i vores alder kan lave. Der er ingen restaurationer i nærheden, ingen forretninger, og stort set intet liv når man forlader hotellet. Det kan virke - som jeg tidligere har skrevet - som et reservat. Hvis man ønsker noget af ovenstående skal man til Sharm El Sheik eller Naama Bay. Dette er dog også let, idet man kan tage med hotellets Shuttlebus flere gange om dagen, eller man kan tage en af de mange taxa,er der holder lige uden for. Alligevel har vi haft svært ved at undvære strandpromenaden og livet i Naama Bay, og dermed den lette tilgang der er til det hele. I Naama Bay skal man ikke først med bus eller taxa, men bor midt i det hele. Så er der som bekendt “all inklusive” her på hotellet, hvilket er første gang vi prøver. I mange henseender er det nemt, idet man blot henter sine drikkevarer og mad i en af de mange restauranter/og barer i området. Serveringen er hurtig da der ikke er betaling, men alligevel er det ikke rigtig noget for os. Hvis man f.eks. om aftenen kunne tænke sig at nyde et glas vin eller en øl på altanen, så kan det uden problemer afhentes i den nærmeste bar. Hvis man vil ha et eller to glas mere, ja så må man rende for hver gang. Jeg bryder mig i øvrigt heller ikke om at gå rundt med et armbånd om håndleddet, og heller ikke om at stå i kø når restauranten åbner for aftensmad mv. Jeg vil hellere gå ind på en tilfældig restaurant, gennemse menukortet, og så vælge lige præcis det jeg har lyst til. Så må det koste det mere. På nogen kan det måske virke lidt “højrøvet”, men sådan er jeg åbenbart skruet sammen. Noget som har givet anledning til irritation (indtil vi selv gjorde brug af det), er at det virkelig skal være nødvendigt at lægge håndklæder ud på solstolene inden fanden får sko på. På mig virker det uværdigt, grådigt og egoistisk, men man kan, som vi også er blevet, drives langt ud. Og så lige til sidst. På Hilton Waterfalls er mulighederne for snorkling ikke lige så let tilgængelig som i Naama Bay. På Waterfalls skal man ud på en lang gyngende badebro lavet af plastiktønder før man kan hoppe i vandet, mens man i Naama Bay kun behøver at gå 10 meter ud i vandet direkte fra stranden. Nu skal vi godt nok til Nabq et godt stykke herfra allerede i marts, men jeg føler mig overbevist om at vores fremtid for så vidt Egypten ligger i Naama Bay. Enten Hilton Fayrouz eller Maritime Jolie Ville, men meget kan selvfølgelig nå at ændre sig. For dem af læserne af denne dagbog som ikke har samme krav som os til et nærliggende byliv, en lang strandpromenade med restauranter og forretninger., kan jeg kun anbefale Hilton Waterfalls som et dejligt afslappende sted. Jeg skal afslutningsvis her lige nævne, at vi for nogle år siden boede på Maritim Jolie Ville Golf Resort, hvilket er beliggende et godt stykke nord for Naama Bay i nærheden af lufthavnen. Der var problematikken for os stort set den samme. Det var et skønt hotel med alt hvad hjertet kunne begære, men vi skulle ud og køre med bus eller taxa hver gang vi kom ud af reservatet, og man kunne ikke bare sådan lige gå sig en lang tur med lidt oplevelser på vejen. Alt dette er selvfølgelig en meget subjektiv beskrivelse af stedet, og vi har da også mødt flere som elsker at kommer her, og som har været her før og snart vender tilbage. Sådan er der jo så meget. Nogen kan li moderen og andre kan li datteren. Jeg kan li Lone, som er en fabelagtig rejsefælle, og som i øvrigt er meget enig i ovenstående betragtninger.

Efterskrift.

Da vi som de sidste blev afhentet af bussen og skulle mod lufthaven fik vi os et mindre chok. Guiden fortalte at der var eller skulle være flyshow i luftrummet over lufthavnen, hvorfor hun ikke ville udelukke at der kunne opstå forsinkelser. Føj for pokker - det havde vi bestemt ikke ønsket at høre. Da vi nåede frem til lufthavnen kunne vi med egne øjne se hvordan fly i formationer susede rundt på himlen. Da vi kom ind i lufthaven var der sort af mennesker. Tavlerne viste ikke noget om hvor vi skulle checke ind, men kun en lang række af flyafgange der var “delayed”. Vi forsøgte at finde en skranke hvor der stod Copenhagen, men uden resultat. Vi måtte så stille os op i en lang kø med flere hundrede mennesker, hvor der var indcheckning til “All Fligth). Da vi havde stået der i meget lang tid, og kun var kommet ganske få meter frem, fik jeg øje på en kvinde som jeg havde set i bussen, og som tydeligvis havde fået checket ind, idet hun nu var på vej frem mod Security. Jeg forlod Lone og gik på opdagelse i lufthavnens menneskemylder. Jeg fandt pludselig et sted, hvor der var indcheckning til København, og så kan det nok være at jeg fik fat i fruen og skiftet kø. Langt om længe fik vi så checket ind, og derefter videre gennem security og andre menneskeskabte former for bureaukrati. Til sidst nåede vi ind i de hellige haller, hvor jeg kunne få mig en tiltrængt smøg i “smoking area”. På vores boardingcard kunne vi se at vi skulle boarde kl. 13.45 ved gate 4. Det var heldigt at det stod på vores boardingcard, for alle skærme i lufthavnen stod stille. Da tid var gik vi til gaten i et mylder af forvirrede mennesker. Da der blev åbnet for bording lykkedes det os at komme frem, og efter en kort bustur kunne vi gå ombord i det ventende SAS-fly. I himlens navn hvor var det dejligt at være kommet så langt, og da det så lød i højttaleren “bording compleated”, ja så kunne der da kun være tale om få minutter. Så let skulle det desværre ikke gå. Med i flyet var en hjerneskadet voksen mand, som netop på dette tidspunkt havde valgt at skide i bukserne. Så måtte han bæres helt frem i flyet, hvorefter han måtte skiftes i det lille rum/køkken der er beliggende umiddelbart bag cockpittet. Den syge mand havde naturligvis intet skiftetøj i kabinen, så han måtte til sidst vikles ind i nogle tæpper, og så i øvrigt bæres tilbage til sin plads. Kort efter begyndte flyet heldigvis at rulle mod startbanen. Mens vi ventede i afgangshallen havde vi bemærket at det jordanske kongefly ankom, men hvorvidt det skulle afsætte eller hente passagerer bemærkede vi ikke. Derimod bemærkede vi, at flyet kørte umiddelbart foran os da vi rullede ud til start, og at det lettede 2 min. før os. Med 3 kvarters forsinkelse kom vi så også i luften, og kunne endelig sætte kursen mod Cairo og videre hjem. Kort efter start fortalte piloten, at vi var det sidste fly der havde fået lov til at lette, idet det tidligere omtalte flyshow skulle begynde igen. Puha….