 |
|
|
 |
|
Så blev det endelig ferie. Vi stod op da vækkeuret meldte ny dag kl. 0300, og så var det bare med at komme ud af køjen og gøre klar til afrejse. Som enhver anden dag skulle vi dog ha´ os en kop kaffe, og så i øvrigt bare sidde og slappe af indtil chaufføren meldte sin ankomst. Det var Jens der havde tilbudt sig som chauffør, og da han kom lidt før kl. 0400, var vi klar til turen til lufthavnen. Vel ankommet til Kastrup ville vi egentlig havde checket ind selv, men da der endnu ikke var kommet andre gæster til vores fly, kunne vi gå til skranken og checke ind med det samme. I løbet af 5 minutter havde vi checket ind og var kommet gennem security, så meget hurtigt var vi faktisk klar til afrejse. Da flyet imidlertid først skulle afgå kl. 0625 havde vi masser af tid, så vi måtte væbne os med tålmodighed, og kunne så sluge et par kopper kaffe. Ingen af forretningerne i lufthavnen var endnu åbnet, og det godt det samme. Ellers havde vi vel købt en jakke eller kjole. Nå tiden gik nu hurtigt, og inden vi så os om var vi næsten ved at komme for sent til flyet. Årsagen var den enkle, at vi ikke havde nogen danske penge, og dem plejer vi at bruge i flyet. Nu måtte vi vente til Nordea åbnede kl. 0600, og på dette tidspunkt var vi allerede blevet kaldt til gaten. Nå det tog vi nu meget afslappet, og det gjorde vi også da der stod bording på de store tavler. Jeg begyndte at blive lidt urolig med hensyn til tiden, idet jeg vidste at der var meget langt ud til A27 hvorfra vi skulle flyve. Fruen tog det også relativt roligt, idet hun var sikker på at de ikke ville flyve uden deres VIP-kunder. Det holdt stik. De stod klar da vi efter en lang vandring nåede frem til gaten, og så kunne vi gå direkte ombord. Her fik vi de pladser vi havde reserveret, nemlig pladser 1E og 1F, hvilket er for folk med lange ben. Og benene var der absolut plads til - idet vi vel havde ca. 2 meter frem til væggen mod chaufføren. Inden der blev serveret morgenmad gjorde personalet meget ud af at fortælle, at maden var økologisk, og at den tilhørende kaffe var Max Havelar kaffe. Det er sikkert meget godt, men når man nu som mig bedre kan li´ æg fra burhøns, tremmegrise med skuldersår, og kaffe hvor bønnerne er plukket af underbetalte børn under 8 år, så kunne det faktisk være ligegyldigt. Nå det hele gled ned, og det til trods for at det ikke var den store oplevelse. Efter ca. 3 timers flyvning landede vi i Korfu lufthavn. Vi havde godt nok været der før, men jeg huskede ikke at lufthavnen var så lille. Der var et mylder af mennesker, men det lykkedes da at få vores bagage. Så gik turen ud til bussen, hvor det endelig lykkedes mig at få en smøg. Efter en smule ventetid begyndte bussen sin farefulde færd ud mod diverse hoteller. Inden vi kørte fik vi oplyst, at der var ca. halvandens times kørsel til vores hotel højt oppe mod nord. Det kunne vi jo ikke lave om på, så vi måtte bare væbne os med tålmodighed. Efter at ha´ læsset gæster af på diverse hoteller i det sydlige Korfu, bevægede vi os over en bjergkæde. På toppen af bjerget - hvor der absolut intet var - råbte chaufføren pludselig. Century Resort. Vi forstod ikke en lyd af det hele. Der var absolut intet omkring os - ja end ikke et hønsehus. Den viste sig imidlertid at være god nok, for Lone og jeg blev omskibet til en minibus der holdt og ventede. Jeg troede at jeg lige kunne nå en smøg, men inden der nåede at komme glød på smøgen var vi klar til afgang. Chaufføren må ha´ kunnet se min fortvivlelse da jeg gjorde klar til at skodde smøgen. Han gjorde klart at jeg gerne måtte ryge i bilen. Da vi var de eneste passagerer, og da han også var ryger, kunne jeg pulse løs helt til vi nåede hotellet. Century Resort - som vores hotel hedder - viste sig at være fantastisk godt beliggende midt i en 50000 kvm. stor park. Vores værelse/lejlighed er enorm stor, faktisk så stor, at vi nemt kunne have klaret os med det halve. Nå skidt med det. Vi fik os indlogeret på et øjeblik, og så gik det ellers mod pool-baren. Her bestilte vi et par af de lokale Mythos øl, hvilket vi havde glædet os til siden vi bestilte rejsen. Jeg er lige ved at tro at jeg nåede at få 2, men så gik det også op i lejligheden for at få os en velfortjent lur. Fruen kunne som forventet ikke sove, så da jeg stod op var mit tøj lagt på plads i skabene, og der stod en kop kaffe klar på altanen. Sådan skal det være. Så nød vi ellers bare det gode vejr og hinandens selskab. Da klokken nærmede sig 1900 gik vi mod byen for at få noget at spise. Byen hedder Aharavi og ligger kun nogle få hundrede meter fra hotellet. Først gik vi lidt rundt for at orientere os om diverse forretningers beliggenhed, og så endte vi i byens ældste restaurant. Den er fra 1978 og bærer det eksotiske navn af “The Pumphouse”. Ikke længe efter vi var kommet var restauranten fyldt op, så vi lærte at man bestemt ikke skal komme senere end vi gjorde. Omhandlede restaurant er berømt på disse kanter, men det er bestemt ikke mange Michelin stjerner den ville kunne få. Måske en halv stjerne, for øllet der fulgte med smagte godt. Efter at have dineret gik vi til det nærliggende supermarked, hvor vi fik handlet det mest nødvendige ind, men så gik det også tilbage mod hotellet. Resten af aftenen tilbragte vi dels ved poolbaren og dels på altanen, og så i øvrigt i selskab med Mythos. Kl. 2300 gik det så til køjs. Her på falderebet vil jeg lige nævne noget om hotellet. Det er fantastisk flot, og som nævnt beliggende i en meget smuk park. Der er tillige en meget stor pool, og en bar der holder åbent til kl. 0100 om natten. Personalet er søde og smilende, så man føler allerede at man har boet her i en evighed. Når dette så er sagt, ja så er der også visse mangler. Ved ankomsten skal man selv slæbe sine kufferter fra receptionen og frem til værelset. Der er ca. 50 meter og en niveauforskel på vel omkring 5 meter, så de kunne godt have sørget for at der havde stået en “boy” klar til det hårde arbejde. Så er der i øvrigt heller ikke internet på værelserne, så man må ned i receptionen for at skaffe sig internetadgang. Liggestolene ved poolen kunne også have været lidt mere magelige, men alt i alt er det ganske lækkert. Jeg vil i de følgende dage nok skrive mere om forholdene her på hotellet, men indtil da: Ha” det godt.
Hotel Century Resort, Aharavi, Korfu.
En ny dag begyndte meget tidligt, idet vi som bekendt ikke kan sove længe. Da vi stod op satte vi os ud på terrassen hvor vi kunne sidde og nyde morgenstunden, og ikke mindst få os en Gammel Dansk, hvilket er blevet et helt ritual når vi en sjælden gang er ude og rejse. Da klokken nærmede sig 0800 var vi blevet endog særdeles sultne, og bevægede os derfor mod restauranten. Den ligger fantastisk smukt midt i parken, men det skulle også vise sig at være det bedste man kunne sige om den. Med store forventninger gik vi ind for at fylde vores tallerkener, men det viste sig hurtigt at være en kæmpe skuffelse. Det første vi stødte på var morgenbrødet (Franskbrød), og det viste sig at være meget tørt. Der var flere typer brød, men det svingede fra tørt, meget tørt og til knas tørt. Udvalget i øvrigt var kedeligt, og især når man er vant til at der står en kok og laver ens æg efter eget ønske. Her var der ikke en kat - end ikke nogen at klage til - så vi måtte tvinge et par klemmer i os. Kaffen var derimod fin, så ledsaget af 4-5 smøger gled det hele alligevel ned. Efter morgenmaden - og efter lidt omklædning - gik turen til poolen. Fantastisk lækkert skulle det vise sig at være, og bl.a. fordi ingen havde lagt håndklæder ud for at spærre. Vi lagde os længst væk fra poolen, hvor vi forventede at der ville være fred og ro, hvilket der også skulle vise sig at være. Lidt efter kl. 1100 frekventerede vi poolbaren, hvor vi så læskede os et par store Mythos.
Kl. 1300 gik vi op og spiste frokost, og så var det tid for undertegnede til at få en lur. Mens jeg sov vandrede fruen en lang tur, og kom bl.a. ned til stranden. Selve turen vil jeg ikke skrive noget om - jeg var jo ikke med - men da hun kom hjem kunne jeg både se og fornemme at det havde været varmt. Faktisk tror jeg ikke hun gør det igen. Efter hendes hjemkomst var det tid til eftermiddagskaffe, og mens denne blev indtaget, kunne jeg sidde og skrive i min dagbog ude på terrassen. Skønt. Kl. 1745 bevægede vi os til receptionen, hvor guiden fra Startour havde meldt sin ankomst. Vi fik hurtigt bestilt et par heldagsture, og ville så lægge den første dags oplevelser ind på vores hjemmeside. Dette skulle vise sig at være meget vanskeligt, ja faktisk umuligt. Der var således intet trådløst netværk, så man var nødsaget til at bruge deres maskine. Den kunne imidlertid ikke åbne mit dokument (dagbogen dag 1), så vi måtte efter meget lang tid opgive at komme videre ad den vej. Vi overvejer så nu hvad vi kan gøre, men det ser unægtelig lidt sort ud. Lettere hidsig og irriteret måtte vi forlade receptionen, og gik så ud for at få noget aftensmad. Som dagen før blev den indtaget på The Pumphouse, hvor de serverer god græsk mad (Wienersnitzsel). Man skal i øvrigt komme meget tidligt - inden kl. 1900 - for at få sig en plads i The Pumphouse. Stedet er på disse kanter meget berømt, så kommer man ret meget senere må man stå i kø for at få en plads. Efter spisning fik vi provianteret i det nærliggende supermarked, og så gik turen ellers hjem til lejligheden. Resten af aftenen blev ren hygge, og så kunne vi omkring kl. 2300 gå til ro.
Denne dag er der ikke så meget at fortælle om. Vi stod tidligt op som altid, og gik ned og spiste det kedelige morgenmad ved 8-tiden. Efter lidt soignering gik vi til poolen, hvor vi dasede og så i øvrigt nød livet og det fantastiske vejr. Et par kolde øl nåede undertegnede dog også at indtage. Måske var det 3-4 stk. - jeg husker det ikke så tydeligt. Da vi så fik os taget sammen til at spise lidt frokost, skete dette på terrassen. Så stod turen for mit vedkommende på et middagslur, mens fruen gik til poolen for at få belyst den kvadratmeter der tager mod sol. Lone vækkede mig da hun kom tilbage og så var det kaffetid. Efter kaffen gik vi igen til receptionen for at komme på nettet, og om muligt for at få vores dagbog lagt ind på min hjemmeside. Ganske umuligt skulle det vise sig at være. Sikke noget lort. Når og hvis man kommet på nettet varer det en evighed for at skifte side. Nå men jeg gider ikke dvæle mere ved det internet. Om aftenen gik vi ned på stranden, hvor vi fandt en restaurant ved navn Maistro. Der gik vi ind og spiste, og fik faktisk rigtig god mad. Det eneste minus - og det er et problem for mig - det var støjen i restauranten. En helvedes masse børn drønede rundt mellem bordene - gid fanden havde dem - men både børn og forældre virkede tilfredse. Hvem der bare havde haft en AK47. Efter middagen gik vi mod det nærmeste supermarked for at handle, og havde glemt at det var søndag. Lukket var der selvfølgelig, så vi måtte klare os på anden måde. Lone fandt en bager der havde åben, så der købte vi noget morgenbrød til dagen efter. Dels skulle det vise sig at være bedre end det på hotellet, og så havde vi også det i tankerne, at vi skulle tidligt op næste dag for at komme på tur, og derfor ikke kunne nå ned til det obligatoriske morgenbord. Nævnte tur vil jeg beskrive nærmere i morgen når den er overstået. Aftenen og solnedgangen blev nydt på altanen, og så kunne vi ellers gå tidligt i seng med henblik på den kommende heldagstur. Se det var ikke meget vi oplevede i dag, men til gengæld nød vi hvert sekund
Også denne dag stod vi tidligt op. Uret vækkede os kl. 0600, og så gjorde vi ellers klar til at tage på tur øen rundt. Det grønne Korfu som de kalder det her på disse kanter. Vi skulle ikke vente på at morgenrestauranten åbnede kl. 0700 - og det godt det samme - idet vi som nævnt i går selv havde købt noget morgenbrød. Det var 10 gange bedre end det vi kunne få i restauranten, så der var absolut intet at klage over. Kl. 0745 troppede vi op i hovedgaden, hvor turen skulle tage sin begyndelse, og hvor bussen kom kort efter. Så gik det ellers over stok og sten. Op i bjergene og ned igen. Det lykkedes mig at falde i søvn, og vågnede først da vi blev gjort opmærksomme på at vi skulle skifte bus. Halvrusserne fra Finland skulle ha egen bus, mens alle andre skandinaver blev samlet i en anden. Guiden var fra Danmark - Karina - og det var angiveligt hendes sidste tur på Korfu, idet hun skulle hjem og studere på CBS. En rigtig sød pige var det, men i guder hvor kunne hun lire mange årstal af sig. Hele den græske mytologi blev gennemgået, og det var selvfølgelig den ene røverhistorie efter den anden. Det var helt utrolig hvad de kunne i oldtidens Grækenland. Jeg må med skam erkende at jeg ikke fulgte så meget med. Intet blev lagret på harddisken. Men at de var dygtige dengang er der ingen tvivl om. Archilles sendte bl.a. en pil af sted mod en gut der havde forelsket sig i samme pige som ham. Selv om distancen vel var omkring 3 km., lykkedes det for ham at ramme pågældende i hælen. Da pilen så også var smurt ind i gift afgik rivalen naturligvis ved døden. Jeg vil ikke afvise at det var Archilles der blev ramt i hælen, men det gør jo ikke den store forskel. Nå men vores første egentlige stop var ved et gammelt palads ved navn Achillion. Flot var det og med en fantastisk udsigt over Korfu. Jeg orkede imidlertid ikke at vandre alle rummene igennem, så på et tidspunkt gik jeg ud til bussen og fik mig en smøg, Efter lidt tid gik turen videre, og denne gang mod et kendt kloster. Maria klosteret hed det, og lå meget tæt på byen Paleokastritsa. Det er en ren spiritusprøve at udtale det navn, så det har jeg helt afholdt mig fra. Selv om jeg er vokset fra alt det med kirker og klostre, så må jeg i dette tilfælde erkende at det var meget flot, og havde en fantastisk beliggenhed. Efter besøget i klosteret gik turen ned til omhandlede by hvor vi fik noget at spise. Jeg nåede også i spisepausen få indkøbt nogle smøger, og så stak vi ellers til søs. Vi røg af sted i 2 både - 7 Euro pr. person - og sejlede så rundt i skærgården i en halv times tid. Der var ikke noget der overraskede os, idet vi har været på tilsvarende ture et utal af gange. Smukt var det dog, og så er det jo altid dejligt at blive luftet lidt på havet. Efter turen på havet fortsatte vi op i bjergene, hvor vi gjorde holdt ved henholdsvis en likørfabrik, et konditori, og til sidst en souvenirbutik. Sidst nævnte sted satte jeg mig altså på en bar over for hvor jeg kunne få en Mythos. Souvenirbutikken var det sidste sted på turen, så snart kunne vi begive os mod nord. Højt oppe i bjergene var der dog endnu et busskift. Halvrusserne og alle os andre der skulle mod nord blev samlet i en bus. Og det var så den dag. Vi blev planmæssigt sat af nede i byen, og kunne så gå de sidste meter hjem. Dog først efter at ha frekventeret supermarkedet. Vi spiste hjemme på terrassen, og så vidt jeg husker fik vi også en enkelt stift inden vi gik til ro.
Ja der gik nu rigtig mange dage hvor vi ikke lavede meget andet end at dase ved poolen, købe lidt forsyninger ind med jævne mellemrum, men det var selvfølgelig også det der var meningen med hele ferien. Vi opgav på et ret tidligt tidspunkt at gøre brug af hotellets internet. Dels var det dyrt, men det var tillige uhyggelig langsomt. Dertil kom, at hver gang man skulle gøre brug af det, kunne man være sikker på at følgende besked: No response from server. Så skulle man have fat i personalet, og så skulle de rode lidt med udstyret før det langt om længe kom op at køre.
Det er som tidligere nævnt et uhyre flot og velholdt hotel vi bor på, men deres morgenmad har vi nu definitivt valgt fra. Brødet er ganske enkelt for kedeligt, så vi køber brød i byen og indtager morgenmaden på altanen.
Denne morgen, hvor den lange sejltur skal finde sted, starter endnu tidligere end først beregnet. Dette skyldes, at vi aftenen før havde fået en telefax fra startour, som fortalte, at turen desværre ikke gik fra Korfu havn men i stedet fra det næste sydligste punkt på øen, Lefkimi. Det betød en øget bustur, som i forvejen var lang, fordi vi boede helt i Nord. Kilometermæssigt er Korfu ikke ret stor, men når vi skal op over bjergkæder og ned igen hver gang, vi skal besøge en by, tager det tid.
Så nu var mødetiden kl. 7.00 ved pumpehuset, og som guiden havde sagt, skulle jeg være meget opmærksom på, at den bus jeg kom med, også var fra selskabet Sarris. De har nemlig før været ude for, at chaufførerne bare samlede gæster op uden at sikres sig, at de hørte til den bustur. Nåh, jeg skulle ikke risikere at miste turen, så jeg gik hjemmefra 6.40, der var det stadig ikke helt lyst og stillede mig klar 6.50. Mødte kun gartneren på hotellet og en gadefejer nede i byen og havde ellers været i selskab med haner, høns, geder, kalkuner og ænder, der går på gården modsat hotellet.
Mens jeg stod og nød solopgangen kom der flere og flere gæster, som skulle på tur. Pumpehuset var opsamlingsstedet, når vi skulle på tur. Nogle af gæsterne var fra vores hotel, nogle fra andre. På et tidspunkt begyndte busserne så at dukke op. Først bussen til Albanien med fint skilt i forruden. Dernæst til Korfu også med skilt, men stadig ikke en bus til hverken, Lefkimi, Paxos og Parga. Tiden gik, der var stadig nogle gæster, der ikke var afhentet udover mig, så endnu var jeg ikke gået i panik. Tiden var overskredet for længst kl.7.15. Og tiden går langsomt, når der ikke er en bus i sigte, men kun enkelte personbiler, der kom forbi, skraldebiler og varebiler med varer til forretninger og hoteller. Endnu en bus dukkede op. I ruden stod Britania Tours, så den skulle jeg ikke med. Uha, nu var jeg helt alene. Og jeg kunne mærke panikken begyndte. Havde jeg alligevel overset noget. Jeg bestemte mig for en plan B. Hvis ikke jeg var afhentet 7.50, 1 time efter, jeg var ankommet til Pumpehuset, gik jeg hjem og nød dagen ved poolen i stedet og ringede til Star Tour, når deres kontor åbnede.
Kl. 7.30 kom min bus og så kunne turen begynde, troede jeg. Men allerførst skulle vi forbi samtlige hoteller, synes jeg, og hente gæster. En familie med børn fik hurtigt problemer med børnenes køresyge, men heldigvis havde de poser med, og jeg sad ikke nærmest. Men de var faktisk syge på hele turen ned til Lefkimi. Kort sagt, busturen var lang, næsten 2½ time og så spændende er Korfu altså ikke.
Vi ankom lige nøjagtig til færgen og Lefkimi kl.9.55 og kl. 10.00 sejlede færgen. Da vi stod ud af bussen mødte vi den engelske guide, som fik travlt med at sende os ombord, hvor der allerede var mange andre gæster, der ventede. Vi fik en billet, der stod Sarris på, som jeg heldigvis puttede varsomt i min pung, for jeg havde jo afleveret billetten til en engelsk guide. Da færgen var ude af havnen fortalte den engelske guide om dagens program. Jeg sad oppe på soldækket, da det allerede nu var brølende varmt og her kunne jeg få vind i håret.
Ankomst til Paxos ca. kl.11.00. Her kunne vi købe en spændende bustur til 10 euro, som tog ca. 1 time. Det var også muligt at bevæge sig på egen hånd. Men det var vigtigt at være tilbage kl. 13.30. Så gik turen videre til Parga. Her var ankomst beregnet til 14.30, og så kunne man købe en lille togtur til 8 euro, som tog en lille times tid. Så var der ophold på egen hånd, og turen mod Korfu igen var planlagt til kl. 16.30. Ankomst tilbage til Korfu 17.45. Og dernæst bus turen. Jeg bestemte mig for at sende en sms, når vi kom til Paxos.
Jeg var altså blevet kaffetørstig. Godt nok kunne der købes kaffe og sandwich og kolde drikkevarer ombord, men jeg besluttede at vente til Paxos. Der var advaret om søsyge i farvandet, og jeg havde husket dem. Men på vejen til Paxos følte jeg ikke, at jeg havde brug for dem, selvom der en gang imellem var noget bølgegang. Jeg brugte Sørens gode råd fra turen til Albanien for 6 år siden, da vi sidst var på Korfu. Fokuser hele tiden på horisonten.
Og der var ikke noget jeg hellere ville. Fantastisk vejr, ikke en sky på himlen, blåt hav og grønne øer så smukke som postkort. Da vi ankom til Paxos kom der rigtigt gang i fotoapparaterne og videoer. Vi lagde til lidt ude fra selve byen viste det sig, og det var fordi, vi skulle gå ca. 1 km. Ind til byen. På højre side lå først lokale fiskerbåde fortøjret senere hen lystyachter, der blev større og større. Så kom byen, og hvor var det varmt. Jeg havde ikke købt billet til busturen på 1 time, jeg ville selv, Så allerførst af sted og se de smalle gader og stræder og butikker, som for det meste var souvenirbutikker med alverdens ting og nips men også tøj. Dernæst til en indendørs kaffebar. Her købte jeg en ½ liter vand og en kop nescafe for 3½ euro. Billigt og dejligt. Her sendte jeg lige en sms til Søren om status på turen. Jeg nød at sidde i skyggen og hygge mig med min kaffe og vand og se på livet i havnen og de flere og flere turister, der kom til Paxos. Nu var det tid til at komme ud og tage nogle fotos inden jeg igen måtte tilbage til færgen. En kort overgang kom jeg lidt i tvivl, da jeg var færdig med fotosessionen. Hvad vej skulle jeg ned til min færge? Der lå masser af færger både til højre og venstre for mig, og jeg kunne ikke se min. Nåh tænkte jeg. Lystbådende lå på min højre side, da jeg gik ind – altså måtte de nu skulle ligge på min venstre side, når jeg gik tilbage. I hurtigt trav begyndte jeg tilbageturen og inden længe kunne jeg genkende politiafspærringen og stationen. Da jeg kom til færgen var kl. ca. 13, og da der lå en lille kiosk, der solgte sandwish, bestemte jeg mig for at spise frokost. En dejlig sanwich sim var sprød med skinke, ost, tomat og salt og en ½ liter vand for 3 euro. Det var ok. Desværre satte der sig en lokal familie kort tid efter ved samme bord og næste bord og pludselig sad jeg midt i en større familiesammenkomst, hvor der bev talt på kryds og tværs, og jeg forstod ikke en skid.
Så gik det mod færgen og heldigvis havde jeg gemt billetten. For den skulle jeg aflevere for at komme om bord, og så fik jeg en ny, som blev opbevaret lige så omhyggeligt i pungen. Det var nu meget varmt og solhatten måtte frem. Før vi sejlede satte jeg mig nede på dækket i skyggen. Jeg så noget mere vind og bølger, så jeg greb for en sikkerheds skyld lige en ½ søsygepille i tasken. Da færgen sejlede, fandt jeg igen en plads på soldækket, hvor der var meget bedre plads nu end på den første sejltur. Formentlig på grund af solen og varmen. Men vi havde jo været længe på Korfu, skulle hjem om 2 dage, så jeg kunne godt tåle solen. Og det var skønt og smukt. Denne fantastiske blå farve på havet, når solen skinner, himlen er blå. Det kan ikke blive meget bedre. Pludselig blev det noget uro på båden, og der blev råbt dolphins. Og ganske rigtigt rundt omkring mig kunne jeg høre, at der var 10 delfiner, som fulgte bådens kølvand. Jeg blev imidlertid siddende på min plads. Både for at passe på mine ting, og fordi jeg af erfaring ved, at det ikke er nemt at fotografere delfiner, så de kan ses ordentligt. Vi har både set og prøvet at fotografere delfiner utallige gange før på vores rejser. Roen lagde sig igen og da vi nærmede os Parga, kom fotoapparaterne og videoer igen frem.
Hvor var der smukt og anderledes i forhold til Paxos. Vi sejlede ind og lagde til direkte ved broen. Byen er bygget smukt og følger bjerget, så der er masser af skrå og smalle gader. Og heldigvis masser af restauranter og barer. Så hvad var mere naturligt efter først at have set sig lidt omkring at finde en bar. Denne gang en dejlig iskaffe og helt gratis fra baren et glas iskoldt vand med isterning. Lige hvad en varm turist havde brug for. Igen en sms til Søren, hvor var jeg på turen og hvornår forventede vi at forlade Parga.
Efter en dejlig iskaffe måtte jeg ud på egen hånd og se lidt af Parga. Jeg havde ikke købt billet til togturen – heldigvis – for så havde jeg haft for lidt tid til dels at fotografere og gå lidt i de smalle stræder og se på butikkerne og befolkningen og turisterne. Jeg skal lige huske at sige at overalt mødte jeg kun venlighed og glade mennesker. Altså varmt var det og en lang dag, og jeg synes godt nok jeg var træt, da jeg indtog min plads på soldækket igen kl. 16.30 efter igen at have afleveret billetten for at komme ombord. Jeg fik altså ikke en ny, så det var en definitiv sidste sejltur i dag. Desværre var jeg lidt uheldig på vejen hjem at sidde ved nogle forældrepar, der synes, det var ok, at deres børn skulle skrige, løbe og hoppe ombord på båden. Det var mindre børn under skolealderen, og jeg tænkte tilbage på mine egne børn, der skulle sidde pænt, fordi moren var bange for, at de skulle falde over bord. Men turen hjem var stadig smuk og dejlig og jeg slugte alt det friske havluft, jeg kunne så jeg havde lidt at tærre af på den lange bustur tilbage til Acharavi. Desværre havde gæsterne ikke været helt præcise ved sidste omordstigning i Parga, så vi var først tilbage i Lefkimi kl. 18.
Nu gjaldt det om at finde den rigtige bus. De næstsidste på havnen var den, der bla. gik til hotel Centura Resort i Acharavi. Og så lige en ny sms til Søren, forventet hjemkomst kl.20.30. Og det var så den tur. Busturen hjem gik uden den store oplevelse gennem samme byer og om råder, som jeg tidligere havde set. Lidt drikkepenge til chaufføren, som jeg kunne se mange andre gæster havde ”glemt”, da jeg var en af de sidste, der stod af. Et venlig tak maam fra chaufføren og så de 400 m. hjem til hotellet. En oplevelse rigere og et hurtigt resume til Søren.
Ja jeg havde som det fremgår besluttet af blive hjemme fra gårsdagens tur, idet jeg fandt programmet lige stramt nok. Da jeg så efterfølgende hørte om den varme de var oppe imod, og dertil turens længde, ja så var jeg endnu mere glad for ikke at have deltaget. Mens fruen således drønede det halve Grækenland rundt, lå jeg og nød livet ved poolen. Det stod dog ret hurtigt klart, at jeg inden næste rejse skal have lagt nogle andre lydbøger ind på min Ipod. Jeg var nemlig kommet igennem stort set alle indlagte titler. På et tidspunkt - og for ikke at gå helt i stå - gik jeg en tur ned til stranden, og på vejen hjem kunne jeg så lave lidt småindkøb i supermarkedet. Det meste af eftermiddagen tilbragte jeg i skyggen på altanen, hvor jeg hørte afslutningen på Birthe Rønn Horbechs selvbiografi. Et let aftenmåltid på altanen blev det også til. Da Lone endelig kom hjem godt udmattet, kunne vi sidde og nyde en drink, men så gik vi også relativt tidligt i seng. Man glædede sig endnu engang over opfindelsen af aircondition, og opfinderen burde efter min mening have haft Nobels Fredspris. Nå men nu lakker ferien
Alt får som bekendt en ende, og det gjorde en dejlig ferie desværre også. Vi stod tidligt op som vi plejede, og da vi havde pakket det meste aftenen i forvejen, havde vi god tid til både morgenmad og et forfriskende bad. Vi fik checket ud, og blev hentet af bussen kl. 0820. Vi kom heldigvis med en bus der kørte næsten direkte til lufthavnen. Lækkert var det, men så kom den satans til ventetid i en alt for lille lufthavn. Vi bed dog smerten og varmen i os, og snart sad vi i flyet på vej mod de hjemliige breddegrader. 3 timer i luften gik hurtigt, så allerede kl. 1310 havde vi dansk grund under fødderne. Vi var noget overrasket over at Jens afhentede os i lufthavnen, men lækkert var det unægtelig. Han var kørende i vores bil, så i mangel af flere køretøjer blev vi kørt til Bagsværd, hvorfra vi så selv kunne køre det sidste stykke hjem. Heldigt at man kun havde fået ganske almindelig postevand i løbet af dagen, så man behøvede ikke at tænke på at gøre noget forkert. Inden vi forlod Bagsværd nåede vi at indtage en dejlig kold sodavand, men så gik det også mod Skovlunde. Jeg faldt hurtigt i søvn i en stol, så da jeg stod op havde Lone pakket det meste ud og startet en vask. Det var nu dagligdag igen, men minderne vil man ha i mange år frem.
|
|
 |
|
|
|