På farten igen

Vi var tidligt oppe lørdag morgen. Ikke fordi vi skulle til Egypten, men fordi vi altid står tidligt op hvad enten vi har fri eller ej. Når jeg i den forbindelse skriver tidligt, så er det omkring kl. 0600, og det har jeg forstået er tidligt for ret mange mennesker. Nå - men vi havde god tid. Vores fly skulle først afgå fra Kastrup kl. 1240, og med så god tid havde vi egentlig besluttet os for at tage henholdsvis S-tog og Metro til lufthavnen. Som morgenen skred frem begyndte vi imidlertid så småt at ændre planer, idet vi forudså en masse bøvl med at skulle bøvle med vores kufferter, og vi mente jo nok at der fandtes bedre løsninger her i verden. Da kl. nærmede sig 1000 ringede vi derfor efter en taxa, og snart gik det i fuld fart mod lufthavnen. 475,- kr. kostede den fornøjelse, men dovenskab skal der som regel betales for. Vi blev meget hurtigt checket ind i lufthavnen, og inden vi så os om var vi også kommet gennem security. Vi havde nu oceaner af tid, og fandt hurtigt frem til hvad der må være lufthavnens dyreste cafeteria. 25,- kr. for en kop kaffe - værsgo og skyl. Nå, men som sagt tid havde vi nok af, så på et tidspunkt begyndte jeg så småt at trisse lidt rundt i lufthavnen. Alt imens sad Lone og strikkede. Det plejer af være Lone der shopper, men i dette tilfælde var det altså mig der var blevet lidt utålmodig. Jeg bør nok her lige nævne, at Lone købte for 4000,- kr. tøj og sko i sidste weekend da vi var i Helsingør, og dette endda kun på en enkelt time hvor hun var uden opsyn. Nå - under min farefulde færd rundt i lufthavnen kom jeg forbi “Kaufmann”, hvor jeg fik øje på en pæn vindjakke. Den var på tilbud selvfølgelig, men jeg vil her undlade at oplyse prisen. Inden jeg havde set mig om, havde jeg fundet frem til den størrelse jeg mente passede. Da jeg prøvede den viste dette sig at være endog meget optimistisk, idet en størrelse 54 stumpede, og kunne så langt fra nå rundt om maven og lynes op. Jeg forsøgte mig herefter med en størrelse 56 - siden en størrelse 58 - før jeg endte i en størrelse 60. Den kunne dække det hele, men var også den største de havde. Skulle den være større hed den “Isabella”, og var et fortelt til en mindre campingvogn. Nå det blev altså til en flot ny jakke, og en endnu flottere pose. Vi nærmede os efterhånden tidspunktet for afgang, og blev kaldt til gate D 101. Så kan man næsten heller ikke komme længere væk, så jeg havde tabt et par kilo da vi nåede frem. En jakke i størrelse 58 ville sikkert have kunnet passe på dette tidspunkt. Vi blev en smule forsinket inden flyet lettede, men ikke mere end at det blev indhentet på turen til Egypten, hvortil vi ankom helt præcis kl. 1840 lokal tid. Selve flyveturen var en ren fornøjelse. Vi fik den bedste mad man kunne tænke sig, og betjeningen var helt i top. Det har ellers været - efter vores mening - et af SAS,s store problemer gennem de seneste år, men kan selvfølgelig også have haft sin baggrund i de store nedskæringer de har været igennem. At komme gennem lufthavnen i Sharm El Sheik gik også som en leg, og det til trods for at vi som altid skulle have både viseringer og stempler, og så i øvrigt vise pas flere gange. Da vi nåede ud på P-pladsen foran lufthavnen var mine smøger nær selvantændt i lommen, så der gik kun få sekunder før den første smøg hang mellem læberne. Der var så en smule ventetid inden vores bus blev fyldt med øvrige gæster, så i mellemtiden kunne man lige nå 5-6 smøger mere. Så gik det ellers af sted. Her oplevede vi det eneste minus på turen, nemlig at være dem der blev sat sidst af. Det kom vi dog også over, og snart havde vi checket ind på hotellet. Det skulle vise sig at være et pragtfuldt værelse, men trætte var vi unægtelig. Vi orkede ikke at gå ud og spise, så vi valgte af plyndre minibaren, og den kurv der var sat frem med chips. Så gik vi over til et par glas rødvin eller tre, men så gik det også lige på næsen i seng.

Klokken havde kun lige slået 0700 da vi stod op. Det er altså at sove længe, men vi må have trængt til det. Efter at have indtaget vores Gl. Dansk - den skal vi jo altid ha´ når vi er på ferie - så gik turen med hastige skridt mod restauranten for at indtage vores morgenmad. Det var ikke spor for tidligt, for nu var de store tarme begyndt at spise de små. Da vejret jo som altid er pragtfuldt på disse kanter, blev morgenmaden indtaget udendørs. Kun fuglefløjt og Rødehavets små bølger kunne forstyrre idyllen. Efter morgenmad og soignering gik turen til stranden. Det var allerede planlagt på forhånd, idet vi ikke gad andet end at slappe af. Hvis vi ville have foretaget os andet, kunne vi have deltaget i Atlantis Rejsers velkomstmøde. Det krævede dog at vi skulle ud på en mindre tur med bus, og så sidde og høre på alt det vi vidste i forvejen. Jeg ville selv være i stand til at afholde et sådan møde når det gælder Sharm El Sheik, så det sprang vi selvfølgelig over. Som sagt drev vi til stranden, og snart lå jeg under den største palme, mens Lone trak blank ude i solen. Jeg har det som bekendt bedst i skyggen med en kold pilsner inden for rækkevidde. Da jeg på et tidspunkt havde drukket den første øl, og var godt i gang med at høre en af mine mange lydbøger på Ipod, skvattede jeg i søvn og sov en times tid i solen. Da jeg fik øjne fik jeg en pilsner mere, og så lå vi ellers bare og dasede på stranden frem til kl. 1300. Det skal dog for god ordens skyld nævnes, at jeg også fik tid til at tage lidt video og nogle foto. Når man som jeg stærkt nærmer sig de 60 år, ligger man normalt ikke på stranden og kigger efter piger. Jeg må dog her i mit livs efterår erkende, at der gik uhyggeligt mange flotte modeller rundt på stranden. De flotteste af dem vejede ikke over 50 kg. Inkl. cykel og skoletaske, så man skulle måske overveje at luge lidt ud i huset når man kommer hjem. Nogle sådanne overvejelser støder dog hurtigt på nogle næsten altoverskyggende problemer. Hvem pokker skal vaske ens tøj, lave mad, og gøre rent. Dem jeg så på stranden lignede ikke nogen der besad disse evner i tilstrækkeligt omfang, så mon ikke man trods alt skal lade alt blive ved det gamle. Efter formiddagsturen på stranden gik det hjem til et dejligt rengjort og airconditioneret værelse. Mens jeg valgte at tage mig (endnu) en lur, gik Lone ud i byen for at shoppe. Jeg vågnede da hun kom hjem ca. 1 timer senere, og så kunne vi endelig få en smule frokost, og ikke mindst et par kopper kaffe. Aftensmaden indtog vi på den italienske restaurant “Zigolini” i Naama Bay. Der var vi mere end kendte, så der gik ikke længe inden hele personalet havde været for at hilse på os. Efter en dejlig middag handlede vi lidt ind, og begav os så hjem mod vores hotel. Det blev dog til et enkelt pitstop i nogle kurvemøbler, hvor vi nød en drink. Så var det også slut. Det vil sige vi gik hjem og satte os på altanen, hvor vi nød et glas rødvin - måske 2 - men så gik vi også til køjs.

Det har været en meget stille og rolig dag, hvorfor der af samme grund ikke er så meget at skrive om. Jeg blev losset ud af køjen kl. 0700, idet fruen mente at jeg nu havde sovet længe nok, og det kunne der jo være noget om. Efter 4-5 smøgers tid gik vi ned og spiste et morgenmad, og jeg behøver vel næsten ikke at skrive at vi sad udendørs. Det gør man jo på disse kanter. Efter morgenmaden gik vi til stranden, hvor det ret hurtigt lykkedes for mig at falde i søvn. Nu vel - jeg sov ikke så længe, men lang tid nok til at Lone havde været ude for at snorkle første gang. Da jeg havde hørt om hendes beretninger fra livet under vand, ja så stak jeg også til søs. Hele formiddagen gik med snorkleri, og så selvfølgelig afslapning. Da vi forlod stranden gik vi ind på et lille listigt sted, da vi mente vi fortjente en lille én til halsen. Det skulle vise sig at være umuligt, idet de ikke serverede nogen former for alkohol. Så smuttede vi igen, og kunne så gå hjem på altanen og nyde en pilsner fra minibaren. Herefter var det tid til en middagssøvn for mig, så mens jeg sov en times tid, gik Lone ud og handlede. Da hun kom tilbage fik vi en lidt sen frokost, og så kunne jeg sætte mig lidt ved computeren. Mens jeg skrev dagbog gik Lone ud til poolen og lagde sig. Det er nu heller ikke det store problem at nå frem til poolen, idet den ligger mindre end 10 meter fra vores altan. Efter et tiltrængt bad gik vi kl. 1900 ud for at spise. Vi havde på forhånd aftalt at gå på “Restaurant Vivo” (Det er for dem der kender byen), hvor vi fik et bord 2,5 meter fra vandkanten. Ubeskriveligt skønt var der, men maden kunne have været bedre. Nu var det selvfølgelig heller ikke Noma var vi gået ind på, så man må tage hvad der kommer. Efter maden gik vi til det nærliggende dykkercenter, hvor jeg fik købt nyt snorkeludstyr. Så gik turen tilbage mod Hilton, men som det sig hør og bør, gik vi ind og fik en drink på vejen hjem. Skønt at sidde i de kurvemøbler langs strandpromenaden, men sidder man for længe kan det hurtigt blive dyrt. Da vi endelig nåede hjem var kl. blevet 2130, så det blev kun til en times tid på altanen inden vi gik i seng. Slut for den dag.

Igen har det været en stille og rolig dag, hvilket selvfølgelig også var meningen med at tage på ferie. Vi startede dagen med det sædvanlige morgenbord, hvorefter vi drev til stranden. Vi har fundet det helt perfekte sted for snorkling, så nu kunne mit nye udstyr blive testet. Det var ganske enkelt perfekt. Vi snorklede rigtig meget, og holdt næsten kun pause når man var blevet alt for tør i halsen. Klokken 1300 gik vi hjem. Jeg fik en god morfar, mens Lone vandrede til byen for at handle. Da hun efter en times tid kom tilbage, var det kaffetid. Vi drak kaffen indenfor, idet solen stod lige ret ind på altanen. Der var stegende varmt, men sådan er det hver dag mellem kl. 1500 og 1600. Efter dette var det tid til et tiltrængt bad, og kl. 1900 gik vi ud for at spise. Vi har besluttet og for at spise på “Tex Mex”, der ligger på Hilton Sharm Dream. (For de indviede). At hele hotellet kender os er der ingen tvivl om. Der blev kysset og krammet fra indgangen og frem til vi endelig sad ved bordet. “Mostafa” - igen for de indviede - havde også hørt at vi var i byen, så der gik ikke længe inden han også kom og hilste på. Nogen af dem tror vi bor her permanent, så det udvikler sig ofte til meget sjov og ballade når vi fortæller, at vi rent faktisk kun kommer 3 til 4 gange om året. Nå - vi må videre. Vi fik en rigtig dejlig middag, og ville egentlig ha´sluttet denne aftenen af med en drink i “Caribian Bar” der ligger lige ved siden af. De spillede imidlertid så høj musik, at vi valgte at drive over gaden (Peace Road) til vores eget hotel. Her satte vi os i kurvemøblerne nede ved strandpromenaden, hvor Lone bestilte en drink jeg ikke engang kan stave til. Jeg havde de tidligere aftener fået en Campari, men de havde været så små, den uden problemer kunne indtages i en slurk. Jeg bestilte derfor en dobbelt, og det er farligt. Nå heldigvis nåede vi hjem i god behold, og klokken blev ikke meget mere end 2200 før vi begge havde fjer på maven. Ja sådan gik den dag, og i morgen bliver det nok noget lignende. Der skal vi dog på indisk restaurant, men lad os nu se.

Jeg vil indlede denne dag lidt anderledes end de øvrige. Det er ikke fordi der er sket noget som helst, så for den sags skyld kunne jeg lige så godt ha´ taget en kopi af dagen i går. Og dog - jeg har ikke nævnt noget om vejret, og det plejer man jo at gøre. På disse kanter er der imidlertid det problem, at vejret er det samme hver eneste dag. Det vil sige sol fra morgen til aften, og temperaturer der svinger mellem 30 og 35 grader. Når man så ligger ved stranden er der også en let brise, hvilket gør det hele til paradis på jord. Når vi står i Kastrup Lufthavn og skal ud og rejse - og det sker jo - ja så går der 3-4 fly mod de Canariske øer, mens kun et enkelt har kurs mod Sinai. Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Her er 10 gange bedre, og vejret er bare så perfekt. Nå jeg må et skridt videre. Jeg springer alt det overflødige over, for selvfølgelig har vi ligget og daset ved stranden hele dagen, og så i øvrigt ikke lavet et klap. Da det blev aften gik vi i byen for at spise, og det lykkedes os at finde en indisk restaurant. Den var noget svær at finde, men da den er meget omtalt på disse kanter, var det bare med at klø på. Vi fandt den, og hold da op en oplevelse. Den ligger på et hotel der hedder Camel, men ude i deres baggård og den hedder Tandorri. Faktisk fantastisk flot. Jeg ved ikke hvad Lone fik at spise, men det jeg valgte var noget med rejer i en rød sovs. Det var utvivlsomt veltillavet, men hold da kæft hvor var det stærkt. Hele munden stod i flammer, så jeg turde end ikke tænde det lys der stod på bordet. Alle former for brug af åben ild var forbudt. Jeg drak ca. 1 liter vand for at slukke branden i munden, og klarede så resten med et glas rødvin. Tjeneren kom og var meget bekymret. Han kunne jo se at jeg kun havde rodet lidt rundt i overfladen. Vi prøvede at berolige ham med, at det var mig der var en tøsedreng, og at det ikke var maden som sådan der var noget galt med. Han var - uanset hvad vi sagde - en stor undskyldning, og vi skulle selvfølgelig ikke betale for det. Den kop kaffe jeg fik efterfølgende skulle jeg heller ikke betale for. Det skulle han nu ikke bestemme, så hvad han ikke havde skrevet på regningen, betalte vi i drikkepenge. På vejen hjem faldt vi ind på et lille listigt sted, hvor vi fik vores normale aftendrink. Jeg ved ikke rigtig om det var den indiske mad eller drinken der gjorde mig en smule svingbenet. Under alle omstændigheder drev jeg til køjs straks da vi kom hjem. Det var omkring kl. 2100, men så var jeg også oppe flere gange i løbet at natten.

Uha hvilken dag. Jeg stod op kl. 0445, og Lone umiddelbart efter. Jeg/vi kunne ganske enkelt ikke sove længere, så vi kunne lige så godt blive oppe til trods for at det stadig var meget mørkt. Efter morgenmaden kl. 0630 gik vi til stranden, og så stod den igen på afslapning, snorkling m.v. Kort før kl. 1200 kom der en person fra hotellets wellnes-center. Han påstod, at de i deres center kunne gøre Lone 20 år yngre, og dermed også smukkere, hvis hun gennemgik en ansigtsmassage. Selv Lone kunne se at det ville være fuldstændig umuligt, og at der skulle noget nær hekseri til at ændre på hendes alder og udseende. Man kan da heller ikke glatte alle de rynker væk med en eller anden form for salve, når enhver ved at, at man som et minimum skal bruge en harve. Nå Lone sagde fra, og hoppede ud til fiskene i Rødehavet. Lidt anderledes gik det for mig, idet jeg meget gerne ville ha´ fjernet den bøffelhud jeg havde på hælene. There was a special price for me., så jeg fulgte med op på Hilton hvor det hele skulle foregå. En yngre kvinde tog sig af fødderne, og det var unægtelig dejligt. Over for mig sad en yngre mand med ler i hele hovedet, og med agurkeskiver for øjnene. Jeg kunne altså ikke lade være med at grine, og det må ha´ været så højt at han kunne høre det, idet han på et tidspunkt tog den ene agurk ud af øjnene, og kiggede over på mig. Han fortrængte ikke en mine, men satte bare agurken tilbage på plads igen få sekunder efter. Da min fødder var fikset fik jeg et tilbud man næsten ikke kunne sige nej til. Jeg tror det var en full scale massage med dertil hørende ansigtsbehandling. Nu skal jeg ikke gå i dybden med hele seancen, men inden jeg så mig om, så jeg selv med ler i hovedet, agurker for øjnene og tomater i ørene. Aldrig har jeg følt mig så åndssvag. Det hele sluttede af med klipning af mit hår, hårene i næse og øre, og så fjernelse af det helvedes ler. Det tog 2 timer før jeg var ude af shoppen, og var nu stærkt bekymret for at Lone var blevet noget utålmodig. Det var hun også skal jeg sige, idet jeg mødte hende på vej hjem mod hotellet. Jeg måtte så fortælle om mine trængsler, og ikke mindst om prisen for sådan en overhaling. Det kostede nemlig 1000,- kr., hvilket hernede svarer til 20 kartonner cigaretter. Nå men smil og vær glad, og det var vi så. Om aftenen gik vi på den italienske restaurant “Zigolini”, hvor vi fik en god middag. Derefter gik det direkte hjem på altanen, hvor vi spenderede en flaske rødvin på os selv inde vi drev i køjen. Og det var så den dag.